Jamie Yoouphasook Christensen R.I.P

5.218 visninger | Oprettet: 22. jul 2012

Vores elskede lille søn som aldrig nåede at åbne sine smukke øjne og se verden og alle de mennesker der ventede på ham.

Jamie Yoouphasook Christensen
Født: 20/7-2012 kl. 06:24
Vægt. 3610 G
Længde: 51 Cm

Perfekte lille dreng født som stjernekigger.

D. 17/7 ramte vi termins datoen. Var ved Jordemoder og alt var fint. Flot hjertelyd og en meget aktiv minimand. Havde haft lidt små veer om morgenen, men de var gået i sig selv igen. Resten af dagen var der masser af liv og han spoinkede rundt derinde.

D. 18/7 mærkede jeg ham kun en enkelt gang, men man siger jo at baby er mere rolig op til en forestående fødsel.

D.19/7 mærkede jeg ham slet ikke. Ville lige give det lidt tid og spiste is, drak koldt, skubbede til ham, men intet skete. Vi ringede til fødegangen og skulle ind til kontrol.
Vi kom ind til fødegangen omkring kl. 14. Vidste inderst inde at der var et eller andet helt galt og havde ikke lyst til at tage derind for måske at få min frygt bekræftet.
De satte hjertelyds dimsen på min mave, hun kunne ikke finde noget. Hun sagde at det nok bare var en lille drilsk dreng, og det tænkte jeg at hun havde ret i, for hver gang folk skulle mærke ham sparke, så stoppede han, blot for at drille dem.
Hun fandt kort noget der sagde 128, jeg blev lidt mere rolig, men ikke nok, for hun kunne ikke finde den igen. Hun kaldte en ind, for at sige de skulle have en læge til at scanne for at finde hjertelyden, fordi den lille mand nok lå forkert. Damen der blev kaldt ind prøvede også lige at se om hun kunne finde hjertelyd, men det kunne hun ikke. Der brød jeg fuldstændig sammen. De sagde det var meget normalt at ens tanker begynder at flyve når man står i uvished. Men jeg vidste godt at der ikke var hjertelyd.

Lægen kom ind i scanningsrummet og scannede, og jeg lå bare og håbede at han kunne finde noget. Jeg kiggede skiftevis på lægen, jordemoderen (for at se deres ansigtsudtryk) og på min kæreste. Jeg kunne godt se på lægen at det ikk så godt ud. Så sagde han, "Desværre"... Der brast hele min verden, gik fuldstændig i chok, græd og græd. Kæresten var henne over mig med det samme, og jeg krammede ham så hårdt ind til mig som jeg kunne. Min kæreste har så fortalt mig at jeg bare sagde, "Nej, nej, nej, nej Undskyld" og de ord har brændt sig ind i hans nethinde. For han siger det absolut ikk er min skyld og han ikke vil have at jeg skal tro det er min skyld.

Jeg bærer så stadig vores søn i min mave, maven hvor han har ligget og hygget i 9 mdr. Vores døde søn. Jeg siger at jeg bare vil have ham ud, for kan ikke have med tanken at gøre, at vores døde søn er derinde.

Vi skal til Herning for at blive sat igang, da de har et blodlaboratorium og det er meget vigtigt når ens barn er dødt i maven, at de har det, for at de kan se om min krop har dannet antistoffer pga. vores døde søn. Lægen brugte det fine ord, "Dødtvæv" om vores søn. Han er professionel og det vel det det hedder, men vores søn var ikke bare dødt væv, han er vores søn.

Aftaler at vi kommer til Herning kl. 19:30 for at blive sat igang, så sagt så gjort. Vi kommer derned og møder en fantastisk jordemoder, Katrine. Hun tager godt imod os og forklarer hvad der skal ske. Mine forældre kommer også til Herning, det samme gør min faster og onkel.

Første pille bliver lagt kl. 20 og skal så have en hver 3. time. Får lagt epidural kl. 21:55 af den dygtigste narkose læge, kunne slet ikke mærke da den blev lagt og den virkede som den skulle.

Får næste pille kl. 23 og kan begynde at mærke lidt små murren. Får også en "slumre pille" så jeg kan få sovet lidt. Får hvilet lidt indtil kl. 2, hvor næste pille bliver lagt. Vi bliver kørt ind på fødestuen.

Jeg er ikke alene på noget tidspunkt i hele dette forløb, der er altid enten kæresten eller familie ved mig.

Kl. 04:27 er jeg helt åben og har tiltagende pressetrang, får ekstra smertestillende gennem epiduralen.

Kl. 04:40 har jeg kraftig pressetrang og har svært ved at ikke at presse.

Kl. 04:50 Veerne aftager.

Kl. 05:35 Der opsættes vestimulerende drop,

Kl. 06:00 Presser på toppen af veerne.

Kl. 06:24 Fødes på flotteste vis, jeres lille dreng. Drengen ser fin ud og der ses ingen ydre årsag til at drengen er død. Drengen vejes og måles, hvorefter han får tøj på.

Havde et lille håb om, at når han kom ud ville han bryde stilheden med et skrig og vise sig som den lille mini mand han er, men nej han var helt livlløs.


Så kl. 06:24 blev vi forældre til den smukkeste lille engel Jamie Yoouphasook Christensen.
Vejer 3610 g, 51 cm lang og helt perfekt. Han er så smuk, en fin lille næse, fin lille hage og han har arvet hans fars smukke læber.

Da Jamie var kommet ud af maven, brød kæresten og jeg sammen. Dette var absolut ikke det vi havde forestillet os skulle være den oplevelse vi skulle få, den dag vi blev forældre til vores første barn.

Jamie får det tøj på vi har valgt, Blå fløjsbukser, blå body, blå trøje, brun strikvest med blå striber. Tøjet var lidt for stort til ham, så han lignede en lille "morfar hip hopper". Jamie bliver lagt over i børne sengen og kørt hen ved siden af mig. Jeg ligger bare og kigger på vores søn, så smuk og perfekt. Aer og nusser den bette mand, og han er bare så blød og fin.

Min kæreste, mor og faster var med under hele fødslen, da dette havde været planlagt helt fra start, og det var meget dejligt at have dem der som ekstra støtte.

Min far kommer ind på fødestuen efter jeg har fået lidt mere tøj på, og jeg har aldrig nogensinde set min far græde. Den dag blev den første dag jeg så ham græde. De var alle henne og se vores smukke søn, og de støttede os allesammen.

Familien spurgte om det var iorden at holde ham, og det var det selvfølgelig, for det var jo vores lille søn. Mere af min familie kom til i løbet af formiddagen og kom og hilste på Jamie og krammede os. Kærestens familie kom over middag og hilste også på Jamie og krammede os.

Vi fik også holdt ham, jeg gjorde det kun én gang da det var alt for hårdt at sidde med min lille dejlige dreng, så istedet lå han ved siden af mig, så jeg kunne nusse og ae ham. Min kæreste holdt ham en del mere end jeg, og det gjorde ondt indeni at se ham sidde med vores søn, se at han var så ked af det, men samtidig gjorde det mig også glad at se min kæreste sidde med vores søn.

Ved en tre tiden beslutter vi os for at komme hjem. For vores lille søn skiftede mere og mere farve og det var så hårdt at ligge ved siden af vores døde søn og vide at vi aldrig ville få ham med hjem.

Vi aftalte med sygehuset at han skal obduceres for at vi måske kan få nogle svar.

Vores jordemoder Katrine, har gennem hele forløbet været så fantastsik, hun har hjulpet os igennem denne meget surrealistiske fødsel. Hun sørgede for et rum min familie kunne være i, og sørgede for der var en seng til dem, drikkelse osv. En kæmpe tak til hende.

Vi er hjemme igen ved en 3 tiden og alt er bare forfærdeligt. Jeg har så ondt i hjertet og hovedet over tabet af vores søn. Min kæreste og jeg sidder bare og stirrer ud i luften. Snakker og gentager stortset de samme ting, om hvor meningsløst det hele er, og hvor ondt det gør. Tiden flyver afsted og vi går i seng omkring kl 22. Jeg får ikke rigtigt sovet, er så træt men kan ikke sove.

Nu sidder jeg så her, med en flad mave og ingen søn. Ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Hvordan jeg skal reagere, hvad jeg skal gøre for at komme rigtigt gennem dette. Kæresten og jeg støtter hinanden så meget vi kan. Men hvor er det hele meningsløst og smertefuldt.

Hvil i fred Jamie, Far og Mor elsker dig så højt. Ville give alt i verden for at du kunne være sammen med os, give alt for at se dig vokse.

Du vil altid være vores søn og vi vil altid elske dig lille skat.

An angel of the Book of Life
wrote down my baby's birth
and whispered as she closed the book:
"Too beautiful for Earth"


My Mom is a Survivor

My Mom is a survivor,
or so I've heard it said.
But I can hear her crying at night
when all others are in bed.

I watch her lay awake at night
and go to hold her hand.
She doesn't know I'm with her
to help her understand.

But like the sands on the beach
that never wash away...
I watch over my surviving mom,
who thinks of me each day.

She wears a smile for others...
a smile of disguise!
But through Heaven's door I see
tears flowing from her eyes.

My mom tries to cope with death
by keeping my memory alive.
But anyone who knows her well
knows it is her way to survive.

As I watch over my surviving mom
through Heaven's open door...
I try to tell her that angels
protect me forevermore.

I know that doesn't help her...
or ease the burden she bears.
So if you get a chance, go visit her...
and show her that you care.

For no matter what she says...
no matter what she feels.
My surviving mom has a broken heart
that time won't ever heal.

(By Kaye Des'Ormeaux
October 15, 1998
Dedicated to the mothers who have
lost a child & have somehow survived.)