Et interview.. {{forumTopicSubject}}

synes selv jeg er heldig. Er blevet interviewet af en veninde som skulle bruge mig til hendes projektoopgave
Hun stillede mig nogle spørgsmål, som jeg synes var ret gode. og her her resultatet, synes selv det blev ret godt

Tænker du mere anderledes end andre gør?
Både ja og nej. jeg tænker mere over hvor skæve de skide fortov er, hvor dårlig folk er til og tage hensyn og hvor meget folk egentlig
glor. Jeg synes selv det er vigtigt at udtrykke sig, både godt og dårligt. Du kan aldrig udtrykke dig nok. For hvis du ikke gør det,
er det måske for sent også vil du nok fortryde det. Selvfølgelig kaster jeg ikke bare min mening ud, uden og have noget at ha' det i,
men konstruktiv kritik kan alle bruge. Og tiltider kan jeg jo også kaste min mening ud, uden at tænke mig om, men det er menneskeligt
at fejle og fejl lære man af.


hvordan ser du på livet nu?
Noget man skal nyde, man skal ikke bare skynde sig afsted, men også stoppe op og se sig tilbage. Der vil altid være noget man vil
fortryde, men på en eller anden måde vil det du har fortrudt også have en god del. Du har jo lært af noget. Det kan godt være at man
kan fejle mange gange, men som regel bliver man stærkere for hver gang.

Hvordan reagere folk på dit "handicap"?
Nogle synes det er super sejt og vil prøve mit ben, andre synes det er ulækkert, men deres nysgerrighed overfuser dem, fordi
de godt kunne tænke sig at se det der gemmer sig indenunder min protese. Og jeg elsker nysgerrige folk, på det punkt. Man skal
aldrig holde sig tilbage, ikke for mig i hvert fald. Jeg hader kun at folk indebrænder med et spørgsmål. Men folk opdager også
hurtigt hvor åben jeg er, især ved at jeg fortæller folk hvad andre har spurgt om. fx "ej så skal du kun barbere et ben" -
så bliver folk som regel blødt op også er der gang i snakken.

Har du nogensinde været nervøs for at fortælle om dig selv og det der er sket?
Jeg er faktisk altid nervøs for og fortælle det, selvom jeg måske nok ved at jeg næsten altid har fået god respons på det,
men det er nok også fordi jeg er så positiv og fortæller det med humoristisk sans om det.
Jeg har prøvet en eller to gange hvor jeg enten blev drillet eller personen ikke ville snakke med mig. Men jeg tænkte selv
at personen nok ikke vidste hvad han ville sige. men det har ikke rørt mig. Vi mennesker er jo så forskellige. Derfor vil jeg nok
altid være nervøs for at fortælle det. Især til en ny klasse eller nye venner. Men som regel går det godt.
- nu siger du negativ respons, hvordan har folk reageret?
Første gang sad jeg også chattede med en over msn, da jeg fortalte ham det, først troede han det var en joke, derefter blokerede han
mig.
Den anden gang havde jeg haft noget kørende med en fyr, som godt vidste det og var rigtig positiv overfor det. Men jeg fandt ud af
at han kun ville i bukserne på mig så han kunne prale af at han havde været i seng med en pige som manglede benet. Han nåede heldigvis
ikke og have fornøjelsen af det

Har du haft negative oplevelser?
udover de to gange med de andre personer, har jeg da også prøvet noget som faktisk gjorde mig lidt ked af det. Før jeg blev syg,
kunne jeg rigtig godt lide at gå i shorts osv. Da jeg startede på efterskole havde vi meget gymnastik, en dag sad jeg og misundte
min veninde, fordi hun var i gang med og tage shorts på. Hun spurgte om jeg ville låne et par, men jeg vidste ikke rigtig. Til sidst
fik hun mig overtalt og vi gik ned til gymnastisk sammen, alle dem jeg kendte synes kun det var fedt. Men jeg fik at vide at der var
en som havde sagt til en lærer at hun/han synes det var mærkeligt og jeg kun gjorde det for opmærksomhedens skyld. Hvilket jeg ikke
synes at jeg gjorde. For jeg ville bare gerne føle mig normal og fri lige som alle andre og klæde mig i det tøj som jeg følte mig
tilpas i. Og jeg synes nu ikke jeg fik opmærksomhed for det, jeg snakkede med de samme veninder, nogen kiggede måske. Men det var
også det.

Hvad tænkte du da du fandt ud af du havde kræft?
Ikke så meget lige da jeg var syg. Men det gik op for mig bagefter hvor "dødelig" kræft egentlig er. Og hvor mange mennesker der
egentlig "gisper" når de hører at jeg overlevede kræften. Jeg føler mig meget heldig.



Hvad er meningen med livet ifølge dig?
At man skal leve det, med stil. At man ikke bare skal være inde i sin egen lille skal og ikke turde noget. For så vil du fortryde det.
Jeg drømmer stadig meget om at komme til USA, og jeg burde egentlig bare rejse derover med en veninde, men mine muligheder er
lidt begrænset for en rejse lige nu, men derover, det vil jeg stadig rigtig gerne! Der er en mening med alt, mener jeg. Jeg er ikke
ked af at jeg fik kræft, jeg savner selvfølgelig min far og ville ønske han var her, men er der egentlig en mening med at han skulle
dø?, for hvis han ikke havde været død, havde jeg ikke stået her, og hvor jeg mon så havde været henne og hvordan ville mit liv
egentlig ha set ud.

Hvordan har du det nu, med det hele?
Som ethvert normalt menneske, har man gode og dårlige dage. Nogle dage elsker jeg livet, andre gange er det noget lort. Og når man er
ked af det fortryder man oftest nogle ting man har gjort, men jeg kommer hurtig i tanke igen om at der er en mening med at jeg er
her, der er en mening at jeg skulle være mor som 20 årig. Der er en mening med det hele. Men hvad, det må jeg selv tænke mig til,
for det er det jeg tror på.
For det meste vil jeg sige at jeg har det godt. Jeg er faktisk glad for at tingene er som de nu er. Og jeg har ikke lyst til at
tænke på hvor jeg var, hvis det ikke var sket. Jeg har stadig ikke vænnet mig til at jeg har et seriøst ansvar de næste 18 år ca.
Men det kommer jo nok som tiden går. Jeg er endnu engang trådt ind i en hel anden verden, facinerende. Som er noget jeg kan rådgive
til de næste heldige personer der kommer til at skulle være mor. Det er hårdt, men når du ser et lille smil fra det lille væsen som
har brug for dig, så er det, det hele værd!