Forståelse fremfor alt..hvordan? {{forumTopicSubject}}

Hej drenge og piger,

Jeg har, med tilladelse fra min søde kæreste, besluttet mig for at lave et indlæg herinde ang noget "bøvl" vi engang imellem kommer ud i.

Kort sagt er problemets kerne, at Jeannies ex-kæreste, som også er far til hendes datter, har givet hende et meget lavt selvværd.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på de konkrete ting der er blevet sagt - det har i hvert fald været slemt nok. Han har overbevist hende om, at stort set alt ved hendes udseende var galt, og at hun slet ikke kunne leve op til mænds syn på den perfekte kvinde.

Dette er der nok mange der kan nikke genkendende til, og de fleste vil nok sige at det er meget normalt, med et smil på læben. Men det bunder altså dybere end det. Hendes selvværd har VIRKELIG taget et ordentligt hug, og når jeg, som udenforstående, skal sætte mig ind i hvad det er der driver dette syn hun har på sig selv, så kommer jeg sgu til kort.

Jeg ser mig selv som et meget forstående, tilmodigt og forstående menneske, og jeg VIL virkelig gerne forstå hvad det er der sker inde bag de smukke øjne, men hun kan ikke selv forklare det, og jeg har svært ved at gennemskue det.

I dag havde vi det skidesjovt, sloges for sjov, grinede, og alt var egentlig bare godt. Men pludselig skifter hendes humør, som følge af denne leg, og hun konkluderer at når jeg ligefrem prøver at undgå hende (legen gik i korte træk ud på at hun prøvede at overfalde mig, og jeg kæmpede imod, igen, med højlydt latter), så må det betyde at jeg i virkeligheden ikke bryder mig om hendes krop, eller, i dette tilfælde, specifikke dele af hendes krop.

Så, fra at have grinet, pjattet og haft det sjovt, blev stemningen pludselig meget alvorlig og dyster. Jeg blev ked af det, fordi jeg ofte føler at de søde og komplimenterende ting jeg siger, ikke bliver taget til efterretning, men lige så snart der er antydning af noget hun kunne opfatte negativt, så bliver der kørt i det. Vi fik dog snakket det igennem, og jeg fortæller at jeg simpelthen ikke kan forstå hvordan hun kan lade sin ex-kærestes forkvaklede kvindesyn diktere vores hverdag. Min logik fortæller mig jo, at man simpelthen ikke kan tro på en person der siger SÅ mange dårlige ting om een, mens stort set alle andre altid fortæller at man er pæn, flot, sød osv.

Hun foreslog at jeg skulle spørge herinde, for der var en del der havde været i samme situation, så det er hvad jeg gør nu.

Jeannie er en meget smuk kvinde, og jeg har aldrig følt mig så afslappet, afholdt og lykkelig i selskab med nogen, som jeg gør med hende. Men alligevel frygter jeg, at jeg skal gå og være bange for alt hvad jeg siger og gør i hverdagen, fordi det kan udløse en af disse reaktioner, som oftest kommer som et chok for mig.

Så, er der nogen der kan forklare mig hvad det er der sker, hvad der får hende til at tikke på den måde. Jeg ser hverken mig selv som dum eller uintelligent, og jeg er meget villig til at sætte mig ind i dette - hun har dog meldt ud, at hun ikke er i stand til at forklare hvad der sker.

Hjælp et stakkels fjols, som bare gerne vil elske sin kæreste og vise hende det

(og hvis nogen ikke har noget konstruktivt at bidrage med i denne diskussion, så hold jer venligst fra at bidrage med noget som helst!)