Ammestop eller ej (5 uger gammel) {{forumTopicSubject}}

Jeg er simpelthen ved at græde øjnene ud på mig selv. Jeg er så fortvivlet og i syv sind og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Mit første barn blev flaskebarn da jeg er én af de typer der ikke har nemt ved at få amningen op og køre, og jeg fik ikke den store hjælp/guidning til det af sp. Tværtimod holdt hun den gang en god tale for mig om hvor godt MME er i dag.

Da jeg blev gravid igen henvendte jeg mig derfor til Hvidovre hospitals amme ambulatoriet for at få hjælp til at starte amningen op. Jeg er derfor blevet fulgt tæt siden fødslen (hun er fem uger - næsten seks). Det har indtil nu været en hård kamp med stimulering stimulering og mere stimulering. Men på trods af stimulering i form af amning hver 1 1/2 - 2. time døgnet rundt, udpumpningen efter hun har spist, brystmassage og meget meget mere, så tager hun ikke nok på. Hendes fødsels vægt var 3418, men sidste vejning (til 5 ugers undersøgelsen) gav en vægt på kun 3300. Hun tabte sig meget de første to uger, og har siden hen max taget 100 g på om ugen. Jeg har, i samråd med egen læge, forsøgt at pumpe ud for at se hvor meget jeg selv havde. Det gav 60 ml at pumpe ud i halvanden time. Min sp har sagt at jeg max må amme i 40 minutter for ikke at slide brysterne helt op. Ergo få hun bare ikke det hun skal fra mig og vi har derfor, på sp's opfordring, suppleret med 40 ml MME 3 gange i døgnet (vinhøst dog været oppe på 4 - 5 flasker nogle gange for at mætte hende, men er også bange for at hun skal blive doven og ikke vil tage imod brystet). Hver gang sp har været her (på grund af ammeforløbet har hun været her hver uge til vejning) og spurgt mig hvordan det går, har jeg syntes det gik rigtig fint, indtil hun er blevet smidt på vægten og vi har fået konstateret, at så fint gik det vidst heller ikke, har det været som er slag i maven. Hun ser dog ellers fin ud. Pæne farver, klar urin, er vågen osv osv. Så foruden vægten er hun helt i top og ligger gennemsnitteligt på kurven. Jeg frygter nu hver vejning og får knuder i maven op til og tud brøler hver gang efterfølgende. Næsten hver en amning foregår med tåre fordi det bare virker så nyttesløst når hun alligevel er skide sulten efter amning og MME. Det er meget frusterende ikke at vide hvormeget mad hun får, og hele tiden være i tvivl om hendes gråd skyldes sult eller om det er noget andet hver gang hun græder.

Min mor kan berette om samme situation. Hun havde heller ikke nok til at mætte min søster og mig, og ammede derfor i tre måneder med supplerende MME. Min søster kan fortælle hvordan hun sad fra 8 - 12 hver dag for at mætte sin søn nok til at hun kunne få slappet af et par timer, for at begynde forfra med amning først på det ene bryst, så på det andet, og så tilbage på det første bryst igen i flere timer. Historien kan dateres helt tilbage til min mormor, der åbenbart heller ikke havde nok.

Jeg har så smerteligt ondt i den ene brystvorte, da den er fyldt med åbne sår, så jeg kan ikke have så meget som en løsthængende trøje på. Jeg lider af psoriasis der er brudt ud på arolerne, og også medføre revner og sprukne brystvorder. Jeg bruger suttebrikker for at skåne så meget som muligt men det hjælper ikke det store

Jeg er næsten nået til den beslutning at droppe amningen og gå helt over på fuld flaske bare for at kunne sige, at hendes gråd ihvertfald IKKE skyldes sult og hendes vægt ikke længere går den forkerte vej, men er blevet overrasket over hvor mange følelser der er forbundet ved en amning, eller rettere et ammestop. Min sp er på ferie de næste tre uger, så hende kan jeg ikke snakke med. Min læge har så sandelig også tilladt sig at holde ferie her midt på sommeren, så hun er heller ikke til megen hjælp.

Min mand har været en stor opbakning under hele forløbet, og har prøvet at trøste mig med at flasken ikke behøver at være en dårlig ting, men jeg føler ikke at han, eller de andre (venner, familie) som jeg har snakket med, forstår hvilke stærke følelser der er forbundet med det.

Jeg ved ikke om jeg forventer at én af jer har svaret, eller hvad mit formål med dette indlæg egentlig er, men måske meget rart at få nedfældet tankerne på skrift, og dele med andre der måske har været/er i samme båd.
Undskyld det blev så langt