2003 - året som ændrede mit liv(langt) {{forumTopicSubject}}

Året var 2002, jeg var lige blevet 13 i september måned, jeg boede København, jeg var en aktiv pige som dyrkede meget motion, min yndlingssport var badminton.
En dag opdagede jeg en "bule" på min venstre ankel, først troede jeg at jeg havde forstuvet den eller var allergisk for myggestik. Jeg viste den til min far som lagde et støttebind omkring. Men intet hjalp. Den blev større.
Jeg kom til lægen, men han kunne ikke give mig noget svar på hvad det kunne være. Jeg blev sendt til 3 forskellige sygehuse for at blive mr - og ct scannet. Billederne blev sendt til Herlev sygehus.

En aften, hvor jeg sad oppe på mit værelse og så tv. Min mor og far var nedenunder i stuen. Telefonen ringede. Det var en overlæge fra Herlev sygehus. Han fortalte at jeg havde kræft. Min mor og far var ulykkelige. 10 min efter samtalen ringede han igen og undskyldte mange gange for en unøjagtig diagnose af billederne. Han mente i stedet for at jeg havde en godartet cyste som skulle opereres væk også var jeg klar igen til mit aktive liv 6 uger efter.

Min far troede dog ikke på ham. Han havde stadig bange anelser.

Jeg skulle opereres den 24 Januar 2003. Jeg tænkte ikke rigtig over det og havde en dejlig jul og et godt nytår.
Dagen før operationen skulle være, ville jeg gerne sove alene på min stue. Jeg boede på stue med en pige som havde problemer med sit skinneben pga selvmord fordi hendes kæreste var gået fra hende. Vi havde en smuk udsigt fra 8. sal udover Københavns havn.

Ca kl 9 blev jeg kørt til operation. Lægerne var utrolig søde ved mig og jeg fik lov til at vælge hvilken duft jeg ville have til min bedøvelse. Jordbær eller Lakrids - jeg valgte Jordbær
Da jeg var faldet i søvn gik min mor og far ned på min stue igen. Men de nåede kun at sidde der i 20 min ca før lægen kom op igen. Jeg havde altså kræft. Min mor og far var ude af den.


Da jeg var vågnet skulle jeg igennem en masse tjek - for at se om kræften havde spredt sig. Det havde den heldigvis ikke. Jeg fik tilbuddet om at få fjernet min ene æggestok, da lægerne var sikre på at kemoterapien ville ødelægge mine æggestok så de ville fjerne og nedfryse den ene så jeg kunne bruge den senere hvis jeg ville have børn. Jeg tog imod tilbuddet selvom det var svært for mig at tale om børn når jeg kun var 13 år. I starten af Februar kunne jeg starte på den første omgang kemoterapi. Jeg skulle have 6 kure af 3 dage med 3 ugers mellemrum.

Jeg vidste det ikke før jeg læste i min mappe. Der lå en masse ting og jeg læste mig frem til at jeg havde kræft. Jeg indså ikke at det var en utrolig farlig og dødelig sygdom og at jeg faktisk stod ansigt til ansigt med døden.
Men nu vidste jeg hvorfor min mor og far gik så meget op i at høre om folk der havde overlevet kræften.

Jeg husker ikke ret meget da jeg blev sat til drop. Jeg kastede op, var svimmel og sov bare næsten hele tiden. 4-5 og 6 omgang husker jeg svagt. Jeg husker jeg hadede det og blev indlagt med infektion hver gang!
Efter den 6. omgang kemo skulle jeg skannes, de ville se hvor meget kemoterapien havde taget af kræften.
Den dag hvor jeg skulle ind og snakke med lægen om operationen var jeg først til afslutning på min skole. Derefter tog vi ind på sygehuset. Solen skinnede og jeg var i godt humør. Jeg vidste godt hvem min sygeplejeske var den dag. Men da lægen og sygeplejersken kom ind var det ikke hende som jeg havde, men en anden. Lægen spurgte hvordan jeg havde det.
Han fortalte at billederne så fine ud af min ankel, men kræften havde gnavet sig godt og grundig ind i knoglen så hvis de skulle operere kræften væk udenom knoglen ville min fod blive "vissen" - dvs jeg ikke ville kunne bruge den og jeg ville med stor sandsynlighed få tilbagefald. Så han sagde at ham og andre læger havde besluttet at amputere mit ben. Jeg gik fuldstændig i panik. Det føltes som en ond drøm og jeg ville ikke høre på lægen mere. Men jeg blev nødt til det. Han fortalte mig at næsten morgen kl 8 skulle operationen ske.
Min mor og jeg skyndte os ned i byen uden at sige et ord. Vi shoppede lidt. Men for første gang hjalp det ikke på mit humør. Jeg afskyede tanken om at nu ville jeg blive endnu mere anderledes end alle andre.

Senere på aftenen tog min mor mig i bad. Hun kyssede min fod men jeg sagde hun skulle lade være. Det var ikke gået op for mig endnu.
Næste morgen vågnede vi halv 8, jeg lå og så tv. Pludselig kom portøren og hentede mig. Jeg begyndte at græde og skrige. Intet kunne få mig til at stoppe. Jeg prøvede at komme ud af sengen. Jeg blev kørt ud på gangen, hvor jeg ikke var i tvivl om at folk vågnede. Men jeg var ligeglad. Min sygeplejeske kunne høre mig i elevatoren helt ned til operations gangen. jeg lå på 5 sal og operations gangen var på 1 sal.

De andre operationer jeg havde været igennem skulle jeg over på deres briks. Men det kunne de ikke denne gang. Jeg fik lov til at sove mellem alle mine bamser jeg havde fået. de kunne heller ikke få mig til at tage imod masken. Desværre for mig dengang havde en sygeplejeske sat drop i mig dagen før så de gav mig en sprøjte med bedøvelses middel i.

Jeg vågnede med en stor smerte, slanger omkring mig og folk jeg ikke kendte. Hvor var min mor. jeg kom til opvågningsstuen og lå der i 4 timer før jeg måtte komme på egen stue igen. Det gjorde sindssygt ondt. jeg fik morfin som fik mig til at falde i søvn i 3 timer.
En uge senere kom en fysioterapeut og gav mig nogle lette øvelser, så jeg kunne komme hurtig på igen.
Mit første mål var at "gå" rundt om juletræet til jul. Der var jo trods alt et halvt år til jul på det tidspunkt. Så det "lille" mål kunne jeg sagtens sætte mig.
En måned senere tog jeg til Irland i 10 dage. Det var den bedste oplevelse. Jeg var ikke anderledes end alle andre, trods jeg sad i kørestol. Jeg elskede at være derover. Alle var så søde og da vi skulle hjem, græd jeg.
En uge senere skulle jeg starte på kemo igen - jeg skulle have 8 omgange igen, da lægerne ville være sikre på at alt kræften var væk. Men disse 8 omgange var ikke så slemme.

Jeg blev 14 år den 10 september.

imellem tiden kunne min mor og far ikke sammen mere. De blev officielt skilt den 9 december. Og den 12 december kom der balloner på mit stativ for det var min sidste omgang kemo.

Den 24 december nåede jeg mit mål. Jeg gik om juletræet - præcis som jeg havde sagt jeg ville.

Dagen før nytårsaften var min søster over og besøge os fordi min bedstefar og bedstemor skulle komme og holde nytår sammen med os.
Min søster ville gå hjem ved en halv syv tiden, hun havde aftalt at mødes med min far.
Da min mor havde lukket døren efter hende gik der ikke mere end 5 min før det bankede på igen min mor åbnede døren jeg hørte en eller anden mumle noget til min mor da hun pludselig fik travlt og hev min bedstefar ud af døren.
Jeg kravlede ud på toilettet hvor jeg åbnede vinduet og hørte sirener.
Først troede jeg at der var nogen som var kommet til skade via fyrværkeri.
Men hvorfor skulle min veninde så banke på vores dør. Jeg kunne mærke at noget ikke var rigtigt.
Min mor kom ind af døren og op til min lillebror og jeg, hun trak min lillebror ind ved siden af mig og fortalte at det var min veninde lea som sagde at hun og hendes mor havde fundet min far bevidstløs ude på vejen.
Og nu var han kørt på sygehuset sammen med min søster.
Min mor, mig og min lillebror græd.
Jeg lå oppe i min seng og tænkte, mens jeg lå sammen med min kat. Pludselig mærkede jeg noget forlod mig. Det er en svær følelse at beskrive, selv jeg synes den føltes meget mærkelig. 5 min efter ringede tlf, jeg kunne høre min mor græd lidt og lagde på igen. Hun kom op til min lillebror og jeg igen.
"far er død" - jeg ønskede jeg aldrig nogensinde skulle høre den sætning.
Jeg kunne ikke tro det. Jeg rystede, græd og kunne slet ikke forstå noget..
Jeg kravlede med nedenunder og min mor ringede til hospitalet for at spørge om vi måtte komme ud og se far.
En taxa hentede os.
Jeg kommer ind på en stue hvor jeg ser min far ligge, bleg, jeg rørte ved ham men trak hurtig hånden til mig igen. Han var kold.
Jeg græd ved ham og sagde til ham "far, er du ikke sød at vågne op, du laver sjov ikke, far far"?
intet svar.
Jeg lagde mit hoved op på hans bryst men jeg hørte intet hjerte som bankede, ingen rumlen i maven, ingenting fungerede.

Dagen efter var det nytårsaften. jeg nænnede ikke at smile, jeg spiste ikke særlig meget. Der var intet at fejre.

Min far blev obduceret og det var en blodprop han døde af. Han fik en smuk bisættelse. Hans yndlings band var The beatles og sangen "hey jude" blev spillet i kirken.

Min søster havde valgt en hvid urne med en lille blomst på.