Gravid.... igen! {{forumTopicSubject}}

Tjahhh... jeg egentligt ikke helt hvorfor jeg skriver her... nok fordi jeg lige nu føler mig enormt alene og ensom med min tvivl og nervøsitet...

I vinters blev jeg for første gang i mit liv gravid. Jeg var meget i tvivl om hvorvidt jeg ønskede at beholde det... men da jeg har den bedste mand (dengang blot kæreste) og en familie som SÅ gerne ville have en lille ekstra ny i familien besluttede jeg mig for at beholde det... og efter en eller to uger begyndte jeg også at glæde mig helt vildt over min nye situation.
Skæbnen ville så at jeg i 11. uge fandt ud af at fostret 2 uger forinden var gået til grunde - en såkaldt missed abortion.
Jeg aborterede en mandag aften på toilettet, mens kæresten sad i stien med hans seks årige datter - og det føltes som om min verden brød sammen...
der skulle gå flere måneder før jeg overhovedet kunne se på en baby uden at tude... At se kæresten med hans datter... deres latter og smil og kærlighed gjorde mig både glad og umådelig trist - for alt det havde jeg mistet på et toilet en mandag aften.

Jeg besluttede at jeg ikke ville risikere det igen - kastede mig over træning og fik det hele på afstand... jeg ved godt at det er meget normalt... at det sker for mange... men mit hoved sagde bare at det ville være for hårdt at gå i gennem endnu en gang, og jeg besluttede at kærestens prinsesse var mere end nok...

Her for en måneds tid siden skulle vi så giftes... og med en mand med hukommelse som en så og initiativ som en skovl var jeg den ultimative tovholder på hele menageriet.
Midt i planlægning af mad, bryllupsrejse, fotograf og alt det andet glemmer jeg at spise mine p-piller. Vi har en fantastisk bryllupsdag og en skøn bryllupsweekend i det jydske med hvad der dertil hører...

Vi spoler 14 dage frem i tiden... jeg har ømme bryster som er vokset lidt, jeg bliver meget irriteret på min mand uden nogen synderlig grund og jeg begynder at tænke tilbage... på sidst jeg havde de symptomer.

Dagen efter køber jeg en test og svinger forbi toilettet i træningscenteret inden tirsdagens træning Nr. 2... Efter et par minutter går det op for mig at den ene måneds forglemmelse endnu engang har resulteret i et lille voksende liv i min mave... helt rundforvirret står jeg så der... ja og endnu!

Vi er ikke i tvivl om at vi skal beholde den... ikke et sekund! Men jeg er så bange... så nervøs. For hvad nu hvis??

Sidst nåede vi at melde det hele ud til omverdenen inden det gik galt. Denne gang holder vi det for os selv - og nok derfor skriver jeg her... for jeg har ingen at snakke med om det!

Håber vel bare på et par trøstende ord 😏