Fostre genbrugt typisk som fyld i veje og parkeringspladser {{forumTopicSubject}}

Puha, der vendte min mave sig da helt. Det vidste jeg ikke

FOSTERETIK: Aborterede fostre ender som affald, hvis forældrene ikke vælger en anden løsning. Men ikke alle kan overskue spørgsmålet. Og ikke alle bliver spurgt, siger forældreforening

Der er noget i gære på Herning Sygehus. På gangene i fødeafdelingen og blandt operationssygeplejerskerne rager de etiske diskussioner højt, og de bliver yderligere luftet og endevendt på møderne med ledelsen, som der indkaldes til med jævne mellemrum.

Årsagen er, at sygehuset er ved at revurdere sine retningslinjer for omgangen med aborterede fostre. Skal man følge eksemplet fra Holstebro og i alt fem andre sygehuse, der kremerer alle fostre – spontane såvel som provokerede – og nedgraver dem i en fællesgrav på en kirkegård?

Eller skal man fortsætte med den hidtidige praksis, som størstedelen af landets sygehuse stadig følger, nemlig at lade fostrene køre på forbrændingen sammen med resten af det biologiske affald (eksempelvis lemmer, organer, væv), hvis forældrene ikke ønsker det begravet?

Svaret er ikke så simpelt, som det kunne lyde, forklarer lederen af den arbejdsgruppe, der skal udfærdige retningslinjerne, afdelingssygeplejerske Karen Margrethe Kølbæk.

– Der er virkelig nogle brændpunkter. Det største er nok, hvorvidt de provokerede aborter før 12. uge også skal nedgraves. For det er jo nogle, der bevidst er valgt fra, og noget der altid er blevet betragtet og behandlet som affald. Hvis det ændres, bliver det pludselig meget håndgribeligt for sygeplejerskerne, hvad det er, de medvirker til, og det er mange oprørte over, siger hun.

Bekymringerne går dog også på de aborterende kvinders psykiske vel. For har man lyst til at få at vide, hvor det døde foster, man måske helst bare vil glemme, ligger begravet?

Problemstillingen opstod allerede midt i 1990'erne. Den daværende overlæge på Holstebro Sygehus' gynækologiske afdeling begyndte at blive ringet op af kvinder, som efter deres abort ønskede at vide, hvad der var blevet af fostret. Han brød sig ikke om at give svaret, nemlig at det var endt i en skraldespand sammen med andet af hospitalets affald, kørt til byens forbrænding og som så meget andet affald genbrugt typisk som fyld i veje og parkeringspladser.

Derfor indledte Holstebro Sygehus i 1996 som det første i landet den praksis, at alle fostre blev kremeret og nedgravet på kirkegården. Dog uden en religiøs ceremoni.

Først i det nye årtusinde begyndte andre sygehuse at følge efter. Herlev, Næstved, Svendborg, Holbæk og Silkeborg. Og nu sandsynligvis også Herning, der regner med en afgørelse i løbet af oktober i år. Forklaringen på den tøvende holdning skal findes i danskernes tabubelagte forhold til emnet, mener Karen Margrethe Kølbæk.

– Men det er min klare fornemmelse, at behovet for at kende fosterets skæbne er stigende. Det hører jeg også fra jordemødre, præster og de praktiserende læger. Og det skyldes nok både, at medierne har gjort emnet mere synligt, men også at patienterne er blevet mere bevidste om deres rettigheder og ikke blot lader lægen bestemme, siger hun.

På Herlev Amtssygehus har sygehuspræst Tom Kjær været med til at indføre nye retningslinjer efter Holstebro-modellen.

Det skete for halvandet år siden – også efter en lang debat – og siden har han fulgt udviklingen tæt.

– Det er meget kendetegnende, at en abort er forbundet med skyldfølelse og også skam. Derfor er det næsten ubærligt for kvinderne, når de spørger efter deres foster, og jeg må fortælle, at det er endt ude på I/S Vestforbrænding. Det er en uværdig situation, som ikke burde forekomme i vores samfund, siger han.

Når det alligevel sker, skyldes det i høj grad manglende politisk vilje, mener han.

– De ønsker ikke at problematisere den frie abort, som man jo indirekte kan komme til ved at forbinde en frivillig, provokeret abort med en begravelse. For mig handler det ikke om for eller imod abort, men om værdighed for de relativt få, men dybt ulykkelige mennesker, der måske har truffet en forkert beslutning på et tidspunkt, hvor de var meget pressede, og efterfølgende gribes af bondeanger. De mennesker lader vi i stikken ved ikke at have et nationalt regelsæt på alle sygehuse på dette område, siger Tom Kjær.

Samme oplevelse har Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød, der har kontakt med cirka 700 forældre årligt, som har mistet deres barn før eller umiddelbart efter fødslen.

For selvom problemets omfang er faldet de sidste fem år, møder de stadig jævnligt forældre, der ender i en ulykkelig situation, fordi de ikke vidste, at de havde et valg omkring deres aborterede foster.

– Det afgørende er, hvornår forældrene anser deres barn for et barn. Når de gør det, skal vi behandle barnet med respekt. Og det gør vi ikke altid i dag, siger rådgiver i foreningen Tina Arvidsen.