Svært at fungere :( LANGT! {{forumTopicSubject}}

Hej BG !

Jeg skriver dette indlæg da jeg har brug for noget luft, og efterhånden syntes at det er synd at belaste min mand hele tiden! (selvom jeg er sikker på at han ikke syntes det er belastende) ..

Sagen er den, at jeg for snart 1,5 måneders tid siden, fandt ud at jeg var gravid med nr. 2, hvilket var helt planlagt og skete i første forsøg (ligesom sidste gang). Vi var begge meget glade, og begyndte straks at snakke navne, søskendevogn, barnevogn osv. osv.

Vi besluttede desuden at vi IKKE ville fortælle det til nogen, før jeg havde været til den første skanning, da vi ikke ville risikere noget. Dog ville jeg fortælle det til min søster, som jeg fortæller alt! Men det endte så med at min anden søster (den mindste) fandt ud af det, pga. hun lånte min mobil, og så gik der ikke længe før min mor vidste det (jeg valgte dog selv at fortælle hende det, da jeg vidste hun ville få det at vide). Hun syntes det var dejligt for os. Men selvom jeg sagde til hende at INGEN skulle vide noget endnu, vidste ALLE det bare lige pludselig, og så var der ingen grund til at holde det hemmeligt længere .. Og alle var glade for at få nyheden at vide, og vi kunne begynde at glæde os endnu mere (:

- Da vi stod og skulle flyttte, da det hus vi boede i var til salg, fandt vi det helt rigtige sted, med 110 kvm, og plads til 2 børn, og jeg gik og tænkte og planlagde alting i mit hovede, om hvor vuggen skulle stå i soveværelset, og hvordan børneværelserne + børneområde i stuen skulle indrettes osv. osv.

- Omkring en uge senere, begyndte jeg at pletbløde. jeg tog det ikke så tungt, det jeg gjorde det under første graviditet også, men jeg blev selvfølgelig sendt til skanning.

- Til skanningen blev jeg skannet af 2 læger, og de fandt ikke noget foster. Så fik at vide at jeg enten ikke var så langt henne endnu, var gravid udenfor livmodere eller at det var en SA. Så fik taget blodprøver og målt HCG med 2 dages mellemrum som jeg ville få svar på.

4 dage efter den anden blodprøve var taget, havde jeg stadig ikke hørt noget, og jeg begyndte at bløde meget og fik voldsomme smerter, så ringende derfor til gyn.op. ´s læge direkte, og kom ind med det samme, og blev skannet og undersøgt. Jeg var i følge blodprøverne ikke ved at abortere, men da hun heller ikke kunne finde noget foster, fik jeg at vide at jeg nok var gravid udenfor livmoderen, og kroppen prøvede at afvise det. Så vi snakkede operation osv. igennem, men valgte at jeg kunne komme hjem, og tage det stille og roligt, dog skulle jeg ringe hvis der blev det mindste..

- Jeg fik taget blodprøver igen, med 2 dages mellemrum, for at tjekke hvordan HCG'et faldt. Jeg fortsatte med at bløde, men smerterne forsvandt heldigvis, så jeg ikke skulle opereres, hvilket jeg selvfølgelig var lettet over. HCG'et faldt også hurtigt, fra 1200 - 100 på 2 dage, hvilket betød at min krop arbejde hurtigt. Men jeg var nu ikke længere gravid, og alt det som vi havde glædet os til var brast sammen !!

- DERUDOVER, fik jeg at vide at ved det jeg nok var gravid udenfor livmoderen, ville den ene æggeleder lukke til, hvilket ville medfører at jeg kunne producere æg fra den anden. Vores chancer for efterfølgende at blive gravide, var derfor minimeret med 50 %, og da den ene æggeleder ofte sender flere æg igennem end den anden, kunne chancen derfor være bare lidt mindre, eller slet ikke til stede. Og fik også at vide, at der er i nogle tilfælde kun er en æggeleder som sender æg, og det i pricippet kunne være den som var lukket nu, så vi kun kunne blive gravide med reagensglas.

- Så det var også endnu et slag lige i hovedet !!

- Og oven i det, kom jo så det jeg havde frygtet ! At blive konfronteret med det, og at skulle fortælle alle folk, at det barn man så inderligt ønskede, ikke var der mere. Det værste jeg nogensinde har skullet fortælle nogen. Jeg har grædt en del, men sagde til mig selv at der nok var en grund til at det skete, og vi nok skulle få chancen igen.

- Jeg ved bare pt. ikke hvad jeg skal gøre mere !! Jeg havde virkelig glædet mig til en lille "julebaby" , havde termin 01.12.11, .. Glædet mig til en ny graviditet, til maven, til at forberede alting !!

- Vi er flyttet nu, hvilket jo er dejligt, og jeg ved at der nok skal komme et barn mere til de mange kvm. men det er hårdt at man lige pludselig ikke ved hvornår !! Jeg er pt. syg, min datter er syg, min mand er syg, vi ligger i flytterod, og jeg føler at jeg stresser hele tiden ..

JEG KAN IKKE OVERKOMME TINGENE LÆNGERE!! Mit humør svinger konstant, den ene dag er der gang i mig, og jeg føler at jeg har overblik og alle de ting som skal ordnes, men andre dage som i dag, er konstant ved at bryde samme, og føler at alt er uoverskueligt ! bl.a. at vi skal købe ny sofa, hente ny vaskemaskine, ny seng osv. hvilket jeg burde glæde mig til .. Men jeg syntes vi skal nå noget hele tiden, og at jeg ikke bare har tid til at ligge mig på sofaen, og tude alt ud, og syntes at livet er unfair !!

- Jeg føler mig dum, over at tænke sådan, da jeg i princippet har det bedre end nogensinde !!! Vi har en rigtig god økonomi, et dejligt hjem (når vi er helt på plads), vi er lige blevet gift, vi har en fantastisk datter, en god familie, og alt hvad vi kunne ønske os !! Men alligevel, syntes jeg at det er svært at finde den glæde, og den positive energi der skal til, for at klare alting, efter at jeg har mistet nr. 2 !

Nogle som har prøvet at miste, som kan komme med nogle gode råd, om hvordan man kommer ovenpå igen?? Lærer at leve med det?? Og glæde sig over de ting man har og tro på at det nok skal lykkes igen??

Jeg er ked af at det blev så langt, men ville give jer hele historien (: