Jer der har/har haft fødselsdep. {{forumTopicSubject}}

Hej.

Jeg søger jer kvinder som har eller har haft fødselsdep. eller nogen som bare har tid til at læse mine følelser og tanker som jeg faktisk meget desperat har brug for at komme af med. Jeg er nemlig i tvivl om jeg har en fødselsdep. eller om det bare er en face jeg skal igennem. For når jeg læser om det på nettet kan jeg nikke ja til nogen symptomer og nej til mange andre.

Sagen er den at jeg har så mange tanker og følelser hele tiden at jeg snart tror jeg er ved a blive skør.

Her er nogen af dem:
Jeg tænker konstant over om jeg nu er en god nok mor. Selvom jeg gør alt for at være den bedste mor, føler jeg jeg er den dårligste i verden. Jeg elsker min søn over alt på jorden. Han er min verdens centrum sammen med min mand. Den følelse skulle enhver mor jo self. helst gerne have. Men jeg føler den så meget at jeg hele tiden har angst for at miste ham. angst for at han dør. Nogen gange når jeg har lagt ham i seng for natten kan jeg styrte op til ham igen efter en time, for hvad nu hvis han ikke trak vejret? eller hvis han sover længere i barnevognen end han plejer, er der så noget galt med ham? Jeg har disse tanker hver dag. hver eneste gang jeg læser om børn der er døde så kommer tanken hvad nu hvis jeg mistede min søn også? Den tanke om at han på et tidpunkt ikke er her mere kan jeg slet ikke få røstet af mig og jeg har haft den siden jeg fødte ham.

Han er en meget glad dreng og han smiler og ler rigtig tit. men han kan også blive hidsig når det ikke lige går som han vil. og nogen gange kan jeg mærke at det bliver mig alt for meget og bliver nød til at gå væk fra ham for lige at skrige lidt inden i mig selv. det gør jeg kun når min mand er hjemme også tager han ham lige. Når jeg er sammen med min mor eller svigermor, lader jeg faktisk dem tage helt over så jeg kan få mig et pusterum.

Jeg er rigtig meget selv med ham. min mand ejer en beværtning i Tønder (vi bor i Haderslev) og der er han rigtig mange timer. Der er ikke mulighed for lige pt at han kan skære ned i sine timer. desværre. Så jeg står faktisk med alt selv. Han hjælper self når han er hjemme. men ikke ved bleskift, bad m.m. det han gør er underholdning af ham og give ham mad en gang imellem. og jo gu er jeg træt af at jeg er den der gør alt. også med hensyn til rengøring. Men der er bare ikke noget at gøre, det er ham der tjener til at vi kan "leve".

Jeg tænker faktisk også rigtig tit over hvad andre tænker om mig. (Ja selv bare ved at skrive dette tænker jeg "folk må da tænke at jeg er mærkelig") Jeg kan tænke i flere dage og uger over en samtale jeg har haft med svigermor/veninder/familien/fremmede osv. om jeg nu kom til at sige noget forkert? misforstod de det jeg sagde? jeg skulle nok ha sagt det i stedet. OSV OSV OSV. selvom det havde været en helt alm. samtale om noget ligegyldigt.

Jeg havde førhen i tiden angst for mørke, lyde i huset når jeg var alene hjemme og torden. Det var jeg faktisk kommet over efter at ha været så meget selv. Men nu er det tilbage. så nu sover jeg igen med fjernsyn og lys tændt når manden har nattevagter. Inden jeg lægger mig til at sove kan jeg nogen gange tænke. " hvad nu hvis huset begynder at brænde. Hvordan skal jeg så rede os ud og hvad med hundene?" og mange andre tanker.

Og ja, så døde min far også for lidt over 1 års siden. Det var pludseligt og ingen havde set det kommer heller ikke lægerne. Vi var meget tæt. Tænker tit over om min angst for at miste min søn har noget med det at gøre.

Jeg har faktisk flere ting med synes indlæget er ved at blive lidt langt og man skal jo også have overskuden til at læse det.

Håber i kan leve med det blev lidt langt.

Mvh hilsen en lidt bekymret mor.