Hysterianfald :-( {{forumTopicSubject}}

Åh, hvor jeg dog håber at i kan fortælle mig at det snart går over eller at i allesammen har ligeså hysteriske børn....

Simone blev 2 år igår og den sidste uge har hun haft de vildeste hysterianfald!!!! Sådan at hun har været gennemblødt af sved, ryster og tårer og savl står ud af hende som et vandfald. Hun er slet ikke til at tale med i de situationer.... Pyha det er hårdt

Vi vælger vores kampe (f.eks. farer hun helt op over oprydning af legesager for tiden og det har vi valgt at skippe og så rydder vi op, når hun er kommet i seng), men når vi først tager en kamp op så giver vi os ikke og det har vi aldrig gjort! Jo, vi forsøger selvfølgelig at aflede opmærksomheden på noget andet, men når hun først er kommet helt op i det røde felt kan vi slet ikke gøre noget!

Situationer som kan skabe et anfald er gerne at en "aktivitet" som hun er godt igang med er slut f.eks vaske hænder og bad.

Igår gik hun helt i selvsving ovre i dagplejen, da vi var derovre med boller til eftermiddagsmad i forbindelse med hendes fødselsdag. Vi sagde nej til at hun måtte få flere boller, fordi hun kun spiste pålægschokoladen. Vi prøvede at stoppe anfaldet ved at tilbyde vindruer, sut og dagplejemor kom med en gave ti hende. Intet duede og vi måtte slæbe hende skrigende ud i bilen og smile undskyldende til dagplejemor. Vi måtte være 2 om at sætte hende i autostol og jeg måtte sætte mig og holde selen, da hun ellers tog armene ud af selen. Hun fortsatte nok en halv time derhjemme Tilsidst fik jeg i et øjebliks stilhed spurgt om hun ville med ud og cykle på hendes nye løbecykel og så var alt heldigvis glemt!

I morges ville hun ikke med ud af døren, da hun skulle i dagpleje. Det endte med at jeg måtte slæbe hende ned i bilen med jakken og skoene i den anden hånd. Presse hende i autostolen.

Under køreturen ser jeg at hun forsøger at tage selen af igen og der råbte jeg virkelig højt af hende! Tror det er første gang i hendes liv at jeg har hævet stemmen sådan overfor hende og jeg har det virkelig skidt med det! Men vil altså ikke gå på kompromis med sikkerheden! Da vi manglede 200 m. havde hun fået selen af, så jeg måtte stoppe bilen og over og tvinge selen på hende igen og skyndte mig at køre det sidste stykke.... Kom så slæbende med en skigende tøs på armen ind til dagplejemor! Hver ang jeg slap hende løb hun hen og åbnede døren for at komme ud til bilen igen!

Hun er den nemmeste pige i dagpleje og når hun bliver passet af bedsteforædre, men hun presser virkelig citronen overfor os forældre Dagplejemor kiggede undrende på hende igår og sagde at sådan troede hun aldrig at hun skulle se Simone! Men det er altså virkeligheden hjemme hos os....

Jeg som troede det var hårdt da hun var 18 mdr. og vi ikke måtte hjælpe hende med nogen ting.... Det her er 100 gange værre og jeg håber godt nok snart det vender for det er bare for hårdt!