trænger til at komme ud med det {{forumTopicSubject}}

selvom det er svært og jeg har gået med facade på længe nu....

den 9 /7-08 fik jeg barn nummer 2, 7 uger for tidligt.
jeg er 19 år og har en datter på 20 mdr ca. i forvejen begge med samme far.
jeg fik akut kejsersnit da min livmoder var ved at briste under graviditeten, havde så uhyggeligt ondt og tog tit til både jordemoder, læge, vagtlæge, som alle sagde at det var normalt at det gjorde lidt ondt når det gamle ar væv fra tidligere ks skulle udvide sig, det blev så slemt at jeg næsten ikk kunne gå til sidst af bare smerter, ringede til fødegangen og brokkede mig over plukkeveer, ikke forde det var dem der generede, men da jeg sagde det med aret fik jeg bare besked på at det var normalt, jeg kom så derop hvor jeg skulle kører fra hobro til aalborg, hvor jeg hele turen skulle hører på min kæreste brokke sig over at det kun var for at få opmærksomhed og at det var spild af tid at tage derop når vi alligevel skulle hjem igen og nu havde jeg spolleret hele hans dag, jeg havde det elendigt hele vejen både psykisk pga. det min kæreste sagde og at jeg efterhånden troede at det var mig den var gal med når alle læger og jordemødre afviste mig. og frygten for at miste min søn.
og fysisk for alle de smerter jeg havde. oppe på sygehuset blev jeg lagt med ve måler og sådan en ctg der skullem lytte efter hans hjerte, de ville så scanne mig da jeg havde plukkeveer< sikkert mig der spændte som gal fordi jeg havde så ondt. jeg sagde igen det til hende der skulle scanne mig at der var noget med det ar, det forklarede hun mig at det var så uhyre sjældent at de havde skrevet det i lærebogen hvis det var tilfældet, hun ville så scanne aret for at jeg kunne blive overbevist om at der ikke var noget, som hun forsikrede mig om, for hvis det var tilfældet at det var ved at gå op, så ville jeg overhovedet ikke se normal ud eller kunne stå op på benene, men men det skulle så vise sig at jeg havde en høj smertetærskel for da hun scannede måtte hun tilkalde bagvagt og 2 andre læger som skulle se hendes "fund" der var et stort hak i livmoderen, den var sådan set i teorien hul i livmoderen. endelig var det ikke mig der var mærkelig mere, endelig hørte de efter og tog mig alvorlig!! jeg måtte så pludselig ikke spise drikke gå på wc, jeg fik lungemodnende medicin og vehæmmende medicin, kæmpe forvirring, under alt dette havde min kæreste sovet på en stol og når jeg bad ham om noget blev han sur og sagde at det gad han altså ikke nu og så kørte han hjem. jeg skulle ringe hvis de ville lave kejsersnit, lægerne sagde en time senere at de højt sandsynligt ville lave ks inden for aftenen, men at det lungemodnende lige skulle have lov til at virke lidt og hvis der kom komplikationer blev det med det samme for vi kunne begge dø af det. jeg ringede så efter manden som blev sur og ville have tidspunkt og blev ved med at sige at jeg skulle være sikker for han gad ikke kører der ud for bare at sidde og glo- her lå jeg mutters alene skide bange på en fødestue med læger og jordemødre der kom rendene ud og ind. jeg var så ked af at han ikke var der og støttede mig. hans mor havde jo sagt at hun kunne tage rebekka vores datter, men der var ikke grænser for undskyldninger fra hans side af. begyndte at tro at det blev det samme som sidt hvor jeg var helt alene med rebekka hele tiden da jeg kom hjem, det var ikke ligefrem noget der hjalp når jeg ovenikøbet havde en fødselsdepression efter hende.
han kom så til sidst for jeg måtte gribe til "hårdere" metoder- hans mor:D
blev så ved 21-tiden kørt til akut kejsersnit hvor jeg blev lagt i fuld narkose. det første jeg husker efter det var at de sagde at jeg havde fået en dejlig dreng og så sov jeg igen senere kom kæresten op på opvågningen og gav mig fotoalbumet så jeg kunne se min søn. og så gik han igen, jeg var nok også godt dopet på det tidspunkt. så ved 00.00 tiden kom jeg op til min søn for at se ham, han var så utrolig lille og fik ham op på maven var så lykkelig, min dreng, min lille dreng.
kæresten kom om aftenen ved 20.00 tiden næste dag ingen støtte derfra som jeg havde brug for den første dag, han var der max 2 timer når han kom følte mig alene og meget ked af det og der var kun brok når han kom over at nu skulle han også snart hjem igen, han holdt sin søn 2 gange på 9 dage, de 9 dage var jeg helt alene med alt, stuegang undersøgelser blodprøver, svar osv... endda da de fandt ud af at han havde hul i hjertet, der ringede jeg til manden som bare talte som om han ikke hørte mig og lagde på imens jeg talte til ham, han var henne hos nogle meget ældre kammerater der altid drikker, blev så utrolig ked af det, men gik videre med oprejst pande og lod som alt var godt og fint selvom jeg havde det elendigt, det gjorde jeg hele vejen igennem, græd bare når jeg gik i bad og var alene, det kunne blive et meget langt bad...
så kom jeg til randers fordi de ikke havde plads til mig på aalborg sygehus så jeg kunne ikke være i nærheden af min søn, men det mente de heller ikke gjorde noget da han ikke kunne ammes alligevel, fik ikke en chance for at prøve. da vi så endelig kom til randers havde de ikke maden klar han gik over sin normale tid og hende sundheds og social ass. lagde sonden forkert jeg måtte sætte mig ned og forsøge at amme, han havde ikke så mange kræfter men jeg tror han fik lidt ned, randers var et meget gammelt sted med ældre udstyr og helt andre metoder, følte ikke at de var i nærheden af den standard de var på¨aalborg sygehus, men jeg kunne være sammen med min søn og holde ham noget mere. jeg blev dog hurtigt sendt hjem, også selvom hans gulsot tal var stigende , det endte med at vi 3 dage senere måtte tilbage og have ham i lys. det gjorde mig egentligb ikke noget, for da jeg kom hjem, stod jeg tit alene med 2 små børn selvom det var alt for meget på engang når jeg lige var kommet ind af døren, men han skulle op til nogle venner,så der stod jeg med en snot forvirret datter der også ville op og pusles om og en søn der var sulten, jeg skulle samtidig ryde op og gøre rent for huset ligned en billig løgn, det er så irriterende at skulle komme hjem til et kæmpe svineri når man efterlod huset i skønneste orden, jeg rinede tit til ham og spurgte om han ikke kunne komme hjem, han blev skide sur og råbte og skreg og sagde at nu havde han haft hende alene så længe så det kunne jeg også klare- men det var sku på tide at han indså at det jeg havde gjort det sidste år ikke bare var en dans på roser.
det var en lettelse at komme tilbage på sygehusetvar ved at blive kvalt derhjemme.
jeg var der så i 3 dage og så var vi et smut på skeby sygehus for at få scannet hans lille hjerte, der kunne de hverken hører eller se noget, så vi blev sendt hjem.
da jeg kom hjem igen var det det samme igen, helt alene igen og selvom jeg ikke måtte løfte noget, støvsuge osv... fejede støvsugede jeg for ellers var der ingen der gjorde det og jeg gik på indkøb og bar barn og indkøbsposer, så til sidst blev jeg syg og måtte indlægges på aalborg sygehus med indfektion i aret, jeg var så splittet af det hele men det gav mig ro til bare give min søn kærlighed, tid og bare nyde ham, for derhjemme fik jeg skæld ud konstant- ammer du nu igen,,,, læg ham nu i vuggen han skal ikke vænne sig til at vil være oppe hele tiden, det er bedre han ligger i vuggen end hos dig.... det var hverdags kommentare fra manden..... jeg turde til sidst ikke side med min søn i længere tid.
under opholdet ville lillemanden pludselig ikke spise og blev slap og grå i huden ud over den gule farve han i forvejen havde , igen skulle vi igennem nederlag og opture og mange folk troede jeg var alene mor for manden kom kun hver 2-3 dag. da vi endelig kom hjem igen begyndte tanken om at flytte for mig selv for ikke at ødelægge båndet imellem min søn og mig og mit liv, vi skændtedes dagligt og der var kun kritik kritik og atter kritik af mig og alt hvad jeg gjorde, han var glad for den orden jeg holdt, men jeg lavede næsten heller ikke andet, og så var det heller ikke godtnok, han forstod ikke hvorfor jeg ikke kunne gøre noget mere udenfor. når han endelig skulle passe børnene i en halv time så var helvede løs og han ringede konstant og spurgte efter hvor jeg blev af, en dag jeg fik lov til at tage hjem til en veninde kom jeg en time senere hjem end jeg havde regnet med så ringede og sagde det han tog det roligt, men da jeg kom hjem gik helvede løs og han råbte og skreg foran børnene og de græd begge to så jeg tog malthe og kørte op til svigermor- havde ikke andre steder at tage hen. vi kom så hjem senere sammenm med hende og hun snakkede med os så vi ikke åd hovedet af hinanden. tit og afte siger han at jeg skal finde mit ejet sted at bo for han gider ikke mere og så er jeg smidt ud, når jeg så endelig flytter så hyler han og ber mig blive, fandt jeg ud af sidste gang, da han sagde det og jeg så skred hvilket han ikke havde regnet med, når han snakker med mine veninder er han åh så sød at de ikke gennemskuer noget som helst men når de så gør det, bliver han sur og så må jeg ikke se dem mere og så er jeg endnu mere alene.... vi har så lige været indlagt igen igen igen igen..... på børneafd. i aalborg pga. han kastede op. men der var intet nyt i det hele han var bare sur over at han skulle ud og kører igen og at det nok var min skyld at han kastede op....
der er så meget mere, men orker ikke skrive mere, det her er de sidste 2 mdr af min tilværelse trænger bare til at komme ud med det