en weekend jeg aldrig glemmer 2008 {{forumTopicSubject}}

En weekend jeg aldrig glem-mer

Fredag den 12.09. 2008
Weekenden starter godt, og vi tager som aftalt til Agerskov for at besøge vores venner og slappe af.

Lørdag den 13.09. 2008
Dagen er gået godt. I hvert fald indtil kl. 17, hvor jeg pludselig uden varsel får kraftig kvalme, begynder at kaste op og får dårlig mave. Jeg bløder også en lille smule.
Jeg bekymrer mig ikke videre over det, for jeg tænker, at det høre med til at være gravid… og alligevel. På et tids-punkt bliver jeg alligevel lidt bekymret, da kvalmen og opkastninger tager til. Nu kan jeg hverken holde vådt eller tørt nede.

Jeg ringer derfor til lægevagten og for-tæller, at jeg er førstegangsgravid og stadig kun er nogle måneder henne. Han beroliger mig ved at fortælle, at der er maveonde i luften, og det nok er sådan noget, jeg har fået.
Det beroliger mig, men lægen beder mig for en sikkerhedsskyld at tage en graviditetstest dagen efter.
Langt ude på natten falder jeg endelig til ro. Jeg har nu drukket en cola, som er blevet nede, og jeg får sovet.

Søndag den 14.09. 2008
Hele dagen har jeg hverken haft kval-me eller opkastninger, dog bløder jeg stadig lidt.
For en sikkerhedsskyld tager jeg en graviditets test, som heldigvis er posi-tiv. Jeg ånder lettet op og tror, at alt er, som det skal være.
Men kun til om aftenen, hvor jeg opda-ger, at noget er galt.
Jeg får kraftige smerter i maven, og nu bløder jeg lidt mere.
Kort tid efter tager smerterne til, og jeg får så ondt, at jeg hverken kan gå eller stå. Jeg ringer igen til lægevagten. Han beder mig om mit tlf. nummer, så han kan ringe tilbage om 5 min.
De 5 min er de længste i mit liv, men endelig ringer han. Han beder os om straks at køre til Kolding Sygehus. Da vi ankommer, bliver jeg lagt i vente.
Først to timer senere kommer der så endelig en gynækolog og tilser mig. Hun scanner min livmoder indvendigt.
Mine bange anelser bliver bekræftet – det er dårligt nyt. Gynækologen kan se et mørkt felt i min livmoder - jeg har aborteret
Jeg græder. Det er så frygteligt. Det værste jeg frygtede, er nu en realitet. Jeg skal ikke være mor denne gang.
Den søde gynækolog prøvede med alle midler at berolige mig, og forklare mig og min samlever at vi skal være glade for, vi på naturlig vis kan blive gravide. Det er der mange, som ikke kan. Hun forklarer også, at kroppen kun udskiller et foster, fordi det er sygt. Jeg har intet at bebrejde mig selv. Jeg kunne ikke have gjort noget anderledes, som ville have ændret situationen.
Hun informerer os om det videre for-løb. Jeg skal møde op kl. 10 dagen efter til udskrabning.

Mandag den 15.09. 2008
Kl. 10 mandag morgen møder vi igen op på Kolding Sygehus. Jeg får en stue og en seng, og jeg får indlagt salt-vandsdrop. Jeg har fastet i 16 timer, og jeg er helt afkræftet. 4 timer senere bli-ver jeg kørt ned på operationsgangen.
Her forklarer de mig, hvad der skal ske. Jeg bliver trøstet, og da jeg er faldet til ro, bliver narkosen lagt.
Trekvarter senere vågner jeg op. Jeg beder om at få noget at spise og drikke. Efter omstændighederne har jeg det godt - hverken smerter eller kvalme.

Da jeg kommer tilbage til min stue, sidder min forlovede og venter på mig. Ventetiden har været lang, men han er glad for at se, jeg er ved godt mod.

Lidt senere kommer der en læge og snakker med mig. Han fortæller, hvad der er foregået og forklarer mig, at jeg i de næste 6 uger skal tage det med ro. Jeg må ikke have ubeskyttet sex. Vi skal bruge prævention, da kroppen ikke kan tåle at en ny graviditet så kort tid efter en abort.

Abort og hvad så…?
Vi var jo klar over, at der var en risiko for abort inden for de første tre måne-der, men alligevel var og er det svært for os. Vi havde nået at glæde os, men der var bare ikke mere at gøre ved det. Nu kan vi kun se frem og så prøve igen.

Dog syntes jeg personligt, det er under al kritik, at man på Kolding Sygehus skal så tæt på fødegangen. Alle går rundt med deres nyfødte børn. Det var en hård bold at sluge at komme forbi glade forældre med deres nyfødte børn. Men sådan er det nok bare. Der er jo ikke ressourcer nok til at dele det an-derledes op.

TIL FAMILIE OG VENNER
Tak! Tak fordi I var der for os gennem den svære tid. Tak for kram, trøst og gode råd og opmuntring.

Ligeledes skal der lyde en tak til Fø-niks holdet, som kom med en stor bu-ket blomster og et kort om god bedring.




Til min forlovede

Skat, jeg elsker dig af hele mit hjerte, og er sikker på dette kun vil styrke os. Nu skal vi bare se tiden an og komme oven på igen og så, når tiden er rigtig, prøver vi igen
Uanset hvad der i fremtiden måtte ske skal du om nogen vide
Jeg elsker dig!

Marianne