fy for en forskrækkelse {{forumTopicSubject}}

Karen er syg. hun har noget virus. hun er snottet og har feber og sådan. hun sover meget men først på aftenen synes jeg hun blev noget fjern, og faldt hen med kortere og kortere intervaller. så jeg blev lidt ekstra obs på hende.. klokken 20.45 kiggede jeg igen til hende (det har jeg gjort med korte intervaller hele dagen) og nu var hendes fingre ved at blive blå. der gik jeg i panik. det skal jeg helt ærligt indrømme. jeg hylede så snot og tårer stod i en søjle ud fra mit ansigt. for forig år i august døde hendes farmor af KOL og 12 timer inden hun døde helt uventet fik hun blå fingre og blev blå om læberne. karens læber blev mørkere og mørkere imens jeg spænede med hende i barnevognen op på lægevagten. stadig vrælende. både karen og jeg og hunden i snor. jeg ringede til lægen imens vi var på vej.

vi kom direke ind til lægen og hun blev undersøgt og målt i alle ender og kanter. og han sværger at hun ikke har KOL, men bare en virus og de blå fingre skyldtes overtræthed.

men jeg er ikke tryg. jeg er simpelthen ikke tryg ved det. hun sover nu, og hendes fingre er næsten "finger farvede" igen. men hvis ikke hun er helt fin i farven om en time kører jeg altså til aalborg med hende.

det her er første gang jeg er virkelig ked af at være alene med hende. jeg ville ønske jeg havde en til at hjælpe mig med at tage det pres her og bakke mig op i det her.