Tilmeldt:
7. sep 2008 Følger: 11 Følgere: 9 Babyer: 2 Emner: 92 Svar: 1.128
Fødselsberetning - Markus {{forumTopicSubject}}
Torsdag d. 3/1-13 var jeg 39+3. Om formiddagen gik slimproppen. En stor slimet klat med lidt blod i. Tog det som et godt tegn, selvom jeg godt vidste det ikke behøvede at betyde noget. Havde rigtig mange plukveer og smerter i lænd ved bevægelse. Tænkte at det var helt ok hvis baby havde tænkt sig at komme snart. Vi havde haft en "aftale" om at baby først måtte melde sin ankomst tidligst d. 2. januar og det var jo ligesom opfyldt
Kl. 11.30 havde jeg tid ved jdm. Hun mente at der med stor sandsynlighed var en fødsel på vej indenfor de næste par dage, men gav mig dog en tid ugen efter. Hun skønnede baby til 3350g og hovedet stod dybt og helt fast.
Nu havde jeg jo slæbt mig ned i byen, så jeg var på apoteket efter smertestillende, i h&m for at bytte de sidste julegaver og i fætter br for at købe en storesøster-gave. Så var der styr på det - hvis nu....
Jeg fik mange mange blikke af menneskene nede i byen, for jeg gik virkelig langsomt og besværet og måtte hvile mig hver gang jeg havde muligheden De må have tænkt at jeg hellere skulle smutte på fg!
Købte mig en godt snasket burger og kørte hjem og smed mig på sofaen! Hentede Simone i bh og hun kiggede på mig og spurgte: "hvornår kommer baby ud?" "Det ved jeg ikke, men snart!" Resten af dagen blev der slappet af og vi fik endelig indgrænset vores lange navnelister til 2 drengenavne og 2 pigenavne. Storesøster kom med et fantastisk nyt bud på navn til baby - Juletræ! Og det fik vi os et godt grin af Gik i seng omkring kl. 23 og faldt straks i søvn.
Vågnede kl. 02.30 ved følelsen af en ballon, som sprang inde i mig. Har læst/hørt om den følelse, når vandet går, så jeg skyndte mig ud på toilettet. Der kom dog ikke noget vand, så jeg tog et bind på og gik i seng igen. Kl. 02.46 mærker jeg så den første ve. Det er mest bare som en stærk mens smerte, men der går kun 10 min, så kommer den næste. 5 min efter - en igen. Vækker farmand og han er straks klar til at starte bilen Siger at vi lige skal se de næste par veer an. De kommer med 5 min mellemrum og nu bider de, så jeg må koncentrere mig om vejrtrækningen.
Står op og ringer til fg kl. 03.17. Må give hende en hel fødselsberetning fra første fødsel og på trods af at jeg fortæller hende at jeg fødte på 6 timer fra første ve overvejer hun om jeg ikke skal blive hjemme og se tiden an. Siger at jeg sagtens kan holde veerne ud nu, men jeg frygter at det pludselig går meget meget stærkt og at vi jo også lige skal have fat i nogen til at kigge efter Simone og pakket de sidste ting. Vi aftaler så at vi er der omkring kl. 4. Min mand får ringet til vores nabo, som kommer efter 10 min og mine forældre, som har 1 times kørsel, så de kan tage over og være her når Simone vågner.
Veerne kommer meget ofte, men er ikke super lange og jeg kan sagtens holde det ud. Fra p-pladsen og op på 7.etage til modtageafsnittet holder vi mange mange pauser med veer. Bliver undersøgt og er 5 cm åben, så jeg skal direkte videre på fg. Da jeg kommer op at stå efter den indvendige undersøgelse går det rigtig stærkt. Der er veer konstant og det gør sindssygt ondt! Kan slet ikke overskue at jeg skal ud til elevatoren for at komme på fg. Jdm følger os afsted og må presse mig til at gå videre i de korte vepauser. I elevatoren føler jeg at det tynger nedad, ikke sådan at jeg har pressetrang, men kan mærke at det nærmer sig. Jdm må ringe ind til fg og bede dem komme med en kørestol straks, så jeg kan komme hurtigt ind på fødestuen!
Ankommer på fg kl. 04.20. Jdm må "tvinge" mig ud af kørestolen med det samme, da hun kan se at jeg snart skal presse. Jeg bliver hjulpet af tøjet og står ved sengen, da noget af vandet går. Kommer op og ligge og bliver undersøgt. Er nu 10 cm åben. Der er dog en stor spændt hindeblære. Kl. 04.30 får jeg grønt lys til at presse. Der bliver prikket hul, så resten af vandet går i en stor skylle. Føler at jeg presser i en evighed. Kan tydeligt mærke hvor langt hovedet står nede og mærker at det ryger tilbage igen efter presseve. Det gør sindssygt nas og føler en svien i mit underliv og tænker bare at jeg sprækker fra ende til anden Jeg presser både halvt siddende og siden og tilbage på ryggen igen.
Kl. 04.58 d. 4/1-13 fødes den skønneste lille dreng. Han er helt perfekt Dog knirker han lidt, så han får ilt i 10 min og derefter er det væk igen.
Jeg fik en 2. grads bristning og blev syet. Er dog bare lykkelig for at jeg slap for klippet, som jeg fik ved første fødsel!
Lillemanden vejede 3336 g og målte 51 cm.
Allerede kl 10 (6 timer efter vi ankom til sygehuset) var vi på vej ud af døren igen. Vi glædede os så meget til at komme hjem med den længe ventede lillebror til storesøster, som selvfølgelig var noget så glad da vi kom hjem
Nu er han 5 dage gammel, mælken er løbet til og han spiser som en gal og sover også fint! Dog har han for vane at skulle spise konstant fra sent aften og indtil ved 2-3 tiden om natten, men så sover han også derefter!
Vi er blevet enige om at han er en Markus (og ikke en Juletræ!)
maj 2008
Følger: 12 Følgere: 11 Emner: 46 Svar: 318
sep 2012
Følger: 7 Følgere: 7 Emner: 61 Svar: 419
sep 2008
Følger: 11 Følgere: 9 Babyer: 2 Emner: 92 Svar: 1.128
Fødselsberetning - Markus