Marcus´s fødsel {{forumTopicSubject}}

først hej til alle i denne gruppe, jeg synes det er så spændende at læse jeres beretninger og vil gerne dele min med jer også, så her er den:

jeg havde termin den 24 april 2009
den 8 april var jeg til læge og fik konstateret æggevide i urinen og skyhøjt blodtryk, så afsted til fg for at få kørt en strimmel, det viste sig at alt var fint, højt blodtryk men ellers var alt fint, så hjem igen med mig, vi havde ellers fået besked på at vi godt kunne regne med jeg ville blive sat igang når jeg var så langt henne, nå men jeg fortsatte som jeg plejede, og tirsdag den 14 april var jeg til jm igen skyhøjt blodtryk, faktisk endnu højere og æggevide i urinen, men da der ikke var noget ugen før ville de først se mig på fg onsdag, så der kom jeg derind, og ganske rigtigt intet galt, men stadig højt blodtryk, det eneste jm bed mærke i var at jeg havde meget kraftige plukveer, men det havde jeg haft det meste af min graviditet, jeg fik besked på at mit blodtryk ikke måtte blive højere, så jeg skulle slappe af så godt jeg kunne, så min svømning måtte jeg droppe, ligesom rengøring og deslige.
men jeg havde en aftale med mine forældrer om at de ville komme lørdag den 18 for at hjælpe med at få det sidste klar til babydrengens ankomst, vi havde haft vandskade, så der var brudt noget gulv op, og der var et par vægge der skulle males, de kom fra morgenen af så vi kunne komme igang, til middag tog min kæreste til fodbold og lidt senere kom min mormor også og hjalp os, jeg er ikke god til at sidde stille så på trods af jeg havde fået besked på det, fes jeg rundt, så godt som jeg nu kunne og tog i brugsen for at aflevere en masse flasker, lavede mad til folket og støvsugede.
nå men det var den 18 april og klokken var blevet 16.30 jeg lå på alle 4 for at støvsuge under radiatoren, pludseligt får jeg den ledeste smerte ned gennem hele ryggen og om i maven, jeg skriger af smerte og smider alt hvad jeg har ved og kravler hen af gulvet, mine forældre kommer stormene for at se hvad der er sket, jeg kommer op at stå og fortæller min mor hvordan det gjore ondt, hun knuser mig og siger ikke rigtigt noget, beder mig derefter om at gå ind og lægge mig, jeg kan høre hun går ud til min mormor og forklarer, og hører de hvisker lidt, kan ikke helt høre hvad de siger, men ved bare det er om mig, ved 17.00 tiden ringer kæresten og spørger om det er okay han bliver og ser en anden kamp også, jeg bliver lidt hidsig og siger "ja okay da" der kommer flere smerter indimellem, men da jeg har haft mange plukveer de sidste dage og jeg jo har lavet en del den dag, så tror jeg bare det er derfor og irriterer mig bare over at jeg ikke kan gøre mere, ca. kl 18.00 kommer kæresten hjem og jeg fortæller jeg har ondt, men det lægger han ikke rigtigt noget i "det havde jeg jo så tit" vi får meget sen eftermiddagskaffe med de andre og meningen var at vi skulle lave noget mere og så skulle vi give pizza til aftensmad, men ca. kl 19.00 bestemmer de andre sig til at de vil tage hjem da de synes jeg skal have lidt ro, hmm ja okay jeg ville jo gerne have det færdigt men okay de ville komme igen søndag, min mor ville gerne have vores hund med hjem, hun sagde det var så min bror kunne lege med ham hmmm.. nå men så var vi alene, og der begyndte at komme rigtigt mange smerter og de gjore virkeligt ondt, min kæreste prøvede at tage tid, de var regelmæssige og med 3-5 min mellemrum nåda, jeg mente han var tosset det kunne jo ikke være det så jeg nægtede at ringe til jm, så det gjore han så, han fik besked på at vi skulle mødes med hende på fg kl 20.30, kæresten mente vi skulle køre med det samme, men jeg ville i bad først, jeg følte mig vildt ulækker..
nå men vi kom så derind til 20.30 og de kiggede bare lige på hinanden de 2 jordmødre og sagde at jeg skulle have en fødestue, nå tænkte jeg skal jeg ikke lige undersøges først, inden jeg fik set mig om var jeg indlagt med armbånd inden de overhovedet havde set på mig.. så 20.45 tjekkede hun mig og ganske rigtigt 4 cm åben, herfra røg tidsregningen fra mig ;o) det gjore nas men det føltes som om tiden fløj afsted, jeg kunne ikke rigtigt forstå at det var nu, vi havde glemt nogle ting hjemme, så kim ringede til min mor og fik hende til at komme med det, så pludseligt var hun der også, der var ikke gået lang tid før mine veer var så slemme at der nærmest ikke var pause, så jeg fik lov at komme i badekar og det var bare dejligt, her sad jeg vist et par timer hvor det gik lidt langsommere, og så kom jeg op igen da jeg synes det gik for langsomt, hun tjekkede mig og jeg manglede 1/2 cm. mit vand var endnu ikke gået, så det skyndte hun sig at tage, og tjekkede mig stadig 1/2 cm hun lagde en finger op og bad mig presse, og væk var den, nu gjalt det, jeg havde fået at vide presseveerne ikke var så slemme som de andre veer, men den oplevelse havde jeg ikke, jeg synes det gjore ekstremt ondt og kunne slet ikke finde ro til det, jeg fik en sækkepude at læne mig op af så jeg kunne være på alle 4, det gik slet ikke, så kom jeg over på fødebriksen hvor jeg skulle presse, jeg fik ham ud så man kunne se hovedet, men jeg kunne ikke længere, det gjore så ondt og jeg var så træt og synes bare jeg lå vildt dårligt, efter ca 1 time og 15 min med presseveer foreslog jm at jeg skulle stå op, "ja tænkte jeg lad mig bare prøve" så jeg kom op og så kunne jeg presse afsted det gik 10 min efter kl 01.24 den 19 april 2009 havde jeg en lille søn i armene, jeg fik ham op mellem mine ben hvor jeg stod med ham, ret akavet da der jo stadig var navlestreng, og jeg blev bedt om at bakke op på briksen, han var helt vildt blå og skæv, men alligevel det smukkeste jeg nogensinde har set ;o) han fik kun 9 i apgar score da han havde haft navlestrengen om halsen og var for blå, desuden var han enormt skæv i hovedet fordi han havde stået skævt i fødselkanalen, og så havde han blodsprængninger i hud og øjne ford han var blevet klemt så meget, men han var vores!!!!
jeg har aldrig været så lykkelig og stolt som de sekunder lige efter, jeg blev syet og var klar til selv at gå rundt 2 timer efter hvor vi kom på en barselsstue.

det var så min beretning, noget lang beklager, men dejligt at skrive og selv læse, når jeg skal igen håber jeg at kunne gøre det på samme måde ;o) og er stolt af jeg gjore det forholdsvist hurtigt og uden noget smertelindring overhovedet ikke engang ilt fik jeg.. ;o)