At miste en elsket (lang) {{forumTopicSubject}}

Faldte lige over denne ..
Er det kun hos mig den virkelig sætter gang i tankerne ?


At miste en elsket
Af Martin Østergaard


Det gør ondt at skilles. Helt afsindigt ondt hvis man elsker for alvor. Men hvor mange tårer skal der trille? Hvor længe skal man lide og mindes? Hvornår er man parat til at elske igen? Og hvordan går man gennem smerten på en mere hensigtsmæssig måde?
Det er en stor smerte at skulle sige farvel til en kæreste. Måske elsker man stadig hinanden, selv om man er enige om, at det må være slut. Måske har der længe været opslidende magtkampe om den smule kærlighed, der var tilbage. Og begge er blevet såret så mange gange, at der ingen vej er tilbage.
Den ene føler sig forsømt og kræver stadig mere. Den anden føler sig presset og trækker sig stadig længere væk. Begges hjerter siger, at de skal blive sammen. Men deres fornuft siger, at det er slut. Og sådan står de og vakler frem og tilbage en tid.
Længe har forholdet ikke givet en det, man gerne vil have. Man føler sig måske overset, taget for givet og ignoreret. At partneren er kølig og afvisende eller starter et aggressivt skænderi ved mindste anledning. Alligevel elsker man. Man mindes hvor godt det var i starten. Man forsøger desperat at genfinde glæden, nærheden, ømheden og de bevidsthedsudvidende samtaler, man havde over en flaske rødvin til langt ud på natten. Man savner de små kærtegn, de dybe blikke, de lange kys og den hede, trygge elskov.
Men det går ikke. Der er kommet en ubehagelig afstand ind i forholdet. Den anden er en fremmed, man ikke kender. Og jo mere man kæmper for forholdet, jo værre bliver det.
Hver gang man er sammen, føler man sig afvist. Man bliver vred, skuffet og såret. Man skændes og diskuterer. Og når man ligger lige ved siden af hinanden i sengen om natten, er den anden 1 million kilometer væk.
Man holder pause og starter forfra igen. Man er lammet af uvished. Skal jeg blive? Skal jeg gå? Er det slut? Man mister gløden i øjnene, glæden i stemmen, latteren, overskuddet og lysten til arbejdet. Man græder. Man kommer frem til en form for forståelse og forsoning. Man klamrer sig til hinanden og den håbløse binding, der kan ligge i, at der ikke er noget at få.
Og så er det pludselig slut. For alvor.
Nogle beskriver det som at dø en lille smule. Som at skære sig dybt i hånden med en kniv. Først får man et chok. Tror ikke på, at det er sket. Man er stiv og lammet, mens snitsåret bliver fyldt med blod, der løber ud af hånden og ned på gulvet.
Så kommer reaktionen. Man bliver angst og rasende. Kyler telefon-røret, hvor kæresten lige har været, hen i den anden ende af stuen. Tårerne springer frem. Man synker sammen i sofaen og hulker dybt, så maven hopper. Man jamrer og har lyst til at skrige højt, hvis ikke det var for naboerne.
Sådan bliver det ved at være i lang tid. Flere gange om dagen bliver man overmandet af tårer. Nogle græder indeni. Man synker sammen i en stol, en sofa, hen over opvasken, fordi de på P3 spiller en popmelodi, der klemmer hjertet som en vaskesvamp.
Man oplever sig selv gå hvileløst rundt i hjemmet. Følelserne river, flår og brænder i en. Man prøver at rykke sig fri af smerten, men sidder i saksen som et såret, vildt dyr. Man kan ikke være til nogen steder. Der er ingen steder at gå hen. Til sidst går man i seng og vågner op midt i et mareridt. Kroppen er øm, som om man har fået tæsk eller vægttrænet otte timer i træk. I lang tid fremover vil man blive dødeligt træt og have lyst til at sove flere gange om dagen og ekstra lang tid om natten.
Om natten vågner man chokeret flere gange, fordi drømmene er så voldsomme. Man drømmer, at kæresten er sammen med en anden. At kæresten er kommet tilbage og står ved fodenden af sengen i mørket. Eller ligger ved siden af.
Dagens værste tidspunkter er, når man ligger i sengen om aftenen, og når man vågner om morgenen. Så er man helt alene i stilheden med alle tankerne og følelserne, der kører rundt i en evig båndsløjfe: ”Jeg savner dig. Hvordan kunne du gøre det mod mig? Kan jeg nogensinde elske en anden?” Man trøster sig selv ved at sige, at det er en større sejr for kærligheden at have mistet en elsket end aldrig at have elsket.
På gaden tror man, at man ser kæresten overalt. I en hårfarve, en jakke, et par bukser, sko, en cykel, en bil, en måde at smile på og bevæge sig på. Går man i biografen for at slippe for at tænke på kæresten hele tiden, bliver man pludselig helt varm og panikslagen ved tanken om, at kæresten måske sidder der et eller andet sted sammen med en anden.
Har man det sådan, har man for alvor elsket.
Det er en god idé at give efter for sorgen og græde. Om tårerne så triller udenpå eller indeni. Psykologer og psykoterapeuter taler om at ”turde mærke smerten” eller ”gå ind i smerten”. Filosofien er, at tør man for alvor mærke og gennemleve sorgen over at miste kærligheden, kommer man hurtigere gennem tabet og bliver hurtigere helskindet igen og parat til et nyt forhold. Prøver man at undertrykke sorgen, vil den kun langsomt forsvinde, og man vil på en eller anden måde skubbe chancen fra sig, hver gang man kommer i nærheden af mulige partnere.
Omvendt er der ingen grund til at lade sig tynge i knæ af tristhed og sorg døgnet rundt. Det kan være hensigtsmæssigt at tage smerten i nogle små bidder. Man kan gå ind i sorgen ved at græde og sørge en halv eller hel time. Man kan gå helt eller delvis ud af sorgen igen ved at gå i biografen, tale med en god ven, feste og drikke sig fuld.
Man kan græde på flere måder. Man kan lade en lille tåre trille. Man kan græde i halsen. Og man kan græde så dybt, at maven hopper ukontrolleret op og ned, og det i dagene efter føles, som om man har lavet 100 mavebøjninger uden at være i træning. Det kan være svært at græde. Selv når man er alene. Ofte vil man blive genert og flov over de hulkelyde, man udstøder. Man lyder som et lille, hjælpeløst barn og det kan være svært at acceptere, at man er dybt afhængig som et barn, når man elsker.
For at overdøve lyden af gråd kan man spille musik. Gerne noget musik, som minder om kæresten eller nogle af de tusindvis af popmelodier, der handler om kærlighedens smerte. Det åbner tårekanalerne.
Film kan være lige så gode som musik til at åbne for sorgen. Det en god idé at se kærlighedsfilm, der minder om de glæder og sorger, man har gennemlevet. Det hjælper tårerne frem, når man ser flirt, kysseri og hede elskovs-scener. Når man genkender sig selv i scener med skænderier, slidsom kærlighed, gråd og afsked får man måske lejlighed til at græde igennem. Bagefter kan man få det hele på afstand ved at se en sjov film, en gyser eller en hårdtpumpet actionfilm. Ligeså befriende det kan være at gå i dybden med smerten, lige så befriende er det at være noget nær smertefri i nogle timer.
Tal med dine nærmeste om tabet af kærligheden - hvis du tør. Og tal om det så længe som muligt. Tal til du bliver træt af at høre på dig selv. Gerne med mange forskellige mennesker, så du får mange forskellige reaktioner, og så du ikke overbelaster din nærmeste ven.
Mange oplever, at omgangskredsen efter en måneds tid kan finde på at sige: ”Nu må du komme videre.” Bemærkningen kommer ofte, fordi man er bange for de dybe følelser, der rumler i ens eget indre, når andre taler om deres sorg. Forklar, at du netop ved at tale så meget om det, mere effektivt lægger det bag dig. Den, der taler, er ofte mere herre over smerten end den, der tier.
Hvis dit netværk ikke er stærkt nok til at bære din sorg, eller du ikke tør lukke op for din sorg over for de nærmeste, kan du kontakte en psykoterapeut eller psykolog. Mange vil opfatte det som et nederlag at søge hjælp. Men ligesom dybe, ydre sår kan også dybe, indre sår hele hurtigere, når man opsøger professionel hjælp.
Det er ikke usædvanligt, at man i nogle måneder næsten mister arbejdsevnen eller ihvertfald glæden ved arbejdet. I en periode må man finde sig i at køre på rutinen, selv om det er ubehageligt, og man er bange for, at nogen skal opdage, at man ikke er så aktiv og produktiv.
Man kan tilmed få en fjendtlig udstråling, fordi man i forvejen føler sig presset. Måske skal man skifte job, fordi man finder ud af, at det ikke siger en noget. Men bare rolig. Energien og arbejdsglæden vil som regel vende tilbage med fornyet kraft, hvis man tager sig tid til sorgen.
Arbejde kan også være en god måde at dulme smerten på. Smerten halveres og forsvinder helt i nogle øjeblikke, når man har en travl arbejdsdag eller er optaget at at løse en særlig opgave. Tag eventuelt nogle pauser indimellem, hvor du går lidt mere rundt på din arbejdsplads og taler noget mere med dine kolleger, end du plejer.
I perioder vil det være helt umuligt at række ud til ens nærmeste eller at være sammen med andre. Man isolerer sig derhjemme. Sidder du sådan en aften alene og lider alt for meget, vil to glas rødvin halvere din smerte. Og bare rolig. Du bliver ikke alkoholiker af at gøre det hver aften i et par måneder.
__________________


Nogle mennesker kan slet ikke tåle udsigten til ikke at have en kæreste. De vil sørge for at bruge den sidste tid i forholdet på at lede efter en ny at springe over på. For disse mennesker med megen smerte, er dette den eneste valgmulighed, fordi de på den måde er sikre på ikke fuldt ud at skulle konfrontere sig med smerten over at miste. Smerten handler måske om tidligere svigt fra andre kærester eller endnu længere tilbage om svigt fra forældrene.
At springe direkte videre til en ny er både godt og skidt. Godt fordi man måske i lang tid har savnet kærlighed og omsorg, og med en ny kæreste kan få afsluttet forholdet og komme hurtigere gennem smerten. Man får alt det, man har savnet, og måske kan man endda finde det sammen med en person, som er i samme situation som en selv.
Skidt fordi man sjældent kan springe direkte fra et kærlighedsforhold til et nyt og få noget varigt med den næste kæreste. Og fordi man sjældent ser, hvilke fejl man har begået over for eks-kæresten. Fejl som man også vil begå over for den næste. Og den næste.
Mange mennesker springer på denne måde fra det ene kortvarige forhold til det næste, uden at de nogensinde elsker for alvor. De tør måske ikke elske for alvor. Det er alt for farligt. Ofte vil disse mennesker have svært ved at se på, hvilken del af ansvaret for forholdets forlis, de selv havde.
Det er en fordel at lægge et rent snit, når man slutter forholdet. Mange aftaler at ”være venner”, og det er muligt, hvis kærligheden er gået over i venskab. Men ikke hvis den ene eller begge stadig elsker. Mange holder fast i dette ”venskab”, fordi de ikke tør mærke smerten ved at miste. De bliver ved at opsøge hinanden igen og igen, når den værste vrede er dampet af, og de igen er sultne efter kærlighed. Fornuft og følelser er som sagt to forskellige ting. Fornuften siger: ”Nej, det går ikke. Det er for utrygt og giver intet udbytte, tværtimod.” Følelserne siger: ”Jeg vil ikke give slip. Det var jo så godt i starten.”
Det kan være en god øvelse at spørge sig selv: ”Er det personen, jeg elsker? Eller elsker jeg det, vi havde sammen?” Det er naturligvis svært at skille tingene ad, men ofte vil svaret være, at man elsker den gode tid, man havde sammen. For hver gang man mødes igen, bevæger man sig hurtigt ind i en gold ørken igen.
Ofte vil man i starten af forholdet i forelskelsen ikke se den anden, som vedkommende i virkeligheden er. Man ser et fatamorgana, et drømmebillede. Man ser sit eget savn, sine egne drømme og sine egne forhåbninger. Forelskelsen bliver af nogle betraget som en reaktion på en mangelsituation. Man bilder sig ind, at kærestens kærlighed er en mirakelkur. Man synes, at kæresten er helt fantastisk og kan alt. Mange par har fundet sig selv langt henne i en graviditet og inde i et huskøb efter denne let vanvittige periode.
Når forelskelsen er overstået efter et halvt til et helt år, begynder man at se den anden, som vedkommende i virkeligheden er. Og så er det tid til at vælge kæresten for anden gang. Ofte vil følelserne hos den ene af parterne være kølnet væsentligt, og så har vi balladen
Den, der hurtigst får sine behov dækket, vil holde lidt igen og dermed få magten i forholdet. Den, der ikke helt får sine behov dækket, vil begynde med eller uden ord at stille krav og presse den anden, fordi der er et eller andet, som mangler. Den negative, nedadgående spiral er begyndt. Den ene føler sig forsømt. Den anden føler sig presset. Og nu er det et spørgsmål om tid, før det går galt.
At sørge over knust kærlighed kan vare flere år. Nogle kommer sig aldrig og vil ikke op på motorcyklen igen efter at være blevet alvorligt kvæstet. De ved, at når man styrter, er man nøgen, sårbar og i fuld fart. De vælger måske at leve alene resten af livet og har nogle mere kortvarige forhold med kærester, som de ikke for alvor elsker, men som de er glade for. Erfaringen kan være, at det simpelthen er for risikabelt og smertefuldt at elske fuldt og helt. Og intet kan alligevel måle sig med den elskede kæreste, man mistede.
Andre kommer sig over tabet. Det tager lang tid, men de kommer op at stå og er parate til at elske igen. Deres gevinst er, at de har fået udviklet både følsomhed, medfølelse og indlevelsesevne. Og derfor vil elske den næste endnu dybere.