Så prøver jeg det selvom det gør ondt {{forumTopicSubject}}

hej allesammen

Jeg føler mig egentlig ikke helt klar til det endnu, men jeg tænker at jeg lige så godt kan springe ud i det, for vi har kun den ene vej selvom vi føler os magtesløs og alt

jeg prøver ikke at gøre det så lang

Det hele startede med at jeg på 2. måned blev gravid og det var vi så lykkelig over fordi det for knap tre år siden gik galt.
Jeg har følt at jeg har haft en rigtig dejlig graviditet selvom jeg har gået med slem kvalme fra 3- 17 uge, men det er jo helt almindeligt.
Endelig kom uge 12 og vi skulle til nakkefoldscanning på haderslev sygehus. Vi fik at vide at det hele bare så så perfekt ud og vi fik tallet 1:21987 med hjem så vi var overlykkelige for hun sagde det var et stort og flot tal.
ugerne gik og vi skulle til nr 2 scanning, og da fik vi også at vide at alt bare var perfekt så endnu bare tegn på vi skulle være stolte og glade.

I ca uge 24 tog vi så ned på flensborg sygehus for min mor er JM dernede, og vi ville jo gerne vise hende hendes første barnebarn. Lægen scannede os og hun sagde at hun synes han var lidt for lille, så hun ville sige jeg skulle have rykket min termin en lille uge, men hun spurgte om vi ikke ville komme 14 dage senere og så lige se hvordan det da så ud. Vi tog hjem uden omtanke, vi troede jo bare han var lidt mindrer.
14 dage var gået og vi tog til flensborg igen hvor hun tjekkede det hele efter, men hun mente stadig han var lidt lille. Stadig der gik intet op for mig, for der findes da store og små babyer.
Vi fik en ny tid to dage efter så ville en overlæge lige kigge på det på en anden og bedrer skærm. Blev ca scannet 1 1/2 time og da hun var færdig sagde hun at hun kunne se der var noget galt med hjertet, vi blev meget chokket, for det havde vi jo virkelig ikke regnet med.
Hun ringede op til to børnelæger der har med hjertefejl at gøre på babyer og dr kunne også tydeligt se der var noget galt.
Med mange tårer kørte vi straks til haderslev sygehus for at fortælle dem om det, og for at få at vide hvordan det skulle gå videre, men vi blev sendt ned til min læge, hvor vi fik en rigtig dårlig behandling. Han sagde bare at jeg bare skulle gå hjem og slappe af og at han ikke kunne gøre noget. det er ikke lige det man regner med at få smidt i hovedet ovenpå sådan et chok;(
vi kørte derefter op på sygehuset igen og fik en akut tid til næste morgen til en fostervandsprøve i sønderborg, da en hjertefejl ofte har med down syndrom at gøre.
Så næste morgen kørte vi til sønderborg og fik den taget. vi fik en ny tid til precis en uge efter hvor en hjerte specialist ville kigge på hjertet, men allerede to dage efter ringede overlægen fra sønderborg at hun havde en dårlig nyhed til os, at vores dreng havde down syndrom.
ALT blev helt sort for øjnene på mig og jeg følte mit liv var slut... Vi grad og grad og det hele fik bare ingen ende.
Vi fik en tid til i mandags hvor vi skulle møde op i sønderborg igen for så ville hun bare lige se på det. Det viste sig så at hjertefejlen var meget størrer end de havde regnet med så jeg fik straks en tid til odense to dage efter.
Vi har været meget i tvivl om den lille ville overleve, men de to hjerte specialister i odense mener han har stor chance, men at operationen er med stor risiko da de skal have hjertet ud. han skal opereres i tiden mellem 1-6 måned, men håber de trækker den lidt på gund af hans kræfter og vægt. Vores lille dreng vejer kun 580 g og jeg er 29 uger henne.
JEG ER SÅ BANGE.
- bange for man ikke kan klare det
- bange for man mister ham ved fødslen- oparationen
- bange for hvad der venter en
- bange for hele ens fremtid
- bange for man ikke kommer til at elske det barn straks

jeg sidder og græder igen.... jeg tror hele tiden den kun er en drøm, men det er det desværre bare ikke.
tænker hele tiden på hvofor JM´ eren har overset det, for alle de overlæger og specialister vi har vist nf scannings billeder siger det er så tydeligt på de billeder, at man da ikke kan overse det.

jeg vil takke alle der har tænkt på mig, det er det der har fået mig til at smile i denne her tid. man kender ikke rigtig personerne herinde, men er som om man kender dem, fordi man snakker om så mange forskellige ting herinde, og man kommer dem lidt nær i deres dagligdag og problemer.Har virkelig været godt for mig.

TAK


hilsen fra anne mai