Nicki's vej til verden :) Ret langt... {{forumTopicSubject}}

Så er vi hjemme, og der er lidt overskud til lige at skrive hvordan det hele forløb sig, så den chance vil jeg benytte

Mandag d. 11/10-10 køre Jesper og jeg til forundersøgelse samt samtale, da vi jo skal ha planlagt kejsersnit... Eller det vil sige, det er selvfølgelig mig der skal ha kejsersnittet..
Da vi møder op på herlev, skal vi til en samtale, hvor der er 2 andre par også.. Det ene par skal også ha planlagt kejsersnit samme dag som os, og det andet par skal ha om fredagen.
Jordemoren der skal informere os, er super grundig, og vi føler faktisk ikke der er noget vi ikke er informeret om, da vi kommer ud fra den samtale...
efter gruppe samtalen skal vi alle sammen over og tale med en anæstisi læge, og til sidst skal vi så til en individuel samtale, hvor vi har mulighed for lige at spørge om nogen ting, som måske ikke vedkommer de andre i gruppen...
Dernæst kan vi køre hjem, og får besked på at møde op igen kl. 7 dagen efter, hvor vi får afvide om vi er nr. 1 eller nr. 2...

Tirsdag d. 12/10-10.
Vi starter ud med at få sovet liiidt for længe, og selvfølgelig er Jesper og jeg super gode til at planlægge, så vi har pakket absolut ingen ting... Eller jo, jeg pakkede lige lidt til Noah, som var hos mormor og morfar, også havde jeg pakket lidt til Nicki som jo skulle komme til verden...
Så jeg skynder mig i bad, og vi fare ellers forvilderet rundt om hinanden for at få husket det hele.. Men gode som vi er, så får vi naturligvis husket alt, pånær vores tandbørster... Jeg er pludseligt af den overbevisning om vi skulle være der 6.30, så vi fare ud af døren kl. 6.15, og køre mod hospitalet, og ender med at komme 10 min forsent.. altså 6.40... Heldigvis viser det sig at det var min glemsomme graviditetshjerne der havde taget fejl, så vi er rent faktisk 20 min for tidligt på den, så vi kommer op, og bliver stille og roligt vist ind på et værelse, hvor vi får afvide at vi er nr. 2, og det andet par fra igår, derved er det første par der skal ned og ha deres lille guldklump i armene...

Vi får i midlertidigt afvide at vi er med i et projekt der hedder "far på stuen" eller "far flytter ind", jordemoren der tog i mod os kunne ikke helt huske det.. Men det viser sig at vi skal dele værelse med det par vi var til gruppe samtale med dagen i forvejen, og når vi så vælger at tage hjem igen, så skal vi give en "anmeldelse" af hvordan vores oplevelse var af det.

Det andet par kommer så ind på værelset efter en halvtimes tid tror jeg, og der er de ikke blevet informeret om vi også er derinde... Men vi prøver at få det bedste ud af vi nu skal være på værelse sammen..

kl. 7.30 kommer jordemoren fra dagen i forvejen, for lige at snakke med par nr. 1, og kl. 7.45 går de så ned...

kl. 8 er der morgenmad, men jeg skal jo så være fastende, så for mit vedkommende er det jo fløjtende lige meget om der er morgenmad eller ej.. Jesper derimod skal jo så ha lidt, da det er bedst han er tanket op, så ikke han bliver dårlig under forløbet.
Så vi sidder og griner lidt af det hele, og han får lidt mad, og vi prøver så at få tiden til at gå inden det er vores tur...

Ca. 1½ time senere kommer en jordemor ind, og fortæller at nu er det vores tur, og jeg får sådan noget syre neutralicerende og vi bliver så sendt ned..
Vi sidder så og venter på jordemoren der skal være med under kejsersnittet kommer og henter os nede ved svangre ambulatoriet.. Da hun kommer, spørger hun efter mine papir, og jeg kigger på hende og siger at det eneste vi havde fået med var en vejviser, hvor efter hun så spørger jesper om ikke han vil løbe op på barselsgangen og hente min journal, og det vil han naturligvis gerne...
Da han kommer tilbage, går vi over på operations gangen, og vi venter lige uden for operations stuen... Der kan jeg for alvor mærke nervøsiteten, men det var ikke nervøsitet over kejsersnittet som sådan, men over epiduralblokaden... Jeg gør dem også opmærksom på at jeg er en anelse nervøs for det, og det tager de heldigvis højde for...

Da vi kommer ind på operations stuen, kommer jeg op og sidde på operationsbordet, og de prøver så at ligge epidurallen... Der må desværre 3 forsøg til før end det lykkedes... men da det er lykkedes, så er jeg godt nok lettet... og jeg bliver lagt ned.
De siger så at de lige skal mærke noget på min mave, og efter en 5-7 mins tid, kigger jeg på jesper, og siger at det føles utroligt sjovt det de laver, altså det er en helt bestemt følelse jeg ikke kan beskrive. der sidder så en jordemor oppe ved mit hovede, som så fortæller mig, at det er udvidelsen de er i gang med, at de rent faktisk har skåret mig op... I det hun fortæller mig det, begynder tårene bare at strømme ud af hovedet på mig, og jeg kigger på Jesper, og udbryder "jamen så kommer han jo lige om lidt"... Og ganske rigtigt, der går måske 5 min yderligere, så høre vi et skrig, fra den lille fyr, og et sekundt efter, kommer hun gående med ham, og stopper op, og bukker sig, så jeg kan se den lille fyr, og Jesper som holder mig i hånden panikker en smule, og ved ikk om han må gå med eller ej, men får afvide at har han lyst så må han gerne, så han fare jo ud til ham, og jeg græder bare endnu mere nu, for hvor var det bare fantastisk at se den lille mand der har ligget derinde så længe...

der går ca. 10min, så Jesper ind med ham, og hvor er han bare så fin... jeg får lagt ham halvt op, så vi kan "snakke" lidt sammen, og Jesper holder så ved ham i mens, for ikke der sker noget... Det var bare et helt fantastisk syn...

Desværre vare det fantastiske ikke så længe Jeg beder selv Jesper tage ham ned igen, da jeg pludseligt får det meget mærkeligt, og det føles for tungt at han ligger der... Det hjælper dog ikke at Jesper fjerner ham, og trykket bliver tungere og tungere, og til sidst, så må jeg fortælle dem at jeg har det ufatteligt skidt, og at det trykker der hvor knoglerne samles i brystkassen... De spørger kirugerne om de laver noget, som måske går op over bedøvelsen, og at det måske kan være det der gør ondt, men det mener de bestemt ikke at de gør... Trykker bliver hårdere og hårdere, og jeg begynder nu at blive sådan virkeligt dårlig, så jeg kaster op, og må "vride" mig, fordi det gør så ondt... Så de giver mig noget medicin, og Jesper må gå ud med Nicki, for det er for meget lige der at klare for mig... Det medicin jeg får gør mig en anelse rundtosset, og jeg lukker flere gange øjnene, men åbner dem hurtigt igen... De siger så til mig at de synes jeg skal slappe af og lukke øjnene hvis jeg føler behovet for det, for Nicki er i gode hænder ude hos sin far, og jeg kan huske jeg svare hende med at sige "ja, jeg har fundet den bedste far i verden til mine børn"...

Da de er færdige med at lappe mig sammen, har jeg det faktisk ret godt igen, og jeg bliver så hentet af en portør, som køre os til opvågningen, pudsigt nok, er det samme portør som også kørte mig på opvågningen den gang jeg fik Noah...
Da vi kommer over på opvågningen, bliver jeg lagt under en varme lampe, for føj hvor jeg dog frøs...
Nicki bliver derover vejet og målt, mens jeg bliver tilkoplet deværse maskiner, og bliver tilset af forskellige læger mv, grundet episoden under kejsersnittet...

4342g og 54 lang, så det var noget af en basse vi har fået os, men han er sund og rask, og super lækker
Også ligner han bare sin storebror SÅ meget, det er helt utroligt...

Jeg tror jeg vil slutte for nu, for er ret så sikker på jeg har skrevet en lang roman, men jeg kunne blive ved med at fortælle, trods jeg ikke troede der ville være meget at fortælle om et planlagt kejsersnit... men der tog jeg fejl..

Jo, en sidste ting er vel at vi tog hjem igen igår allerede, og var hjemme omkring 14-tiden... Og Nicki er taget ved kejsersnittet i graviditets uge 39+5