Huntingtons Chorea -Hvad nu hvis? {{forumTopicSubject}}
Min kärestes morbror fik tidligere på året konstateret at han har Huntingtons. Derefter valgte min käreste og hans familie at det var til det bedste om hans mor også testede sig, da han har 2 brödre med 3 börn hver, som i så fald kunne arve det om det er sådan at hun skulle have det. Igår Fik hun så svar på pröven og svaret var 38- hvilket (hvis jeg har forstået det rigtigt), betyder at hun har arveanlägget for det, men muligvis slipper for at sygdommen går i udbrud eller hvad man skal kalde det. Da hun er over 60 og det ofte kommer når man er 35-40 så håber vi meget på at det aldrig kommer. Men min käreste har så åbenbart 50% chance for at også have det. Det giver jo en en hel del at tänke på da vores fremtidige börn vil have en risiko for at få det også. Da vi fik det af vide så tänkte jeg jo straks at han bare skulle få taget testen så vi kan tage vores forbehold omkring börn som jg må indrömme at jeg så småt er begyndt at tänke på nu, over 4 år inde i vores forhold, men da jeg så hans ansigt indså jeg bare at han måske slet ikke har lyst til at vide om han er ramt af en sygdom som denne.... Det er ikke en let sag at tage stilling til at tage en pröve som muligvis kan vise at man vil dö af det. Jeg tror ikke engang rigtig det er gået op for mig hvor alvorligt det kan väre, jeg föler mig så passiv over for det og det giver mig godt nok lidt dårlig samvittighed, jeg håber allermest på at hans brödre ikke har det. Det ville väre frygteligt at tänke på at deres 6 börn kan have sygdommen, vi er så heldigt stillet at vi kan vide det inden vi får barnet og enten lave det via reagensglas eller få en biopsi i uge 10 og välge abort. Men der er 6 skäbner som stadig er ukendte og formodentlig vil väre det til de er voksne. Det synes jeg er frygteligt for foräldrene at tänke på, hvis det nu viser sig at at en af brödrene er ramte. Men det er måske lettest at have ondt af hans brödre, det er ikke så tät på??? Ej jeg ved det ikke ville bare ud med lidt tanker, jeg endnu ikkke vil dele med andre.
apr 2008
Følger: 31 Følgere: 31 Babyer: 2 Emner: 519 Svar: 5.581
apr 2012
Følger: 1 Emner: 4 Svar: 40
Det er et stort skridt når man får taget testen, men så er man forberedt på det værste.
maj 2008
Følger: 3 Følgere: 2 Babyer: 3 Emner: 40 Svar: 304
jan 2009
Følger: 1 Emner: 17 Svar: 118
maj 2008
Følger: 3 Følgere: 2 Babyer: 3 Emner: 40 Svar: 304
Hvis I skal ha et liv sammen er det jo bedst at vide om han har den sygdom eller aj også hvis I tænker på at få børn.
apr 2008
Følger: 31 Følgere: 31 Babyer: 2 Emner: 519 Svar: 5.581
Puh ha, det må være svært for jer.. I jeres situation ville jeg nok også testes.. Det der er i min mands familie er jo vand i forhold til...
jan 2009
Følger: 1 Emner: 17 Svar: 118
jan 2009
Følger: 1 Emner: 17 Svar: 118
nov 2011
Følger: 5 Følgere: 4 Babyer: 1 Emner: 37 Svar: 253
Det er sådan en forfærdelig sygdom, og hvis man VED at man kan give den videre så er det bare ikke risikoen værd! Så hellere donorsæd.
Jeg kender en hvis søster havde huntington, og det var den værste sygdom jeg nogensinde har set. Hun var fuldstændig ukendelig til sidst, og det tog, fra det brød ud, 8 år før hun døde.
Så se at få ham testet. Det er meget muligt han ikke har lyst til at vide det, men vil han udsætte sine børn for risikoen?
jan 2009
Følger: 1 Emner: 17 Svar: 118
dec 2008
Følger: 6 Følgere: 5 Emner: 99 Svar: 812
Men når og hvis i kommer til at skulle have børn, må han være forberedt på i SKAL tage de forbehold man kan i forhold til at sorterer det gen fra...
jan 2011
Følger: 1 Emner: 7 Svar: 37
Huntingtons Chorea -Hvad nu hvis?