Min forhistorie ang. mistet dreng. {{forumTopicSubject}}

Vi var blevet gift året før d. 29 april 2005, på min 25års fødselsdag.

Et stykke tid efter fandt vi ud af at jeg var gravid og vi blev elle vilde, jeg gik til jordmoder som vi nu skulle og gjorde alt for at gøre det bedste for vores barn. Jeg holdte med at ryge og drikke og begyndte at spise sundt.

Ved de faste besøg hos JM fortalte hun at det gik som det skulle, men da jeg var 6 mdr henne syntes hun at han var lidt lille og jeg blev sendt til scanning, her var der ikke noget forkert at se. Størrelsen og aktiviteten var som det skulle være.Så vi var glade for at vores lille dreng var sund og rask og alt var som det skulle.

Den 26 april 2006 ( 36+1 ) var jeg til JM og hun hørte hjertelyd og sagde alt var som det skulle, så jeg gik hjem og fortalte manden at det var som det skulle være så nu kunne vi godt fejre min søsters fødselsdag d. 27.

Den 27 om morgene kørte jeg op til mine forældre da Lea boede hjemme på det tidspunkt, vi fik sunget for hende og spist morgenmad, det var meget hyggeligt.

Ved en 10 tiden kørte min mor og jeg i Matas for jeg skulle have købt en gave til Lea, da vi står nede i butikken begynder jeg at få ondt i maven og det fortæller jeg min mor så vi skynder og hjem så jeg kan slappe lidt af.
Jeg beslutter mig for at lægge mig i seng da smerterne bare tager til, min mor kommer og spørger om det er veer og det aner jeg jo ikke for jeg har ikke prøvet det før. Lea render selvfølgelig og tripper for det kunne jo være fedt om han kom på hendes 19 års fødselsdag.
Smerterne tager nu endne mere til og jeg siger til mor at nu vil jeg altså gerne en tur forbi sygehuset og lige tjekkes.

Vi kommer på sygehuset og jeg kommer ind og ligge i et undersøgelsesrum for at vente på JM. Hun kommer ca 10 min senere og har en elev med, JM undersøger mig og spørger mig om det er ok eleven også kigger hvortil jeg svarer nej. JM svarer mig surt og siger at det kan jeg ikke sige nej til og bliver også undersøgt af eleven, mens jeg ligger og skummeraf vrede.
JM forklare mig at jeg har åbnet mig lidt men bil gerne lige have mig undersøgt noget bedre.

Herefter kommer jeg ind i et andet rum og får en masse elektroder til at finde lillemandens hjertelyd og heldigvis finder den den, men der er stadig noget galt. Mor ringer efter min mand og han kommer så hurtigt han kan, han når lige at komme.

Nu er der 3 læger, JM og eleven bliver sparket ud, lægerne scanner mig med en lille scanner for at finder hjertelyd og det gør bare PISSE ondt i min mave hver gang de tænker på at rører ved den. de vil selvfølgelig gerne mærke på maven men jeg forsøger at forklare dem at det gør bare nas.
De beslutter at jeg skal have akut KJ, men at de gerne lige ved have mig i en "rigtig " scanner for at se, der slår jeg bremserne i og forklare dem at hvis de alligevel har besluttet sig for at lave KS har de bare at komme i gang.

Efter denne biskussion bliver jeg kørt vildt hurtigt ned til operationstuen, men på vejen rammer de en dørkam, AV FOR SØREN DA.

Hektisk er det på en oprationsstue så husker ikke meget derfra.

Jeg vågner senere og min mand kommer ind, jeg siger til ham hva så farmand og han ryster bare på hovedet og begynder og græde. Øhh der er noget helt galt er jeg godt klar over og min mand fortæller mig at han ikke var i live da de åbnede og at han havde været død i et par dage. Der brød min verden fuldstændig sammen.

Jeg fik Patrick ind og ligge på maven for at se og rører ved ham og vende mig til det skete, puha det var hårdt.

Den næste uge var jeg indlagt.

Da vi kom hjem lå der jo børnetøj alle steder og jeg fik det bare rigtig skidt, så skidt at jeg igen var indlagt i en uge hvor jeg blev undersøgt fra top til tå da jeg havde symtomer på blodpropper mange steder men de fandt aldrig noget så de blev eninge om at det måtte være chokket over det skete.

Har mistet en i 8 uge.

Idag har jeg heldigvis den dejligste datter på 9 mdr o priser mig lykkelig hver dag.

Der var en som spurgte efter hvad der skete den gang, så her er historien. Er der ellers noget I gerne vil vide må I gerne spørge.