Veninder der skuffer en gang, på gang. {{forumTopicSubject}}

Jeg oplevede efter jeg blev gravid at veninderne til at starte med, syntes at det var rigtig spændene, de spurgte tit om ikke de måtte komme med til scanning og sådan noget, hvilket jeg gav en enkelt veninde lov til (da jeg syntes det er lidt personligt og gerne vil dele den oplevelse, bare med min kæreste)
Og så efter et stykke tid var det lige som at de bare holdte sig væk fra mig, bagtalte mig, og var i det hele taget ikke særlig søde, ved mig.

Da jeg så var omkring 8 mdr henne, kom mange af dem tilbage med en masse undskyldninger, og jeg sagde self. at det var okay, og sådan noget da det jo også kunne være lidt træls for dem at høre om bækkenløsning, moderkager og div. og oven i det hele en hormonel kvinde, som nogen gange ikke er til at holde ud (ej jeg syntes nu ikke selv jeg var så slem)

Da jeg s¨fødte Oliver, kom de allesammen og skulle se ham, og holde og røre, og hvad dertil sig nu høre jeg var lykkelig, både for mit nye liv som mor, men også fordi jeg følte bare at jeg havde nogen skønne veninder!
Der går så ca. 3 mdr. og så forsvinder de ligesom bare igen ( virkede lidt som nu er det ikke spændene mere )
Det er jo så det og jeg bliver enig med mig selv om at sådan nogen kan jeg ikke rigtig bruge til noget. Jeg beholder så kontakten til en god barndoms veninde, som jeg virkelig stoler på, og hun har også altid kunne stole på mig. Efter nogen måneder, er jeg lidt træt af at hun sådan sidder og bagtaler vores tidligere veninder til mig konstant, da det jo ikke ligefrem er noget, jeg kan bruge til noget.
Jeg begynder så lige så stille og snakke med en af vores tidligere fælles veninder (og hende har hun virkelig talt grimt om) Og hun fortæller mig/viser mig en masse beskeder fra hende jeg stolede så meget på hvor hun direkte bagtaler mig, og ja sviner mig til som mor og som person !!! der står ting som at hun syntes at jeg er så fed og klam at jeg ikke burde vise mig i badetøj, og at jeg ikke passer min søn ordentligt, og ja sådan en masse ting, og at min kæreste ( som jeg nu skal giftes med ) sikkert bare var den næste i rækken af fyre jeg knalede med, det skal lige siges at jeg hele mit liv, kun har haft 2 kærester, den ene i 4 år og den anden nu 3 år! Og at jeg ikke puttede Oliver i bad eller gav ham med eller noget jeg var bare i chok. Jeg har altid passet min søn til punkt og prikke, og han kommer i bad hver eneste dag, og får mad når han er sulten (hvilket tydeligt kan ses på hans vægt, og på billederne af ham, hvor han hverken ser tynd eller usorigneret (staves) ud )
Og jeg har da nok taget lidt på siden jeg fødte Oliver, men hvem gør ikke det ?

Men jeg tænker lidt om det kan være jalouxi ? hun er selv en MEGET stor pige, hvilket jeg ikke er, og hun kan ikke finde nogen kæreste, og sådan noget. men syntes i det lyder som jalouxi? Selvom det er jalouxi er det da ikke iorden at tale sådan om en ? altså når det der er sagt er løgn?

Jeg har sagt til hende ( som self. ikke vil indrømme det) at jeg skal have en pause fra bagtalerier og sladder, og jeg har været ærlig overfor hende omkring alt dette.
Men skal hun kyles ud af vennekresen? eller er det bare mig der skal styrre mig lidt ?

Håber af hele mit hjerte at i søde tøser, vil give jeres mening.