Min FB meget laaaang advarsel.... {{forumTopicSubject}}

Vi går en smule lidt tilbage i tiden før fødslen.... Jeg havde termin d. 20. august, men ingen Ida der ville til verdenen.... Herhjemme var ventetiden ulidelig så at sige.... Steffen ville have hende ud allerede fra uge 38 og frem.... Ja flere gange kom han med kommentarer, om han måtte sprætte min mave op, kan du ikke bare efterlade pigen her imens du går på toilettet, jeg skal nok passe på hende, eller nu er det snart min tur til at holde pigen, nu har du haft hende længe nok.... Ja kommentarerne var der nok af....;) Men det er også det jeg holder af Steffen, for han er bare en dejlig mand (nu far)....

D. 28. august var vi til tjek på svanger med CTG-strimmel, for bette pigen havde ikke været så meget aktiv de sidste 2 dage, og jeg havde haft en del plukveer, som til tider havde været kraftige.... Til tjekket blev Ida-pigen skønnet til at være 3800g, shiese tænkte jeg, og håbede snart hun ville titte til verdenen....

Nå men weekenden tog sit indtog og stadig ingen tegn på forestående fødsel, desværre.... D. 31. august om mandagen havde jeg en tid på svanger, for at tale om igangsætning d. 3. september og til tjek.... Men denne dato var også en skræk dato, for vi har en niece der havde fødselsdag d. 31. august, og mit ønske var, at Ida ikke skulle titte til verdenen lige denne dag, det syntes jeg ville være synd for begge børn....
Mandag morgen skulle Steffen køres til jobbet, da hans knallert ikke ville køre og jeg skulle jo bruge bilen senere til tjek på svanger.... Turen på vej ind til jobbet lagde jeg mærke til Ida ikke reagerede som hun plejede, men jeg tog det lidt, som hun bare var i sit sovemode.... Da jeg kommer hjem igen kl 6.45 og stiger ud af bilen, får jeg en fornemmelse af jeg ”tissede” i mine bukser, men jeg havde ikke styr over det som jeg plejer, hmm tænkte jeg og skyndte mig ind på toilettet med mobilen..... Satte mig til at tisse og dette føltes meget anderledes..... Jeg ringede Steffen op og sagde jeg tror mit vand er gået.... Er du sikker sagde han, både ja og nej sagde jeg retur.... Gik ud for at hente et par nye trusser og der mærkede jeg en stille sivning, så denne gang var jeg ikke i tvivl, sagde til Steffen at han skulle se og komme hjem over, men jeg ville ringe til FG, og høre deres version.... De sagde tag det stille og roligt, du har en tid på svanger kom bare der.... Ok sagde jeg....
Men da klokken nærmede sig de 9 stykker, gik vandet i en ordentlig skylle, heldigt for mig jeg sad på håndklæde og en plastik pose i sofaen.... Jeg ringede igen og nu ville de gerne se mig det hurtigere, jeg sagde vi kommer så snart Steffen kommer hjem fra jobbet....
Så kl 11 var vi på FG til tjek.... Fik en rigtig sød JM, havde haft hende engang før jeg var forbi svanger.... Nå men havde ikke sådan veer i den forstand, men noget var på færde... Fik jo kørt CTG.... Blev tjekket og det viste sig livmoderhalsen var afkortet til kun at være ½ cm og jeg var 1 cm åben, så vi blev sendt hjem.....
Derhjemme prøvede vi at slappe af og vi prøvede at tage en time eller to på øjet.... Fra kl 13.30 begyndte mine veer så småt, men de var meget uregelmæssige..... Jeg prøvede at tage tid på dem og de svingede imellem 6-9 min imellem og varede fra næsten 1 min til 1½-2 min..... Jeg prøvede også at få lidt søvn, men ved hver ve vågnede jeg og av for den.... Jeg stod op efter at have ligget i 1-1½ time på denne måde og ringede til FG, fik at vide de gerne ige ville tjekke op....
På FG kl 17.30 havde jeg kun åbnet mig 1 cm yderligere så nu var jeg oppe på 2 cm.... Fik kørt CTG og stadig en del uregelmæssigheder i mine veer og deres styrke.... Fik at vide vi kunne tage hjem eller blive.... Og ved at jeg havde de smerter, blev jeg tilbudt morfin, så jeg kunne få lidt søvn og derved få tanket resurcerne op til den store tur.... Så kl 20 fik jeg et skud morfin i ballen.... Steffen kørte hjem for at lufte vores hunde og ville komme igen senere, og hvis jeg pludselig ville gå i fødsel ville de ringe til Steffen og give ham besked..... Jeg fik vlundet/sovet imellem mine veer, men fra kl 23 og frem til kl 01.45 tog mine veer til mere og mere kraftigt.... Jeg prøvede på bedste vis at huske min vejrtrækning, men det var ikke just nemt, så jo der kom en jammer eller to med på vejen.... Kl 01.45 ringede jeg på klokken efter en JM, hun kom ind og jeg forklarede hende mine veer og hvordan de kom i interval 4-8 min imellem hver ve, og de varede stadig disse 1-2½ min med smerter.... Ja det føles de varede længere men det gjorde de ikke.... Hun undersøgte mig og fandt ud af jeg var blevet 4cm åben.... Jeg fortalte hende at Steffen var på vej.... Og da han kom blev jeg overflyttet fra FG2 til FG1, pågrund af håndværker ville indtræde næste dag på FG2.... Kl 5 var mine veer noget så slemme, at vi snakkede smertelindring.... Jeg ønskede mig epiduralblokaden, meeen hun ville ikke bestille den lige med det samme, pågrund af hun havde på fornemmelsen min fødsel vile strække sig lidt langt ud.... Så jeg blev tilbudt lattergas.... Og dette hjalp ikke mig betydeligt, havde svært ved at holde masken til ordentligt.... Nu begyndte jeg også at have gråd med, for av for den lede de gjorde nas de veer..... Men de var stadig meget uregelmæssige, de havde svært ved at blive mere konstante.... Øv.... Endelig frembrud JM havde bestilt epiduralblokaden, meeen der var ventetid på den, da de narkoselæger havde travlt med traumer der blev ved med at vælte ind på sygehuset, så jeg skulle bare vente.....
Ved JM vagtskifte, fik jeg den søde JM, som jeg havde haft dagen forinden om formiddagen til tjek efter vandet var gået..... Samtidig kom narkoselægen for at lægge den epiduralblokade, der var kl 8.... Så fra kl 2 og frem, hvor mine veer tiltog, lå jeg i smerte.... Det var hårdt, for jeg var godt nok blevet træt efterhånden, kunne kun blunde imellem veerne.... Jeg fik lagt blokaden, og da den begyndte at virke, wauv for en følelse.... Jep her svævede jeg bare hen over smerterne og mærkede dem overhovedet ikke.... Jeg blev også undersøgt, for hvor meget jeg havde åbnet mig, og det var kun 6cm, så der var lang vej igen.... Fik lagt vestimulerende drop for at afhjælpe veerne til at tage til i styrke og blive mere regelmæssige.... Så Steffen kørte hjem igen til hundene for at lufte dem endnu engang, for vi vidste ikke hvor lang tid der var igen, og endnu engang lovede de at ringe i god tid, hvis de fik mistanke, om det snart ville være oppe over (vi havde ca 45 min kørsel til sygehuset).... Så efter blokaden fik jeg endelig lidt søvn, uh det var dejligt.... Veerne føltes kun som en let niven, så det var en befrielse at være væk fra smerten.... Kl 10 blev jeg undersøgt igen og var åbnet mig 7 cm.... Herfandt de ud af at Ida stod forkert i fødselsvejen, hun stod på panden end på baghovedet.... De håbede hun ville kunne finde ud af at rette sig selv til, ved hjælp af veerne.... Kl 12 undersøgte de mig igen og her var jeg 8 næsten 9 cm åben..... Her begyndte håbet, om hun selv ville finde ud af at ændre sin stilling, at svinde ind.... Omkring kl 12.30-13.30 begyndte der at ske en masse.... Ida begyndte at visse tegn på stress via overvågningsudstyret, og der blev kaldt efter de div personer, såsom afdelingsJM og bagvagt....
Tilsidst besluttede de akut kejsersnit.... Vores JM forklarede hvorfor og vi var indforstået med det var for Ida’s bedste, for jeg var 9 cm åben, vedroppet virkede ikke som det skulle, det havde stresset Ida, og da de slukkede for tilførelsen af den ja der var mine veer i off-mode.... Så afsted til operationsstuen, og Steffen var også med.... Sikke et virvar af mennesker når sådan noget er akut.... Havde omkring 5 mennesker rundt om mig der hver og især udførte deres opgave med at komme div dingenoter og sager rundt på kroppen..... Plus flere gange ville de vide om jeg kunne føle kulde her og der.... Mærkeligt, men det kunne jeg ikke, kun oppe over brysthøjde.... Steffen satte sig ved min side og der blev lagt klæde for, så vi ikke kunne se hvad der foregik.... Wauv for en underlig fornemmelse at være under sådan en omgang.... Kunne mærke en form for en hånd der konstant lå på maven, men mærke at de skar i mig og det der kunne jeg ikke.... Jeg kunne mærke da de hev Ida ud, for de måtte rykke godt og grundigt for at få hende ud.... Og jeg hørte hende bryde ud i skrål med det samme, og jeg så hende kort da de lagde hende over på bordet.... Steffen fik lov til at gå over og se sin datter, og selvfølgelig tog han billeder af hende.... Jeg fik et chok da jeg hørte en flygtig bekendelse af vægt og længde på Ida, så jeg spurgte indtil om dette også var sandt.... Jep jeg havde hørt rigtig første gang 4700g og 56cm lang og hun er født d. 1. sep. kl 14.14..... Ikke noget at sige til man følte sig noget besværet af vægten til sidst.... Steffen kom hen med hende, efter de var færdige med at undersøge hende og give hende apcar-score, som hun scorede toppoint på.... Dette var den bedste oplevelse af det hele at få hende at se, og ja mit hjerte smeltede og tårene var svære at holde tilbage.... Pludselig skulle Steffen på toilettet, så JM kom over med hende, jeg så Ida’s små øjne.... Jeg kaldte på hende med den velkendte lyd, som jeg altid har kaldt hende, da hun lå i maven, Ida-pigen, hun reagerede med at kigge på mig med sine dejlige flotte øjne....
Derfra røg jeg på opvågning, hvor jeg for første gang lå med min pige i armene, og her kunne jeg heller ikke holde tårene tilbage, for hvor var hun bare dejlig.... Og Steffen var en stolt far....
Og videre derfra til barselgangen, hvor kl var gået hen og blevet 18.....