Min FB (Meget lang) {{forumTopicSubject}}

Min Fødselsberetning:

Det hele startede natten til mandag. Jeg vågnede kl. 01.20 og havde kraftige menssmerter..Da jeg havde haft en del plukveer de seneste dage, tog jeg ikke videre notits af dem, indtil jeg kunne mærke de kom i jag. Så begyndte jeg at tage tid på dem, der var omk. 5 min. imellem dem, men som timerne gik - så var der også 10 og 20 min. imellem dem, de varede dog ikke mere end 30 sekunder.

Da Peder vågnede kl. 05.30, sagde jeg til ham, at han nok ikke skulle tage på arbejde idag. Jeg bad ham om, at lige prøve at sove lidt mere, så ville jeg tage et varmt bad. Det var nu rart lige at blive varmet igennem og fokusere på lidt andet. Så fik jeg lidt at spise og pakkede det sidste sammen med Peder.

Den dag var jeg 41+3 og havde fået en tid til samtale omk. igangsættelse kl. 11.10 og det var meningen, at mor skulle med og Peder skulle på arbejde, så efter at have pakket alting tog vi til Lindved.

Mor blev en smule overrasket tror jeg, at vi pludselig stod der. Så lagde jeg mig på sofaen, men det varede ikke længe, før det ikke var rart længere. Jeg tog ikke tid på veerne, for nårh ja, så hurtig er man vel ikke. Så tog jeg igen et langt varmt bad, imens jeg prøvede at koncentrere mig om de her veer, som kom tættere og tættere på hinanden sys jeg og de begyndte skisme også at gøre nas.

Så ringede jeg til fødegangen, for at høre om jeg skulle beholde min tid kl. 11.10, det synes de jeg skulle.

kl. 11.10 var vi på sygehuset, men den undersøgelse gik slet ikke som jeg havde forventet - der var stadig lidt af livmoderhalsen og jeg var kun 1 cm åben. Øv! Alt dette til trods for der kun var 5 min. imellem veerne, men blev sendt hjem og fik at vide jeg skulle komme igen, når veerne varede over 1 minut.

Så hjem i mors seng at ligge og så begyndte det at gå stærkt sys jeg - veerne blev stærkere og jeg havde svært ved at være nogen steder når de kom, jeg følte de kom oven i hinanden og pludselig fik jeg det dårligt og begyndte at kaste op - ikke nemt midt i en ve!

Da kl. nærmede sig 15, sys min mor jeg skulle ringe til FG igen, jeg var i tvivl, til trods for at mine veer nu varede mellem 1 - 1,5 minut. Jeg ville jo ikke sendes hjem igen.
Men ringer til FG og de vil gerne se mig, jeg beder om et badekar, hvis det er muligt.

Min livmoderhals var godt nok væk, MEN jeg var stadig kun 1 cm åben - troede hun tog pis på mig! Hva pokker sku' jeg ha' så ondt for, hvis ikke jeg åbenede mig?

Der var jo ikk meget den her søde jordmoder kunne gøre, men heldigvis sørgede hun for, at jeg kom ind på en stue, istedet for at blive sendt hjem.

Min jordmoder kunne se på mig, at smerterne var hårde ved mig og at jeg ikke kunne slappe af, så hun tilbød mig 2 slags smertelindring: 1. Morfin - 2. Badekar.

Jeg havde jo læst og hørt om bivirkningerne ved morfin, så det kom slet ikke på tale, så ville meget gerne i badekar. Det blev gjort klar til mig og jeg glædede mig til at lige få overblik over de her veer. Lige inden jeg kom i vandet, tog jordmoderen mit vand, der kom kun lidt, men hun mente det nok skulle komme eller fordi den lille lå som den gjorde.

Vandet var lindrende og dejligt, men kun i 5 min. Så startede mit smertehelved forfra og denne gang, synes jeg de rev mere i mig. Så kunne ikke længere ligge i karet, måtte sidde, som en frø og så kom de ellers igen oven i hinanden! Blev så gal over der ingen pauser var imellem, at jeg måtte afreagere ved at slå min hånd ned i badekaret op til flere gange.
Og så fik jeg også råbt noget, som jeg altid har ment ikke hører sig hjemme når man føder; "Jeg vil bare gerne have en pause!!!" - he he, har bagefter kan jeg godt se det jo var lidt åndsvagt, men for pokker, lige der midt i det hele gad jeg bare godt der havde været en pause imellem de veer..

Men vandet blev nu hurtigt koldt og jeg kom hen til min seng, årh, det er jo svært at ligge ordentligt, så vred mig og prøvede at fokusere, men det virkede bare ikke. Dog følte jeg de her veer var "gode" og jeg var godt igang med at åbne mig, desværre var min jordmoder ikke enig! Er ca. 2 cm åben på det tidspunkt.

Men alligevel så begynder min jordmoder, at snakke om jeg evt. skal have epiduralblokade, det undrede mig, for vidste jo, at den først ville blive lagt når man er 5 cm åben og der var jo lang ved endnu, hvis det tog så lang tid bare at åbne sig 2 cm.
Men hun mener at det vil hjælpe mig med at slappe af, så jeg kan få samlet krafter til selve fødslen. Så hun tilkalder anastæsilægen. Igennem alt det her, er mine smerter så kraftige at jeg kaster op og kaster op, der er ikke mere at give af, ikke engang væske!

Der går liige 45 min. før hun ankommer, det opdager jeg heldigvis ikke, jeg har travlt med mine veer, men for pokker hun var langsom da den skulle ligges. Skulle jo sidde stille, men det er nemmere sagt end gjort når der kommer 5 veer lige efter hianden - damn det var hårdt! Men værd at vente på, gud hvor var det lige min "pause" som jeg manglede, den epi-blokade..Kunne nu lige pludselig se hvad klokken var, kvalmen forsvandt og jeg kunne også lige pludselig se hvem min jordmoder var, nu var hun ikke længere en stemme i det fjerne.

Nu kunne jge smile, få lidt at spise og masser af drikke, imens kunne jeg også nu se mine veer på en skærm, sammen med baby's hjertefrekvens. Synes den var høj, men jordmoder sagde det var normalt. Der var blevet sat en lille elektrode på hovedet af den lille og kunne nogen gange mærke når den lille møvede med hovedet at elektroden bevægede sig -skummelt!
Men efter kort tid, havde jeg stadig ikke åbnet mig mere end de 2 cm, så nu fik jeg vestimulerende drop for at sætte gang i tingene. Nu havde jeg faktisk veer hele tiden, så kiggede på klokken og smilte, nu varede det ikke længe før vi skulle være forældre!

Klokken nærmede sig 23 og vi snakkede om, at nu havde min jordmoder snart fri og hvem der så kom og om hun var lige så sød osv.

Da klokken blev 23.20 kom min nye jormoder ind, hun havde en læge med og en anden, som jeg ikke fik fat i hvem var.. De havde snakket om min situation og ville tage en blodprøve af barnets hoved. Da de synes at den lille begyndte at virke stresset. Helt fint med mig, bare den lille var ok. Det tog ikke mange sekunder og jeg stirrede på hende der skulle sige resultatet, da hun kigger på lægen og siger "den ligger på 8,8" - så vidste jeg godt, at nu kom det til at gå stærkt!

Min jormoder kigger på mig og siger, det betyder at vi gør klar til akut kejsersnit! ØV!

Selvom det var det jeg var allermest bange for skulle ske og overhovdet ikke havde lyst til, så var jeg kun lettet over at nu var det snart slut og vi var forældre. Det var min mor der tog det hårdest, men nok mest fordi hun vidste at det var det jeg ikke ville. Men der var ingen vej uden om.

Alt ros til Horsens Sygehus for at være så gode til at informere ikke kun mig, men også faderen til barnet både før, under og efter oparationen! Alle mennesker var så søde, fortalte hvem de var, hvorfor de var der og hvad deres job var. Og der var også tid til at små joke lidt inden alvoren kom.
Inden jeg vidste af det, så lå jeg der og kunne "mærke" kniven over min mave - selvom man er bedøvet, så kan man altså godt "mærke" hvad de laver, men det hjælper nu heller ikke at man har set et kejsersnit blive lavet i fjernsynet, for så ved man udemærket godt hvad de laver bag de blå forhæng.

Pludselig kunne jeg mærke der blev revet i mig og jeg fik at vide jeg skulle se ud til højre og der så jeg lige min søn for første gang i 3 sekunder, hvor kan blev båret forbi mig. Så forsvandt Peder og ham ind i rummet ved siden af. På dette tidspunkt vidste jeg ikke at det var en dreng jeg havde født, jeg lå bare og stirrede på døren og lyttede til min baby's gråd. Var så stolt både af min dejlige kæreste, men også af det lille liv vi havde skabt sammen. Felix blev født kl. 00.14 d. 6 September 2011.

Så lå jeg der og ventede på at Peder skulle komme og vise mig min baby, da sygeplejesken spørger om det var en dreng eller en pige - øh ja, det måtte vi lige spørge lægerne om, en dreng - jeg have født en dreng - jeg havde født en søn.

Så blev jeg lappet sammen, jeg følte det tog en evighed, for havde jo ikke set min søn endnu. Og da jeg så endelig var færdig, så mødte vi Peder og jordmoderen udenfor operationsstuen og der i en kuvøse lå han, vores lille guldklump, for at kunne holde varmen. Peder fortalte at han havde fået ilt i den første halve time af hans liv, men at der ikke var noget i vejen. Nu kom vi så ned på intensiv, hvor jeg fik min søn på brystet for første gang, han fandt brystet med det samme. Og ikke længe efter kom min mor og så hendes barnebarn for første gang. Det var bare så fedt, nu begyndte vores nye liv som forældre!

FELIX FØDT D.6.SEPTEMBER 2011 KL.00.14 3555 GR. 51 CM.

Den første uge som nybagte forældre:

Vi fik et par timers søvn, efter vi ankom til barselsgangen, så begyndte livet som nybagte forældre, amning og bleskift:) Men som formiddagen skred frem, blev jeg lidt bekymret for lillemanden, han sitrede ofte når han bare lå og kiggede. Så jeg tilkaldte sygeplejesken. Hun tilså ham og sagde at sådan så han ud når han var sulten. Men det kunne jeg ikke forstå, jeg havde lige ammet ham i næsten 2 timer. Så vil sygeplejesken gerne lige måle hans blodsukker, den skulle gerne ligge på min. 2,5 - Men lillemandens var på 1,4! Så nu skulle han have modermælkserstatning, for at se om det kunne hjælpe på blodsukkeret. De fortæller, at det kan ende med at han skal have en sonde og hvis han evt. skulle have en infektion, så skal vi overflyttes til Randers sygehus, men nu må vi se om hans blodsukker ikke skulle stige i løbet af dagen.

Vi har gæster i løbet af dagen og lillemanden spiser hele tiden, synes jeg. Men hans blosukker stiger ikke meget, heller ikke i løbet af natten.

De måler blodsukker ved at stikke i hælen og trække blod derfra, ligesom en hæleprøve (PKU)

Onsdag d. 7.september:

Vores sygeplejeske forbereder os på, at vi skal overflyttes til Randers, men nu skal han lige undersøges af en børnelæge.
De tager en blodprøve, som viser at infetionstallet er en smule højt. Det vil sige at han skal have antibiotika og det kan de ikke give i Horsens, men i Randers.
Det kunne komme af at han har haft en stressende fødsel og er født i tyk grøn fostervand.
Vi er ikke videre bekymret, inde i mit hoved er han rask igen om et par dage og så er vi på vej hjem igen.
De forbereder os også på at når han nu skal hentes, så kan det se meget voldsomt ud og det gjorde det også.

Først fik han lagt en venflon (drop i armen), så fik han lagt sonde og blev lagt ind i den her store voldsomme kuvøse, som var koblet til diverse computere, han fik sukkervand, for at få blodsukkret til at stige og så blev han kørt afsted med 2 ambulancereddere, 1 sygeplejeske og 1 læge. Og så fik vi at vide at vi ikke måtte køre lige efter dem, men skulle vente en halv til en hel time med at køre.

årh, det var lang tid at vente..men vi kom afsted og da vi kørte syd for Randers, ringede Randers sygehus og sagde at han var kommet op på Neonatal afdelingen og vi bare skulle komme.

Da vi kom der op, lå han i sin vugge og fik sukkervand, meget træt og sløv synes jeg. De fortæller at de min. giver antibiotika i 2 dage, er det nødvendigt så i 7 dage. Der brød jeg sammen - 7 dage! Vi skulle jo gerne snart hjem!

Vi blev indlogeret på "Hotellet", som det hedder i Randers - det ligger i den anden ende af sygehuset. En hård gåtur, for en der lige har fået kejsersnit.
Og så går vi frem og tilbage, for at få noget at spise og være sammen med vores dreng.

Da vi sidder og spiser, bliver mit navn råbt op i kantinen og vi får at vide vi skal komme op på neo med det samme. Vi småløber derop og da vi kommer derop, står der en læge og vores sygeplejeske. De fortæller os de har overværet et krampeanfald. Det er gået fra skidt til værre. Og nu skal de jo finde ud af, hvorfor han får de her kramper.
Han skal nu flyttes fra sin vugge til en kuvøse, for i den kan han ligge uden den store dyne og de vil bedre kunne se, hvis han skulle have kramper igen.

Lægen er overbevist om, at kramperne skyldes noget i hovdet og vil have at han bliver CT scannet. Så inden vi får set os om, så kommer der en mand med en scanner og scanner hans lille hjerne, han kan ikke finde noget - Pyh!

Lægen begynder at nævne ting han kan fejle, som menigitis og hjernehindebetændelse. Nogle meget hårde ord, når man egentlig fik at vide man havde født en sund og rask dreng.

Peder får lov til at give ham mad i sonden, på den måde føler vi også at vi selv er med til at passe vores barn, selvom vi ikke kan sidde med ham, vi ser slet ikke hans dejlige øjne den dag, fordi han er så hævet pga. væske i kroppen. Det var hårdt!
Det var svært at forlade ham den aften, først at skulle sove uden ham, men også fordi vi ikke vidste hvad de kramper kom af.

Torsdag d. 8. September: Den sorte dag!

Vi får ikke sovet meget den nat og står tidligt op og går op på afdelingen, desværre kun til dårlige nyheder. Han havde haft 2 kramper i løbet af natten og kramperne er skyld i det lave blodsukker, så det var heller ikke steget. Det skal lige siges, han bliver stukket ca. hver 2. time for at måle hans blodsukker, så hans hæle, på dette tidspunkt,er bare et stort sår.
Lægen er sikker på at svaret på kramperne skal findes i hans hoved og vil have ham i MR scanner, det synes en anden børnelæge er lige voldsomt nok, så de starter med at bestille en ny scanning af hans hoved. I mellemtiden observerer Peder et krampeanfald og selvom det ikke er voldsomt, så var det meget forfærdeligt at se på. For hvad er det der gør det her mod mit barn!

Der kommer en ny læge og scanner hans hjerne igen, de finder en lille blødning på ca. 3 mm. med væske omkring. Denne blødning skal nu bekræftes af en MR scanning. Men det er ikke nemt at MR scanne børn, da man skal ligge helt stille, i nogle tilfælde skal børn bedøves og dette kan ikke ske i Randers, men i Skejby. Men de er villige til at prøve, lægen er også villig til at ligge sig ind i scanneren med ham. Men hvornår han kan blive scannet er der ingen der kan sige, jeg er bange for det er noget, som kan tage flere dage at få bestilt.

Vi bliver sat ind i et rum med vores sygeplejeske Lene og lægen, de fortæller og den her blødning, at det ses hos mange nyfødte pga. presset ved fødslen, hvad det ellers kommer af, det kan man ikke sige. og konsevensen af blødningen er også svær at sige noget om, nogle kommer sig uden mén, andre kan få problemer med indlæring eller motorik.

blødningen er skyld i kramperne, som er udmatter og tærer på lillemanden, så hans blodsukker er lavt.

Vi bliver sendt ud og få frisk luft, imens de tager en rygmarvsprøve og sætter elektroder på hans hoved. de her elektroder skal registrere hvis der skulle komme flere krampeanfald.

Det var den mest forfærdelige dag, især fordi man ikke vidste hvornår vi ville få svar på hvornår supermanden skulle i MR scanner.

Min mor og far kom og besøgte os den aften. jeg fik en tiltrængt smøg, peder en tiltrængt kold øl.

men den aften, efter mor og far var kørt, var supermanden så frisk, at vi ikke kunne få os selv til at gå fra ham, hans øjne var åbne og han stirrede på hans comupter, hvor hans eletroder var sat til. vi gik først fra ham kl. 01 den nat.

Fredag d.9.September.

jeg malkede ud kl. 04 den nat og stod op kl. 06, denne gang til gode nyheder. ingen kramper i nattens løb.

De kunne udelukke en infektion, så han skulle nu have den sidste omgang antibiotika og hans blodsukker var så fint, at han gik fra en 15% til 10% blanding.

Vi fik at vide at han havde en tid til MR scanning omkring middag. De ville prøve at lave en scanning, hvis ikke han kunne ligge stille, så skulle han til Skejby, hvor de må bedøve børn inden de skal scannes.

Det var en lang time, imens han blev scannet, men da vi så vores dreng igen, havde han charmet hele holdet der var derinde og de ville næsten ikke af med ham igen. Dejligt!

Så vendte vi tilbage til Neo, hvor vi mødte lægen, som fortalte os, at MR scanningen IKKE havde vist det de forventede. De kunne ikke se blødningen på MR scanningen, så de havde ultralydsscannet hans hoved igen, de fandt også blødningen, men den var svundet i det, så det var jo bare positive nyheder!

De ville ikke sætte eleketroder på hans hoved igen, nu skulle han bare observeres for kramper.

Dejlig og total modsat dag af dagen før.


Lørdag d.10.September.

Det går så godt med hans blodsukker, at vi må tage ham med tilbage til hotellet og han må være hos os om natten. Han spiser nu udelukkende hos mig.


Søndag d. 11. September.

Vi kommer kun på Neo til stuegang, han har nu været væk fra sonden i 31 timer.

Vi får at vide vi kan se frem til at komme hjem, måske kun på orlov. Dvs. at vi må tage hjem, men skal komme igen i løbet af ugen til undersøgelser.

Supermanden er mere frisk end nogensinde.


Mandag d. 12 september.

Efter stuegang, hvor lægen og en lægestuderende undersøger supermanden, bliver vi udskrevet. Vi får en tid til undersøgelse igen om 3 måneder og vi skal alle 3 have taget blodprøver på Skejby sygehus, når de indkalder os.

lidt over kl. 10 den formiddag er vi på vej hjem til vores nye liv, som en lille familie.