Faderens ret til samvær!!?? (LANGT) {{forumTopicSubject}}

Puha.. prøver at gøre en lang historie kort.

Men sagen er den at min eks valgte at smutte for 2 måneder siden da vores datter var 11 måneder... han syntes ikke det her familie halløj var sjovt mere.

Han flytter så hjem til han far som er alkoholiker, og 2 dage efter har han en ny kæreste på 16 år, som han giver meget udtryk for betyder ALT... selv efter bare en uge... fair nok.
Men han nægter i 2-3 uger at have noget som helst med vores "familie" at gøre... han har ikke "tid" til at se hans datter, eller mødes med mig for at få lavet en samværsplan. Nej han vil hellere bruge sin tid på hans nye kæreste Mie, hvilket han giver fuld udtryk for.

Dette forhold holder så kun 3-4 uger og så går det galt. De efterfølgende 3 uger laver han ikke andet end at drikke, hænge ud med sine gamle narko venner (han har været misbruger af kokain) og han bliver meget aggressiv og kommer op i voldsomme slåskampe med politi indblandet.
Han begynder at opbevare steoider og kanyler for en gammel ven, hjemme på sit værelse hos sin far.

Jeg prøver i alt denne her tid at få lavet nogen aftaler med ham så vi kan lave en plan over hvad der skal ske med vores datter og hvordan fremtiden skal se ud... men det er simpelthen umuligt.. han vil ingenting.

lige pludselig så vender det, og så ringer han til mig sur og ophidset hver dag og skælder mig ud over at jeg ikke giver ham mere information omkring vores datter, og nu vil han bare have hende m.m.

Jeg er så nu nået til det punkt at jeg slet ikke tør at overlade hende i hans varetægt nu hvor hans liv igen er kørt helt af sporet og at vi slet ikke kan snakke sammen eller kommunikere... jeg er faktisk slet ikke tryk ved at han skal have hende.

Men nu har han så ringet til statsamtet, så jeg går ud fra at der nu kommer en sag op og køre.

Jeg er helt nede i kuld kælderen fordi jeg frygter så meget at statsamtet giver ham samvær... selvfølgelig skal han have lov at se sin datter, men at jeg bare køre ned feks. hver anden weekend og siger værsgo her er mit (vores barn) Det tør jeg simpelthen ikke... føler ikke han kan tage ordentlig ansvar for hende, og passe ordetligt på hende.

Jeg har her på det sidste gjordt sådan at jeg sender billeder til ham af hvad hun laver i hverdagen, og fortæller hvad der forgår med hende og hvordan hun har det... hun fik i lørdags øjenbetændelse og er kommet i behandling hvilket jeg så lige skrev en sms om så han vidste det... straks tænder han helt af og siger jeg er uansvarlig og en dårlig mor, og at øjenbetændelse ikke bare sådan lige kommer!
Kan jo kun ryste på hovedet af hvor dum og uvidne han er... Men bliver ked af sådanne beskyldninger. Især fordi jeg er alene med min datter og knokler for at give hende den bedste hverdag med masser af sjov og hygge man nu kan give en pige på nu 13 måneder... han er slet ikke inde i billedet og har ikke vist interesse før nu... nu har han jo lige været ude og "være ung igen" men har i den tid også bare rodet sig ud i en masse skidt og endt i gamle varner og med gamle stof kamerater....

I starten gjorde jeg alt for at han skulle se hende, og at vi skulle lave en fast plan... men det gad han ikke.
Nu vil han så pludselig godt, men den måde hans liv har udviklet sig på gør at jeg nu ikke tør at overlade hende til ham.

Jeg aner ikke mine gode råd, og er virkelig bange for at statsamtet bare giver ham samvær.

Vi har fælles forældremyndighed, men jeg føler slet ikke at han er i stand til at tage nogle ordentlig beslutninger eller varetage hende bedste trivsel og interesser, så jeg har tænkt mig at søge fuld forældre myndighed, da vi alligevel heller ikke på nogen måder kan samarbejde med ham.

Men er der overhovedet chance for at jeg kan få den?

Hver gang jeg nævner for ham alle mine bekymringer m.m. (over sms, da vi ikke kan snakke sammen) så begynder han og fyre en masse løgne af med at han også har hørt ude i byen at jeg hænger ud med narko mennesker og han syntes jeg er uansvarlig og en dårlig mor m.m.

Og han kan da regne ud at jeg er hjemme og passer mit barn, hvilket man ikke kan sige om ham...

Han har altid været den der type der ikke kan klare kritik, så forsvare han sig ved at smide alt muligt tilbage i hovedet på en uden det høre hjemme nogen steder henne.

Jeg er efterhånden kørt så langt ned psykisk.

Jeg ved at jeg er en god mor som gør alt for min datter, hun har alt hvad hun kunne ønske sig i livet, og vi har efterhånden bygget et dejligt liv op sammen med en masse gode rutiner.

Hun har få gange set sin far de sidste par måneder og det har varet på min opfordring... han spørger aldrig selv.

Kun her den sidste uge, hvor jeg i første omgang har sagt ja til at vi kunne finde en løsning, men da han bliver ved med at ringe og skælde ud, råbe, og snakke rigtig grimt til mig, har jeg altså opgivet at lave en aftale med ham.

Han mener at jeg ikke skal blande mig i hvordan han taler til mig, så længe det har noget med vores datter at gøre så skal jeg bare lytte... men der har jeg altså sagt fra.

Men han siger også at det er en regl at jeg min. 1-2 gange om ugen skal kontakte ham og fortælle hvordan det går... men det har jeg ikke særlig meget lyst til når man bliver snakket til på den måde... og har desuden ringet til amtet og spurgt til denne "regl" som de så har sagt ikke findes.

når jeg så fortæller ham at jeg har snakket med amtet og hvad de har sagt så siger han at jeg lyver og opdigter at have snakket med dem... og han kender mig så godt at han ved at jeg aldrig har løjet og aldrig kunne finde på det, så de ting han siger gør han kun for at såre mig.

ja undskyld at det er så langt og rodet, men er i syv sind... og det jeg har skrevet ned er ikke engang halvdelen af alle de problemer der er mellem os.

Men jeg ville sådan ønske at han bare ville lade os være i fred, da han er meget ubehagelig engang i mellem...

forstår godt han vil se hans datter, men syntes godt man kunne takle tingene på en ordentlig måde.
kan slet ikke se hvordan han forsvarligt skulle kunne opdrage et lille barn.

jeg vil super gerne kunne få ene forældre myndighed, og at han måske kunne se hende en dag i ugen - uden overnatning.

Men ved slet ikke om sådan noget kunne lade sig gøre.

håber nogen kan hjælpe mig og skrive lidt og deres erfaringer, og evt. hvad jeg kan forvente kommer til at ske med forældremyndighed og samvær.