Øv synes ikke det er sjovt mere :´-( {{forumTopicSubject}}

Hej piger.

Jeg synes det hele er lidt hårdt, og har nok bare brug for at skrive det hele ned. Håber I vil tage jer tid til at læse.

For et år siden købte vi vores drømmehus. 12 dage efter fandt vi ud af jeg var gravid. Ikke planlagt, men vi blev rigtig glade.
Så fik vi travlt for vi havde flyttekasser til op over begge øre.
Men... Så dukkede den ene vandskade op efter den anden og en kamp med forsikringen gik igang. Jeg blev syg i i 6 mdr og kunne intet. Hverken gå på arbejde, se tv, læse en bog eller lave mad til mig selv. Det var hårdt, men efter 2 1/2 mdr var jeg nogenlunde ovenpå igen og kunne gå på arbejde igen.

Svigermor skulle skilles, og var her KONSTANT! Hun havde det selvfølgelig hårdt, men at få besøg hver eneste dag af en der græder flere timer er bare ikke sjovt. -og da slet ikke da lillemanden kom til verden og hun så stadig kom rendene og vi mest af alt havde brug for at lære vores nye familiemedlem at kende i ro og fred. I alt så vi hende HVER DAG i 5 mdr.

Da vores søn Victor kom til verden havde han slugt fostervand så jeg turde ikke sove de førte tre døgn fordi han pludselig kunne blive helt rød i hovedet og skulle så vendes så han kunne komme af med det vand. Så fik han gulsot og skulle i lyskasse.
Derefter kom der navlebrok som de sagde at han skulle opereres for når han bliver et år +de mente han havde endetarmsforsnævring som krævede to operationer. Dette passede dog heldigvis ikke. -unødig bekymring til os.
Så mente de han havde epilepsi hvilken heldigvis heller ikke passede.
Han er 5 mdr på torsdag og han græder/skriger stadig hver eneste aften pga ondt i maven. -er vores gæt.
En nat græd han så meget at hans tungebånd revnede.
Vi har været indlagt tre gange, men når de hører at man er førstegangsmor har jeg desværre erfarret at man ikke bliver taget så alvorligt.
Alle de læger der har set og hørt ham om aften er ikke i tvivl om at han har ondt... Men ingen ved hvorfor.
Han er blevet scannet på maven og har fået taget blodprøver.
Vi har været til kiropraktor og zoneterapi. Nu mener de det er hans tarmflora der driller så vi håber på at vi endelig har fundet en løsning så jeg kan få mere end 4 timers søvn om natten. Jeg er ved at blive bims i hovedet af mangel på søvn.

Men oveni alt det her er min søster en plage.
Hun er 32 år og kan ikke selv få børn. Min bror har en søn som hun forguder, men kan ikke acceptere at jeg har fået en søn.
Hun har set ham to gange. Ikke fordi hun har besøgt os, men fordi vi har været til familietamtam hvor vi begge har været der. Hun har ikke engang rørt ved ham.
Jeg kan godt forstå det er rigtig hårdt for hende, men jeg føler at hun straffer mig for at hun ikke kan blive gravid. -jeg skal heletiden mindes om hvad jeg må snakke om og ikke snakke om når hun er tilstede. Jeg har jo mest lyst til at snakke om den dreng jeg elsker over alt på jorden, men det må jeg ikke.

I torsdags blev min far så indlagt, og de mener ikke han klarer det ugen ud. Jeg er ved at gå op i limningen og ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har bare brug for min far hos mig, men jeg må ikke engang besøge ham. Det han fejler kan smitte og jeg er bange for at overføre det til Victor.

Vi er flyttet i vores drømmehus, har dejlige naboer, gode jobs og en smuk søn. Det burde da være drømmen det vi har.

Her til morgen ringede min SP og sagde at jeg er kommet på venteliste til babysvømning fordi jeg er "særligt udsat"
Jeg glæder mig til babysvømning, men synes det er så hård en udmelding, at man er i den kategori. Jeg vil bare være glad og nyde min barsel, men nogle gange ønsker jeg bare at jeg var tilbage på mit arbejde... Det er så hårdt.
Bare det at vores TV gik i stykker fik mig helt ud af den og jeg blev så ked af det bare pga et tv. Jeg kan slet ikke kende mig selv. Jeg vil jo bare nyde min dejlige søn, gå nogle ture med barnevogn og smile til naboen. Men barnevogn vil han slet ikke være i så jeg kommer ikke ud.

Mange omkring mig har fået børn og jeg tænkte at det var da fantastisk med flere der er i samme båd og man kan snakke sammen.
Men de har alle babyer der kan sove og har alle fået en god rutine. De siger 'åh hvor er det synd for dig'
Jeg kan ikke klare den sætning. Det er sødt af dem, men jeg har ikke brug for rygklapper, men hjælp til at finde ud af hvad min søn fejler. Jeg kender mig selv og ved at når han har det godt igen så får jeg det også godt. Jeg ved at jeg nok skal komme helt op på benene igen, men det kræver at jeg får noget vished om mit barn.

Puha det var da en ordentlig omgang jeg lige fik skrevet ned her. Tak fordi du ville læse set...