Gravid, men ulykkelig.. (LANGT) {{forumTopicSubject}}

Hej Piger.
Jeg prøver at skrive herinde, fordi jeg har enormt meget brug for at få sat ord på hvad jeg føler og måske, forhåbentlig også, modtage et godt råd eller to.
For kort at sætte jer ind i min situation, vil jeg starte med at fortælle lidt om min ”historie”.
Da jeg var 17 år gammel, blev jeg gravid. Jeg ønskede ikke barnet og skulle have en abort om tirsdagen, men om lørdagen har jeg SA.
Dengang tog det ikke ret hårdt på mig, da jeg jo uanset hvad, havde valgt en abort.
I 2007 finder jeg ud af jeg er gravid. Graviditeten var langt fra planlagt, men min mand og jeg bliver hurtigt enige om at vi vil beholde det.
Jeg bliver sendt til NF hvor de kan fortælle os at der er hele to fostre men at de ikke kan finde hjerteblink, og de må desværre meddele os at jeg har haft en MA.
Jeg bliver slået helt ud af den, da jeg virkelig glædede mig til graviditeten og vi havde fortalt vores familier det, så de glædede sig jo også på vores vegne.
Jeg bliver indlagt på sygehuset hvor de vil fjerne fostrene og det var nok det værste døgn i mit liv,
Efter en pause, bliver vi enige om at vi nu vil prøve at blive gravide, da vi jo havde indstillet os på graviditet og baby. Det viser sig så at skulle blive en kamp, da de finder ud af jeg har PCO.
Vi opgiver lidt babydrømmen og selvom det er svært indstiller vi os på at vi nok bare ikke skal være forældre.
D. 5 januar tester jeg positiv og hele drømmen bliver nu virkelig for os. Vi er i den 7. himmel og det hele er bare så skønt.
Nervøsiteten kom selvfølgelig også og vi er til to akut scanninger da jeg har brunt udflåd og smerter i maven. Men den lille har det godt og vi får afvide der ingen grund er til bekymring. Mine følelser sidder uden på tøjet hele vejen frem til NF, som nu er overstået med et dejligt resultat.
Men nu sidder jeg og er gravid, men føler mig ikke så lykkelig som jeg selv syntes jeg burde gøre.
Jeg græder meget og syntes mit humør kører fra den ene yderlighed til den anden. Jeg har PÅ INGEN MÅDE lyst til at folk spørger til min graviditet eller snakker om den og jeg vil allerhelst at det kun er et emne min mand og jeg snakker om.
Jeg lukker folk ude af mit liv og isolere mig mere og mere, da jeg slet ikke kan overskue at folk hele tiden spørger og vil snakke om det.
I går var vi nede og besøge mine bedsteforældre og min lillebror på 6 år var der også. Min farmor siger til min bror han skal prøve at lægge hånden på min mave og min farmor og bror ligger begge deres hænder på min mave.
Jeg ved et lyder fuldstændig skørt, men jeg følte det nærmest som et overgreb. Jeg havde det så dårligt over det og tudede hele vejen hjem.
I aften skal vi til min nevøs fødselsdag og jeg frygter det så meget jeg har helt hjertebanken. Jeg ved min svigermor og svigerinde vil spørge til det hele og snakke om det, og jeg kan næsten ikke klarer tanken.

Jeg ved simpelthen ikke hvad der er galt med mig og jeg føler mig så forkert og jeg har det rigtig dårligt med at have det som jeg har det.

Er der nogen af jer der nogensinde har prøvet at have det på en måde der lignede det? Og hvad gjorde i for at komme ud af det?
Er der nogen der har et godt råd? For jeg er virkelig fortvivlet over det..