Min smertefri fødsel {{forumTopicSubject}}

Under min første graviditet forholdt jeg mig med ophøjet ro til den forestående fødsel. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at føde, men havde stor tiltro til, at naturen nok skulle klare dén sag helt af sig selv. Kvinder havde vel født i tusindvis af år, så hvorfor gøre et stort nummer ud af den sag? Jeg gik ganske vist til den traditionelle fødselsforberedelse hos jordemoderen, som viste en video af tre kvinder, der skreg sig igennem deres fødsler. Desuden blev jeg undervist i en masse fakta om fødsler, som jeg allerede kendte til i forvejen.

Jeg skal lige love for, at naturen klarede sagen. Min første fødsel var smertefuld i en ubeskrivelig grad. Det var som at være indespærret i en lang, rullende smerte, som jeg ikke var en del af, men indespærret i. Min eneste tanke var, ’det her gør jeg aldrig mere’.

Overleve endnu en fødsel?

Et år senere var jeg gravid igen. Først ignorerede jeg det faktum, at barnet skulle fødes. Tre måneder før termin begyndte jeg at forholde mig til det. Jeg frygtede at skulle igennem endnu en smertefuld fødsel og overvejede alle udveje i form af smertelindring.

Ved et tilfælde stødte jeg på den franske fødselsmetode Lamaze, som jeg studerede i et væk. Alt jeg kunne få fat i om teknikkerne blev indoptaget. Jeg stødte på fødselsberetninger fra en række 1., 2. og fleregangsfødende, der hævdede at have oplevet fødsler uden smerte. Jeg slugte det hele råt og svælgede i idéen om, at kunne gå forventningsfuld og trænet ind til min 2. fødsel. Jeg havde en klar fornemmelse af, at det ville være anderledes den her gang, og jeg selv kunne gøre en aktiv smertelindrende indsats.

Alle kilder jeg stødte på forklarede enten metoden dårligt eller var fagligt svært tilgængelige. Derfor konstruerede jeg mit eget program, som kræver et kvarters øvelse dagligt – de oprindelige Lamaze øvelser tager 2x20 minutters daglig træning, hvilket jeg aldrig var kommet igennem. Min tolkning af Lamaze skulle vise sig at være yderst effektiv. Da sammentrækningerne kom satte de betingede reflekser ind, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad jeg skulle gøre.


Min Smertefri Fødsel

04.05: Første sammentrækning melder sig punktligt én dag over termin. Jeg tænker på fødslens faser, og at det sikkert bliver en hurtig fødsel. Jeg er især fokuseret på afspændingen, da manglen på den var grunden til smerterne under min første fødsel.
04.45: Jeg lægger tre maskiner tøj sammen, som et sidste redebyggernstinkt. Der er langt mellem sammentrækningerne, og de varer kun et halvt minut af gangen. Puster selv lidt med for at komme ind i rytmen.
07.15: Vi falder i søvn. Afspændingen virkede lidt for godt. Vores datter vækker os. Den forventede lynfødsel synes at udeblive. Sammentrækningerne uændrede.
08.32: Mere redebyggeri på falderebet. Saver bundplade til Duni Duo pose til ude på opgangen. Puster stadig med under sammentrækningerne som forberedende øvelse.
09.10: Vi afleverer vores datter i vuggestuen. Sammentrækningerne uændrede.
10.08: Væbnet med store mængder morgenmad og læsestof slår vi tiden ihjel i hospitalets kantine. Indtager kaloriemængde svarende til fem forestående maratonløb. Sammentrækningerne tager til, men ikke mere end jeg har flere telefonsamtaler og når at læse to aviser under morgenmaden.
11.35: Diskuterer om vi skal gå en tur eller lige blive tjekket på fødegangen. Har hørt noget om, at man ikke skal komme, hvis man selv kan gå ind.
11.45: Går ind på fødegangen. Jeg er ved rigtig godt mod og glæder mig til fødslen.
11.55:: Livmoderhalsen udslettet. 3 cm. åben.
12:23: Vi kører en tur til Valby. Ser på sandaler til storesøster og er i hver eneste børnetøjsforretning. Kamp-puster nu under sammentrækningerne, som er taget til. Der er nu fem minutter imellem og varigheden forøges. Stadig ingen smerte.
14:00: Tilbage på hospitalet. Op i badekarret. Flyder rundt og har kæk replikskifte med min kæreste og jordemoderen. Der hænger et ur på væggen foran mig, hvilket er til stor hjælp af fokusere på under hver sammentrækning. Tænker på at løbe og kun fokusere på at komme fra lygtepæl til lygtepæl. Der er stadig ti min. imellem sammentrækningerne. Er meget overrasket over, hvor effektiv det her er. Jeg føler slet ingen smerte.
14.30: Jeg er meget bevidst om afspændingen og holder min kæreste i hånden. Jeg fokuserer på det som en let berøring, så det bliver et barometer for, om jeg er afspændt. Under den første fødsel vred jeg nærmest armen om på ham og tog kvælertag. Det sidste kvarter i karret skal jeg holde tungen lige i munden for at kontrollere min vejrtrækning, da den ene sammentrækning afløser den anden.
15.15. Vagtskifte. Op af badekar en halv time senere. Jeg er ikke længere så kæk. Pressefasen er nået, og jeg mister grebet om vejrtrækningen. Dels på grund af, at jeg skal bevæge mig fra karret og over på briksen, og dels fordi jeg absolut ikke har lyst til at lægge mig på ryggen. Det forvirrer mig, og det gør ondt, når jeg glemmer at fokusere på vejrtrækningen.
16.03: Jeg genvinder kontrollen over vejrtrækningen, da jeg får en sækkestol og kommer i knæ- albueleje.
16.30: Jeg føder en dreng siddende i knæ- albueleje. Jeg er nærværende nok til at huske gispevejrtrækningen, da hovedet er født. Jordemoderen siger bagefter, at det er grunden til, at jeg slet ikke går i stykker.

Efter få timer bliver vi sendt hjem fra hospitalet. Der er strejke og vi kommer ud som ’de første strejkeofre’, som TV2 News kalder os. De interviewet os, og jeg hører Poul Erik Skammelsen sige til intervieweren: hun ligner altså ikke én, der lige har født, hende der. Underforstået: skal vi ikke finde en anden?

Jeg er overbevist om, at det er muligt at føde fuldstændig smertefrit. Det lykkedes stort set for mig, bortset fra forvirringen de sidste tre kvarter af fødslen. Skal jeg føde igen er jeg sikker på, at det bliver uden smerter.

Oplevelsen af at føde selv, være fuldstændig tilstede under fødslen og ikke behøve nogen smertelindring, var en ubeskrivelig følelse af styrke. Jeg oplevede det som at arbejde aktivt med veerne i stedet for imod dem som under min første fødsel. Ikke som om jeg ’gik ind i smerten’, men at jeg via, de indlærte redskaber pustede veerne væk.

Drama i mødregruppen
Desuden skal det fremhæves, at jeg efterfølgende ikke kunne mærke i min krop, at jeg havde født. Det eneste var et par dages ømhed i bækkenet, som jeg nærmere vil tilskrive det ændrede tyngdepunkt efter maven var væk. Mit barn var heller ikke trykket i hovedet, som første gang, fordi pressefasen var så kort. Fra at have været i helvedes forgård under den første fødsel, vil jeg beskrive den anden som en spændende og hyggelig oplevelse.

Hvor mange står to timer før de føder og tager stilling til, om der skal købes Angulus eller Bundgaard sandaler til storesøster? Det er sagt med fare for at lyde heltemodig og pralende. Men ingen af delene er tilfældet. Jeg mener, at alle vil kunne lære teknikkerne bag min og andres fødselsoplevelse. Derfor har jeg udviklet metoden Smertefri Fødsel på baggrund af Lamaze metoden, hvor man træner de fire trin i fødslen intensivt, så de til sidst sidder på rygraden.

Jeg har oplevet, at mange enten ikke tror på min beretning eller føler sig provokeret af den. Fordi vi er opdraget med, at fødsler er smertefulde eller selv har oplevet, at fødslen gjorde usandsynlig ondt. Det vil jeg til enhver tid hævde, at de ikke behøver at gøre, hvis man øver sig på at føde med Smertefri Fødsel. Som en kvinde, der fødte efter mine anvisninger sagde, ’Jamen de andre i mødregruppen blev nærmest sure på mig, når jeg sagde, at jeg havde sex en uge efter fødslen - de ville kun snakke om syninger og drama’. I dag lever jeg af at undervise andre i, hvordan de selv kan træne sig op til en smertefri fødsel.

Anja Bay, 15. april 2008, 2. fødsel

På www.smertefrifødsel.dk samler jeg hele tiden nye fødselsberetninger fra gravide, der afprøver Smertefri Fødsel, læs med hvis du er interesseret.