Tør ikke udlevere ham til faderen {{forumTopicSubject}}

Det her bliver en lang beretning, men jeg er nødt til at prøve at få luft for det, så bær over med mig.

For fire år siden mødte jeg faderen til min søn. Han fortalte ret tidligt, at han havde været i fængsel, og havde nogle psykiske problemer. Men da vi lærte hinanden at kende var han psykisk stabil og ikke ude i noget ulovligt, og i min verden kan folk godt ændre sig til det bedre, og vi var meget forelskede i hinanden.
Vi flyttede sammen og lige så stille begyndte tingene at gå ned af bakke. Han havde perioder, hvor han drak, og jeg skulle uden tvivl have afsluttet det dengang, men kærlighed gør blind.
Jeg blev gravid, og i starten af graviditeten var han stabil, men hans psykiske problemer pressede mere og mere på, og da jeg var ca. 6 mdr. henne prøvede han at begå selvmord. Vi prøvede at få professionel hjælp til ham, men det system er meget tungt at danse med. Da jeg fødte knækkede det fuldstændig for ham. Han begyndte at drikke, og han endte med at blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Igen skulle jeg have stoppet forholdet, men kunne nok ikke lige overskue hvordan tingene skulle køre med et lille barn alene.

Her d. 24 december gik tingene helt galt. Han var begyndt at drikke igen og ovenikøbet stoppet med at tage sin medicin. Da vi kom hjem efter at have holdt juleaften ved min søster, og Liam var blevet lagt i seng gik han fuldstændig amok, og begyndte at smadre hele huset. Jeg fik ringet efter min far, og han hentede mig og Liam og kørte os på krisecenter, fordi jeg ikke havde lyst til at komme et sted hen, hvor han lige kunne finde os.

Jeg var på kirsecentret i 3 uger, indtil, at jeg kunne få en lejlighed.
Min mor og hendes mand var i dialog med ham, fordi der var mange ting der skulle være styr på i forhold til, at han skulle have sine ting osv. og at eftersom han er faderen, så skulle der gerne på sigt skabes en form for samarbejde omkring Liam. Han havde egentlig fået en lejlighed i en anden by et godt stykke vej væk, men der kom han i klammeri med nogle farlige mennesker, som bl.a. prøvede på at skyde ham. Herefter blev han igen indlagt på psyk. og han fandt ud af, at han nok ikke skulle bo der længere, og så ville han gerne bo i samme by som mig og Liam, fordi så ville det gøre samværet nemmere (i hans hoved i hvert fald).
Fint nok, han vidste ikke noget om, hvor jeg skulle flytte i lejlighed, men så havde han selv været i kontakt med boligforeningen og fået en lejlighed i samme afdeling som mig. Så vi kom til at bo kun 50 m. fra hinanden. Jeg syntes ikke ligefrem, at det var det fedeste, men kunne ikke rigtig gøre noget for at forhindre det.

Han flyttede ind i lejligheden i mandags, og jeg prøvede at forklare ham, at det eneste vi havde at snakke om, det var vores søn. Det havde han svært ved at forstå, og hver aften var der en endeløs strøm af sms'er, og han stod og bankede på mine vinduer og ville snakke, hvilket jeg under ingen omstændigheder havde lyst til.

Nå jeg har et arbejde, hvor jeg arbejder hver anden weekend, og havde håbet at han ville være med til, at Liam blev passet ved min mor og hendes mand, og så måtte han komme og være sammen med Liam ved dem. Det syntes jeg var den bedste løsning, fordi jeg ikke mener at han er for psykisk ustabil til at tage vare på Liam. Han kontaktede statsforvaltningen og det gjorde jeg også selv, og vi fik faktisk begge to at vide, at jeg ikke havde ret til at lade være med at udlevere ham. Så aftalen blev, at jeg skulle aflevere Liam ved ham lørdag morgen, når jeg skulle på arbejde og hente ham igen halv fire, når jeg fik fri, og så havde vi en aftale om, at hvis det blev for meget, så kunne han ringe efter min mor, så skulle hun nok komme og hjælpe.

Da jeg kom for at hente Liam som aftalt, fik jeg en fornemmelse af, at han havde drukket pga. den måde han opførte sig på, men konfronterede ham ikke, da jeg bare ville have Liam med væk derfra. Han var af en anden opfattelse og mente vi skulle have en snak. Det forklarede jeg ham, at vi i hvert fald ikke skulle så længe Liam var til stede, så jeg begyndte at få Liam i tøjet og ville til at gå.
Så gik det galt igen. Han slog mig (med flad hånd for det efterlader jo ikke mærker) og smed mig ned på sofaen, mens jeg havde Liam på armen, lagde armen rundt om halsen på mig og hev mig i håret, og han sagde en helt masse ting om, at vi da skulle kunne snakke sammen på en ordentlig måde. Det eneste jeg kunne fokusere på, var at Liam græd og var bange, så jeg hørte egentlig ikke så meget efter hvad han sagde, men snakkede ham bare efter munden.
Det virkede, for endelig slap han mig, og jeg begyndte at gå hjemad, han fulgte efter og blev ved med at ævle om, at vi skulle snakke sammen. Det eneste jeg sagde til ham gentagne gange var, om han ikke godt ville gå hjem til sig selv, men det gjorde han selvfølgelig ikke. Han fulgte efter mig ind i min lejlighed, tog mine nøgler ud af hånden på mig og ville ikke gå. Jeg ved ikke hvor lang tid han blev der, sikkert kun 5 min, men det føltes som flere timer. På et tidspunkt flåede han Liam ud af armene på mig og var lige ved at gå med ham, men heldigvis begyndte Liam at græde så meget at han gav mig ham igen, og jeg fik ham endelig til at gå ved at sige at han da selvfølgelig skulle passe Liam igen søndag. Han gik men mine nøgler afleverede han ikke.

Lige så snart han var ude af lejligheden ringede jeg til politiet, og de sendte en patrulje, men der ville gå en halv time inden de kunne være der, så jeg ringede efter min mor og hendes mand, og de kom i løbet af 5 min.
Endelig kom politiet, og vi fik en snak om, hvad der var sket, og så ville de gå ned og snakke med ham, men da var han væk, for i mit nøglebundt sad der også nøglen til min bil, så da han har set patruljevognen komme ind på p-pladsen er han forduftet.
Politiet efterlyste bilen med det samme, og den dukkede heldigvis op samme aften.

Nu bor jeg så ved min mor og hendes mand, for jeg skal ikke op i den lejlighed, hvor han kan holde øje med hvornår jeg kommer og går.
Han har haft ringet til min mor et hav af gange. Det ene øjeblik siger han at han nok skal forsvinde og aldrig kontakte mig igen. Det næste øjeblik vil han have alt det samkvem med Liam som han har krav på. Så han er fuldstændig utilregnelig.
Jeg bliver boende her indtil han er væk, hvis ikke han flytter, så gør mig og Liam. En ting er i hvert fald helt sikker og det er, at han ikke kommer til at se Liam igen foreløbig, for jeg skal ikke gå og frygte at hente ham, og han er overhovedet ikke i stand til at tage vare på ham, for han har selv indrømmet, at han ikke tager sin medicin, og jeg kan høre på hans stemme, at han drikker.

Ja det blev som sagt lidt langt, men trængte bare til at få det ud.