Projekt baby - endelig skudt igang! {{forumTopicSubject}}

Hej alle sammen.

Jeg er helt ny her inde, selv om jeg har fulgt meget med på sidelinjen.

Men nu har jeg taget springet og oprettet mig her inde, da vores projekt baby endelig er blevet skudt igang. Jeg har oprettet mig for at kunne søge svar på spørgsmål der måtte komme i denne spændende process...

Lang historie kort:

Min kæreste og jeg har været sammen i 9 år. Vi mødte hinanden i 1g. En vild og stormende forelskelse, som har holdt ved - dog er den vildeste forelskelse erstattet af en dyb og ægte kærlighed.

Da jeg fyldte 20 tog jeg mod til mig og fortalte min kæreste at mit største ønske var en baby. Som ventet var hans respons dog at han ikke skulle have børn!

Jeg ventede og ventede tålmodigt, uden at nævne det unødvendigt at jeg savnede et barn.

Men livet gik som det jo gør når man er ung. Vi flyttede sammen, Vi tog en uddannelse (jeg som pædagog og min kæreste en universitets uddannelse, hvor han nu er ved at skrive en PHD) jeg fik arbejde i KBH, og min kæreste flyttede med fra Nordjylland.

Hen af vejen har vi talt børn og hans indstilling har lige så stille ændret sig, fra ingen børn (!) - til første barn inden jeg blev 30.

Jeg fik som før nævnt arbejde, i en vuggestue, hvor jeg er på stuen med de mindste børn 6 til ca 15/16 mdr. Jeg er simpelthen så glad for arbejdet med de små puslingene og min kæreste har lagt mærke til ændringerne ved at jeg er glad når jeg kommer hjem fra arbejde, har en glød i mine øjne når jeg fortæller om hvordan de små pus udvikler sig, osv... om end en anelse skruk!!

Vi er nu 26 og 27 og har detsimpelthen så fantastisk sammen. Men alt det blev jo så endnu bedre, da min kæreste kom for 4 dage siden og spurgte om vi skulle lave en baby. Først troede jeg at han jokkede som så mange gange før. Men han var helt seriøst og fortalte at han var rigtig glad for at jeg havde givet ham plads og tid til at blive moden til en baby. Vi blev enige Om at jeg smed p pillerne og så ser vi hvad der sker. Sker der noget, ja så sker det. Vi har ikke travlt.

Men jeg er simpelthen så stolt af ham, at han selv følte at nu var han blevet klar og selv kom og sagde det.

Jeg har hele "vente tiden" ikke presset på, men haft den holdning at det nok skulle komme, og ja så skete det, en helt almindelig søndag hen over aftens maden.

Jeg er så glad og fuld at spænding, min forelskelse har taget nye højder, og jeg har sommerfugle i maven når jeg ser ham. Så egenligt forhold er klar til nye spændende udfordringer.

Tak fordi i læste med så langt.