Frustreret - trænger til en pause {{forumTopicSubject}}

Jeg er alene med min skønne dreng (som snart bliver 3), og selvom jeg elsker ham overalt på jorden, så trænger jeg snart til en lille pause fra ham.

Liam er født for tidligt, og han har et stort behov for, at hans dagligdag kører i helt faste rammer. Hvis der sker noget, som falder bare en lille smule udenfor rammerne kan han have meget svært ved at rumme det, og han reagerer meget kraftigt på det. Hvis jeg ved der skal ske noget ud over det sædvanlige, besøg hos moster, tur i zoologisk have, gæsteDP, eller sådan noget, skal jeg bruge 2-3 dage på at forberede ham på det ved at sige "om 2 dage skal vi sådan og sådan" og så går det faktisk ganske ok, og jeg oplever ikke de store problemer. Problemerne opstår hvis han ikke er blevet forberedt på, at noget er anderledes

Et lille eksempel: Igår var min DP syg og blev jo derfor ringet op om morgenen, at han skulle i gæsteDP, det havde jeg self. ikke haft mulighed for at forberede ham på. Han kender hende han kom hen til og er glad for hende, og det var også gået rimeligt hos hende, men da vi kom hjem kom hans reaktioner. Han ville alt og ingenting, sagde jeg nej blev han hysterisk, fik han lov blev han hysterisk. Han græder, råber og skriger, slår og jeg har nu to kæmpe kradse mærker ned over den ene kind, fordi jeg var nødt til at stoppe ham i, at smide med ting og derfor måtte holde ham.

På en god dag er der 1-2 af sådanne episoder, på en dårlig dag kan der være på til 10 af sådanne episoder. De er sådan set hurtigt overstået, men det tager alt min energi og værst af alt så er det jo så synd for min knægt, at han ikke kan håndtere de indtryk han får og så reagerer så voldsomt. Han er altid rigtig ked af det når det er sket, men når først han kommer helt derud, kan han ikke stoppe det.

Jeg har et tæt samarbejde med DP, DPpæd. SP og PPR, og får rigtig mange gode redskaber til, at håndtere konflikterne og få dem stoppet før det eskalerer helt vildt, så på den måde får jeg den hjælp jeg har brug for.

Mit problem er sådan set, at jeg står fuldstændig alene med det. Han ser ikke sin far (og kommer temmelig sikkert heller ikke til det i den nærmeste fremtid). Min far og min mor og stedfar hjælper mig i forvejen meget, på den måde at de passer ham hver anden fredag, lørdag og søndag aften, når jeg er på arbejde, og jeg synes ikke jeg kan være bekendt overfor hverken dem eller Liam at bede dem om at passe ham mere. De er ligesom alle sammen over 60 og har stadig fuldtidsarbejde alle sammen
Så der er bare ikke tid til MIG, og hold da op hvor føler jeg mig egoistisk, for ja når man har børn kommer deres behov først.
Når Liam er kommet i seng om aftenen kl. 20 er alt min energi fuldstændig væk, fordi dagen er blevet brugt på, at dæmme op for konflikterne og få minimeret antallet af konflikter.

Forleden dag spurgte min mor mig, hvad jeg ønskede mig til min fødselsdag og jeg sagde helt ærligt to døgn uden Liam, som ikke skulle bruges på arbejde........ Hold da op hvor fik jeg dårlig samvittighed, men jeg kan bare mærke at mit overskud bliver mindre og mindre, og jeg trænger til ja en lille bitte pause, hvor jeg kan tænke på mig og ikke på Liam eller arbejde.

Puha det blev langt, men det hjalp alligevel lidt at sætte ord på det.