Fødselsberetning fra Skralde. {{forumTopicSubject}}

Min beretning og en for tidlig fødsel (langt og stærk læsning)

--------------------------------------------------------------------------------

Bobs alt for tidlige vej til verden.
Jeg sidder her kl kvalme og har endlig fundet ro og mod og fået dte hele lagt lidt på afstand.
Vores søn kom til verden meget mod min vilje og selv den dag i dag spekulere jeg på om jeg nogensinde kommer af med tanken, hvis jeg nu havde gjort tingene anderledes så havde det hele måske været som det skulle. Bebrejdelserne er mange og sjovt nok så er man som mor den bedste til at tage hele skylden, osse selv vi ikke er herre over vores egne kroppe.
Jeg er fførst nu begyndt at respektere min for tidlig fødsel, men kampen er lang og engang imellem tåler jeg intet uden min verden falder fra hinanden.
Det der gør mest ondt er andres kommentare, så som "det jo bare en mini baby der skal vokse", men det er en præmatur født næsten 10 uger før tid ikke BARE, der er så meget andet i det. Nå tilbage til min fødselsberetning:

Det hele startede torsdag morgen hvor jeg synes jeg havde nogle mærkelige plukveer,
de træk nærmest rundt i ryggen og maven var hård ganske længe.

Jeg bed egentligt ikke rigtig mærke i om det rent faktisk kunne være veer jeg havde,
men JM mente at det var kraftige plukveer og jeg skulle tage den med ro, og slappe rigtig
meget af.
Hen under aften skulle jeg lige have en tår kaffe og spille lidt og nyste en enkelt gang og
havde sådan en mærkelig fornemmelse i mit underliv, troede jeg havde tisset i bukserne
så skiftede og badede hurtigt, og vendte tilbage til min turnering, min veninde kom med en sjov kommentar på msn og kaffen spruttede ud af munden på mig, og så sagde det klask, i min febrilsk hed tog jeg hånden ned i bukserne og skrev lidt for sjovt til min veninde at jeg havde tisset i bukserne af grin, men i det kan jeg mærke jeg bliver dårlig og der kom et ordentligt ”blop” mere og jeg tager hånden op og den er fuld af blod.
Jeg lister ud på toilettet til min halvdel og siger
”Puuuuus jeg bløder vildt” hans kommentar var fra badet
”hvad har du NU lavet” og jeg siger til ham jeg grinte og så kom der blod.
Han slukkede bruseren med det samme og sagde hvor, og jeg smed bukserne og han så ligbleg ud og sagde du skal sætte dig på toilettet du bløder meget skat, jeg finder din vandrejournal og telefon og så ringer du til fødegangen, som sagt som gjort, den vagthavende JM spurgte mig om hvor meget jeg blødte og i min chok tilstand kom det irriteret fra mig ”om hun vidste hvor meget en baby gylper når den gylper”, hun kunne godt fornemme på mig at det var meget og sagde hun ringede efter en ambulance og jeg måtte lægge mig ned pronte.
Da ambulancen kom, kom den søde garvede falckmand indtil mig og spurgte om jeg blødte meget stadig og jeg havde faktisk ingen fornemmelse af det, min halvdel sagde han jo kunne komme og kikke på badeværelset og vurdere derfra, og lige pludselig gik det hele bare rigtig meget stærkt,
ud i ambulancen med mig og de lavede deres kode om til akut kørsel fordi det ikke var en smule.
Da jeg ankom til fødegangen ankom fødselslægen og tilså mig, hun sagde ”Jeg ked af at sige det her til dig, men du Mor inden mandag”, min kommentar var at det skulle hun ikke regne med, jeg ville helst have at ”Bob” blev længst muligt inde i maven. Blødningen gik i sig selv, men pga. min lave blodprocent begyndte de at snakke om jeg skulle have blod, jeg måtte ikke gå og heller ikke engang på toilettet selv. Resten af natten lå jeg til observation.
Fredag morgen blev jeg kørt op afd. hvor andre kvinder ligger og holder på deres babyer, det var drøn hårdt at ligge der og tænke at man faktisk lå og holdte på sit barn, jeg var jo ikke længere henne end i uge 30 og han måtte altså gerne blive derinde et par uger endnu.
Fredag aften blødte jeg igen, og en anden fødselslæge så på mig og sagde at næste gang jeg fik en styrtblødning ville de tage ham, jeg sagde jeg lå helt stille og nok skulle holde mig i ro.
Lørdagen gik stille og roligt havde en lille pletblødning som gjorde jeg kom på fødegangen igen og fik kørt strimmel samt tjekket, de mente på nuværende tidspunkt at jeg var 2 cm åben og gav, lungemodner, natten til søndag fik jeg den vildeste maveonde, næsten som at have galdestensanfald, ringede til sygeplejersken og sagde jeg følte min mave var ved at springe, og hun slog det hen med at det bare var plukveer, jeg bemærkede dog at min mave var konstant hård og sagde da også dette til hende, igen så mente hun det var ganske normale plukveer.
Søndag gik stille og roligt min svigerinde kom over til mig, og vi hyggede os rigtig og da min halvdel kom, var det endnu mere hyggeligt, havde stadig ondt under mine ribben og sagde endnu engang det gjorde nas, og jeg kunne ikke have galdestensanfald for min galdeblære var blevet fjernet, fik at vide endnu engang det blot var plukveer.
Vi blev enige om at vi ikke skulle føde på en søndag og så de tog hjem af ved 17 tiden.
Jeg fik det rigtig dårlig og måtte gå ud og kaste op, i det jeg står og knækker mig tænker jeg FUCK noget lort, og klask så fik jeg en styrt blødning mere, fik bevæget mig ind på min stue hvor min værelses kammerat siger ” Er du ok” jeg svare ” Ja fint” hun kikker ned af mig og siger, ”nu lægger du dig i din seng, og jeg ringe efter en sygeplejerske med det samme”, der gik ikke mange min efter hun havde ringet i klokken og en sygeplejerske kom løbende og hun løftede kun lige dynen og sagde ”jeg løber med dig selv, du bløder rigtig voldsomt, du skal ringe til din mand og sige han skal komme NU”, som sagt som gjort, kom ned på fødegangen kl. 19:18 og der stod to læger klar til at modtage mig, hun kikkede kun lige på mig og siger ring igen og sig han har 20 min til at være her, hun skulle undersøge mig og nu gør min mave rigtig meget ondt hun spørger hvor lang tid det har stået på og jeg svare siden i går, hun kikker meget mærkeligt på mig og stryger en finger hen over mit kejsersnit af fra sidst, er i så færdig en smerte, jeg nærmest skreg AV det gør du bare ikke igen, hun kikkede på den anden læge og sagde så det nu og det sub.akut og i fuld narkose.
Min halvdel kommer kun lige ind på stuen og får operations tøjet på og lægen forklarer ham et eller andet og han begynder og græde og jeg ved på nuværende tidspunkt INTET om hvad hun har sagt.
Vi kommer ind på operations stuen og narkose lægen siger ”Jeg har fået lov at stikke i dig 2 x spinal, lykkedes det ikke så det fuld narkose for jeres baby skal ud nu” han stikker første gang og det går ikke godt, anden gang rammer han plet og 19:47 er vores babydreng ude, fødselslægen fortæller os at min liv moder var revnet 3 steder og at jeg har haft moderkage forløsning hele vejen rundt oppe ved ribben. Vores dreng kom til verden 15 marts kl. 19:47 i uge 30+6 vejede 1797 gr. og var 44 cm.
Jeg blev lappet sammen og var ivrig som bare pokker for at se vores dreng.
Jeg fik et chok da jeg så ham, jeg blev rigtig forskrækket, men guuuud hvor var han dejlig, men LILLE. Mollie var også lille i forhold til de to store jeg har, men Bob slår alt.
På anden dagen om natten bliver jeg haste kaldt ned til ham, han vil ikke respirere rigtigt og de beder os finde et navn til ham så han kan blive nød døbt da de ikke ved hvad vej han vil.
Vi bryder sammen omkring det her perfekte lille væsen som spiser 1 ml i timen, og bare ser så perfekt ud, og bliver enige om at min smukke halvdel skal bestemme hans navn.
Timerne går og lægen kommer og snakker med os og fortæller os at det ikke er på tale mere med nød dåb da han gør alt det han skal gøre nu og han er ude af sin krise.
Dagene går og vi ryger væk fra neo. for meget sygebørn over på alm. neo afd. her går det hele meget bedre, amningen kæmper jeg for, og den der malkemaskine MUUUUUH siger jeg bare, har taget mig et nyt mellem navn Maren Malkeko, den er jeg bare slet ikke gode venner med, men gør en ihærdig indsats for at kunne give ham alle de vigtige næringsstoffer og immunforsvar fra mig.

Ugerne går og en dag siger en sygeplejerske til mig at jeg nok skal regne med jeg skal hjem.
HJEM hvad det, der jo ikke nogen snor at hive i når han ikke trækker vejret (han glemmer det stadig), jo siger hun, hans apnø alarm skal fjernes i uge 36 og så skal vi se hvordan det går, det efterfølgende døgn, hvad han spise og hvad han tager på.
Det går over alt forventning, og den store dag oprinder.
Glad står jeg og har badet vores søn, pakket ALT vores happengut og afventer en børnelæge der lige skal tilse ham en sidste gang, han kommer og bliver meget stille, ”Jeg ked af at sige det, men jeg hører en mislyd på hjertet, og du nødt til at blive”, neeeeeeeeeeeeeeeeeej nu vil jeg hjem, han siger han kalder bagvagten ind fra børnehjerte amb. han kommer og kan også hører mislyden men beroliger mig med det sikkert kun er Duktus (en bypass passage der er mellem moderkage og barn), men at jeg skal kommer til scanning med hans hjerte allerede om mandagen, men han synes nu at jeg skulle tage hjem med vores lille dreng og nyde det.
Som sagt som gjort, aldrig har jeg følt mig så usikker, hele mit sikkerhedsnet blev lige hevet væk under mig, samtidig med beskeden om at vores lille dreng muligvis har duktus.
Mandagen oprinder og vi tager på sygehuset igen, han bliver scannet og vi får at vide at vores lille Bob har hul i hjertet og han mangler skillevæggen i forkammeret.
I værste fald vil han have men af dette indtil han skal opereres, JO mindre vi ikke er de ”heldige” hvor skillevæggen vokser ned, ellers har vi et hjertebarn som skal opereres første gang som 4 årig.

Vi ved endnu ikke om han skal opereres men lille Filip klare sig fantastisk godt, i betragtning af han kom til næsten 10 uger før tid.

Personligt er jeg ved at være ovenpå, men må indrømme den lange indlæggelse har gjort at jeg er blevet en anden på mange måder, og må indrømme jeg har lært at sætte rigtig meget pris på det jeg i hverdagen og på den dejlige mand jeg har, og på vores vidunderlige børn.

Undskyld denne lange beretning men kunne ikke stoppe da jeg først var kommet i gang.

Hov har vidst glemt at skrive at hans oprindlig termin var 9 maj og han kom 15 marts 09

Tak fordi du læste med , og jeg fri afløb.