Min fødselsberettigelse :) {{forumTopicSubject}}

Ja, nu blev det sørme min tur

Medvirkende: Mig, Min kæreste Anders og min bedste veninde Nanna og selvfølgelig lille Jonathan

Tirsdag:
Dagen starter stille og rolig op, jeg skulle til scanning med min bedste veninde kl 14.00 så jeg hyggede mig bare lidt derhjemme.
Jeg blev scannet og alt så fint ud - hun skønnede ham dog til 3700 gram - hvilket var rimelig meget da min jm scannede mig torsdagen før til 3100 gram.
Da min veninde skulle hjem til skanderborg siger hun til mig "Pernille, jeg bliver fandme sur hvis du ringer senere og siger du har veer!". Sagt i sjov selvf - men alligevel. Hun bor i skanderborg
Kom hjem og fik sovet lidt i mens kæresten lavede mad. Spaghetti med kødsovs Da jeg så endelig vågnede gik jeg ind for at skifte vores sengetøj som Anders og jeg havde fået i julegave fra mine bedsteforældre.
I mens vi spiste fik jeg en meget underlig smerte i underlivet - mens lignede smerter som var værre end før -pludselig tænker jeg "hvorfor i alverden sidder jeg og pisser i bukserne helt umotiveret" - hvorefter jeg så kigger ned og siger "øøøh fuck" og min kæreste ryger op og siger "ER DET NU??".
jeg skyndte mig bare ud på toilettet - og ganske rigtig. vandet var gået !!!
Jeg fik ringet til min bedste veninde hvor hun så tager tlf uden at sige hej "pernille jeg bliver sur hvis du siger du har veer" - og siger så, "nej jeg har ikke veer, men mit vand er gået".
Hun kommer så på et tog en halv time senere.
I mens sidder jeg faktisk bare og hygger mig i 2 timer før jeg begynder at kunne mærke smerterne. Jeg havde ringet til fg da vandet var gået og hun fortalte jeg skulle ringe igen nogle timer efter.
Smerterne tog en smule til og kl 10 ringer min veninde til fg da jeg synes jeg ikke kan holde det ud længere. Og vi skal jo trods alt køre 25 km fra vejle til kolding.
Vi når derned - smerterne er stadig nogenlunde, men de gør ondt. Vi bliver modtaget af to unge sygeplejerske hvor den ene hilser på Anders og siger "nå det er dig der er skyld i det hele hva?" - selvom jeg havde ondt, grinte jeg faktisk haha.
Jeg kommer ind og ligge lidt da jeg kan mærke at veerne tager til.
Jeg skal lige sige at herfra husker jeg ikke så meget. Jeg var i et smertehelvede og koncentrerede mig dybt om veerne. Jeg fik Nanna og Anders til at "vugge" mig da jeg synes det hjalp. 2 timer efter får jeg noget morfin - men synes ikke rigtig det hjælper. ved en tre tiden får jeg så tilbudt akupunktur og det tager jeg imod da jeg ved hvor meget det hjælper. Hun siger dog at det godt kunne sætte fut i fødslen. Men ak nej, lortet virkede fandme ikke. Ved ca en 5 tiden kommer en sygeplejeske ind og spørger om jeg vil "tømmes" - dvs at jeg får sprøjtet vand op i endetarmen så den er tømt. Jeg tænker lidt over det og siger dernæst ja - jeg skulle bare liiiigee finde ud af hvordan jeg kom op af sengen. Men pludselig slår jeg bare en MEGA prut og føler jeg skal skide. Fuck det var flovt. Jeg husker svagt at hun siger jeg lige skal få bukserne af så hun kan se hvor meget jeg havde åbnet mig - for siden jeg kom ind havde jeg kun åbnet mig 2 fingre. Pludselig får hun travlt og siger "ja pernille, nu skal du altså føde, du er 8 cm åben!" - jeg tænker bare "WHAT?" og spørger desperat om jeg ikke måtte få en epidural blokade. "nej, det kan du ikke nå" siger hun.
OMFG tænker jeg bare.
Jeg havde en aftale med Nanna om at hun skulle gå om til bassinet når det skete. Så det gjorde hun og Anders blev ved mig - lagde frygtelig mærke til at han rystede som en sindssyg og ikke vidste hvad han skulle.
Så var det i gang. Jeg lå egentlig bare og ventede på presseveerne så jeg kunne presse ham ud da jeg ikke vidste om jeg kunne imellem veerne. jm lytter til hans hjerte som slår fint. Jeg presser nok måske to gange mere hvorefter hun lytter til hjertet igen hvor jeg så hører hans hjerte er svækket fordi der er så meget pres på hans hovede lige der. Og der tænkte jeg bare "fuck, jeg kan ikke nøjes med presseveerne, er squ nødt til det hele nu!" - og det skal jeg lige love for, av forhelvede det gjorde ondt. Jeg skreg simpelthen af smerte. (stakkels alle dem inde på stuen)
Pludselig var han ude og jeg fik kaldt på Nanna. Jeg tror Anders var lidt chokeret så han sprang over det med at klippe navlestrengen over. Så det gjorde Nanna. Jeg husker ikke så meget men da jeg fik læst fødselsrapporten husker jeg at hans navlestreng sad om benet og stramt om halsen.
Jeg var desværre revnet lidt så jeg skulle syes - føj hvor ubehageligt når bedøvelsen ikke virker
Havde egentlig bare lyst til og klappe benene sammen og nyde min lille søn. men skulle lige igennem et smerte helvede igen.

Men jeg er trods alt glad for at det gik "så" hurtigt.
Desværre blev han ikke vejet med det samme da der var tryk på fødegangen med "flyvende" babyer som jm kaldte det Der var vist en masse fødsler igang.