Hjaltes vej til verden :-) {{forumTopicSubject}}

Her kommer min fb endelig så:-)

Mandag den 1 nov. Tog jeg først til fys. (går der fast hver uge) og hun sagde at hun synes jeg så frygtelig ud, hun synes jeg havde fået ekstrem meget vand i hovedet siden sidst så hun spurgte om jeg var okay. Jeg havde det mærkeligt i min krop lidt som om man har influenza, så efter besøget ved hende gik jeg hjem i seng. Ringede så til min mor omkring middag for lige at høre hende til hvad hun mente om det hele, hun synes jeg skulle tage mit blodtryk og søge læge… Tog mit blodtryk og ja det var HØJT 208/134 (normalt skal det ligge på maks. 140/90) så ringede om til lægen. Fik fat i dem og skulle komme med det samme, lægen tog det så igen da han håbede at min måler tog fejl, men desværre nej.. Også siger han bare jeg ringer 112 og du går ud og laver en urin prøve så længe, jeg sad lige et øjeblik inden det gik op for mig, hvad der skulle ske. Jeg sagde bare jamen hvad skal jeg indlægges for, du har en meget svær svangerskabsforgiftning pu ha tænkte jeg bare. Jeg fik ham dog overtalt til at jeg lige måtte smutte hjem over og pakke og få min kæreste til at køre mig til Herning. Du står i Herning inden for 1 time lød beskeden på, og mig af sted og få ringet til min kæreste som skyndte sig hjem.. Kl. 16.30 ankommer vi til Herning sygehus, og jeg bliver tildelt en seng med det samme, får taget en helt masse blodprøver, får kørt en strimmel og lille manden har det heldigvis godt, og så scanner de mig for at se hvor stor han er. Desværre er han ret lille så de siger at de vil forsøge at få mit blodtryk ned, så de kan vente med at tage ham ud til uge 34. Vi får så at vide at jeg nok skal ligge på sygehuset indtil uge 34 (er denne dage 28+5 henne) ja ja tænker jeg så må jeg tage det med. Min mor og min lille søster kommer så, og vi snakker om det hele og joker lidt med at kæresten nok får titlen som Far i fødselsdagsgave (d. 30 Nov.) og der er lige som lagt lidt ro på det hele, de måler mit blodtryk hver halve time, og jeg får en masse piler i håb om at det snart falder bare lidt. De lytter igen efter hjertelyd på lille manden da jeg ikke rigtig kan mærke ham, og han har det heldigvis stadig godt. Men jeg får det desværre mere og mere skidt, kaster op lige gyldig hvad jeg får og lægerne bliver lidt mere urolige. Omkring kl. 22 tager de blodprøver igen og jeg er nu så afkræftet af at kaste op og føler at det hele er ved at falde ud af mig, bliver svimmel og føler at jeg mister forbindelsen til omverden. Kl. 23 kommer en lægen ind og siger at mine blodprøver ser fine ud, så de regner med at de kan vente med at tage ham ud til uge 34, og de spørger her om manden ikke vil hjem og sove da de ikke har en seng til ham. Heldigvis bliver han, for kl. 23.30 tager de mit blodtryk igen og det er igen steget til 245/ 135 pludselig kommer der 3 læger ind og siger at de er nød til at tage ham ud nu, da mine organer er begyndt at sætte ud pu ha tænker jeg bare hvad er det lige der sker, kan godt mærke at min krop ikke kan mere, men troede bare at jeg skulle være mere syg inden mine organer ville begynde at sætte ud. Lægerne siger så at de desværre ikke kan love at han trækker vejret når han kommer ud, men at de selvfølgelig nok skal gøre alt for at redde ham. Vi får 20 min. til at snakke det hele igennem, og så længe vil de kalde flere læger ind og gøre klar til kejsersnit. Hvad vi snakker om i de 20 min. er der ingen af os der ved, jeg gik total i chok og tænkte bare på lille manden. Har aldrig været så bange før og frygtede virkelig det værste. Der kommer så en jordemor ind og fortæller os hvordan det hele skal forløbe og hvad de vil gøre ved både mig og lille manden. Da de ved at jeg ikke har mere mad i kroppen vælger de at jeg skal have en rygmarvsbedøvelse så jeg kan være vågen under forløbet og at manden må være der. Jeg får lagt kateter og bliver kørt ned på operationsstuen hvor jeg får lagt bedøvelsen og fuck hvor gjorde det ondt, men havde slet ikke kræfter til at skrige. Var ligesom bare trukket ind i mig selv, og så det hele sådan lidt udefra, kunne mærke at det var min krop de gjorde en masse ved, men følte slet ikke at jeg var til stede. Den 2 Nov. Kl. 01.50 kommer lille Hjalte til verden med et ordentlig skrig, og alle på stuen ånder lettet op, jeg får desværre ikke lov til at se ham, da de skal skynde sig at undersøge ham, og manden går med lægerne ud. Der kommer så en jordemor og fortæller at han har det godt men at han er meget lille. Jeg bliver lappet sammen, og bliver kørt på intensiv til opvågning. Bliver lovet at jeg må komme over til Hjalte kl. 07.30 klokken er nu 03.30 og vi har overhovedet ikke sovet men var ligeglad lå bare og ventede på at jeg måtte komme over til ham. Men de blev ved med at udsætte det, og tirsdag middag siger de at det først bliver onsdag morgen jeg må se ham, da ingen af os er stabile nok til at blive flyttet. Bliver sur og siger at jeg selv går der over så, for vil bare se ham og det kan kun gå for langsomt, glemmer lige at jeg er total dopet og slet ikke kan gå men de går heldigvis med til at flytte mig tirsdag aften. Bliver kørt over til ham da jeg stadig ikke må gå, og ser så bare en lille bitte dreng der ligger i en kuvøse og jeg må set ikke røre ham, fuck hvor var det hårdt og underligt, følte virkelig bare at de havde taget ham fra mig og var så ked af at jeg slet ikke måtte holde ham og røre ved ham. Men de siger at han har det godt, og at det hele nok skal gå:-) Sikke en nat og en meget hård uge, vi er stadig indlagt og skal muligvis blive her indtil den 19 januar hvor han skulle være kommet til verden, men han har det godt efter omstændighederne og jeg er nu blevet udskrevet men sikke en omgang. Det er slet ikke ordentlig gået op for mig hvad der egentlig skete, men elsker ham over alt på jorden og er glad for han er kommet til verden og har det godt. Lægerne siger at det er sjældent de ser sådan en stærk lille dreng Det var så min fb ved godt den er meget lang men håber i vil læse med :0)