Meget forsinket fb {{forumTopicSubject}}

Ja nu har jeg både lysten OG overskuddet til at få skrevet den fb. Skal se om jeg kan gøre det kort.

Tirsdag d. 7. marts, 40+6, stod jeg op og bestemte mig for, for en gangs skyld, at jeg ikke ville være utålmodig. Jeg ville vaske lidt vinduer og ellers hygge mig med popcorn og tv. Kæresten var taget på en 38-timers vagt, efter at have haft fri i over en uge pga forestående fødsel:).. hvor der intet skete. Jeg gik ud med min spand vand, kæmpe mave, kæmpe ødemer og bækkenløsning og prøvede at vaske lidt vinduer. Fik vasket 3 og så blev jeg træt.. og så gjorde det sku også lidt ondt. Var det veer... eeej.
DAgen før havde vi været i århus og besøge svigerforældrene og gå en lang tur, for at fordrive ventetiden og der havde været masser af liv i baby (køn uvist). Men der havde ingen liv været denne dag. Så blev enig med kæresten om at jeg lige ringede til fg. De ville gerne se mig, også fordi jeg var 6 dage over tid.
Kæresten havde bilen og tasken og vi var helt rolige, for jeg skulle jo bare lige ind og have kørt en strimmel. Jeg kører i vores gamle audi uden servostyring hele vejen til aalborg med tiltagende ondt og uro.
Det viser sig da også at jeg har småveer da jeg får kørt strimlen. De kan ikke lide babys hjertelyd og jeg skal lige ind og scannes. Mærker stadig ikke liv.
Hende der scanner siger at baby bevæger sig og det ser ok ud. Hjertelyden er ikke som de gerne vil have. Jeg rejser mig og så siger hun, som om at det var det mest naturlige i verden, at hun lige ringer og melder mig på fødegange.... hvad? 'Øhm, skal jeg så ringe til min kæreste?' 'Ja det synes jeg, for du skal op og sættes igang'.

Kl. 14 ca får jeg taget vandet (som er grønt) og kæresten kommer kort tid efter. Der sker ikke rigtig noget de følgende timer, der bliver ved med at være 1 1/2 cm livmoderhals og jeg er kun 1 finger åben, så de giver mig vedrop. Og så går det stærkt. Jeg åbner mig 9 cm på 4 timer. Jeg får lagt epidural imellemtiden, da det går så stærkt og så ondt. Men vi klarer det, mig og min kæreste, sammen:).
Min mor bliver tilkaldt, for hun skal være med til fødslen.
De sætter, ad flere omgange, elektroder på babys hovede, fordi hjertelyden ikke retter sig. De tager også blodprøver fra ´hovedet og det ser umiddelbart ud til at baby har det ok og har ressourcer til at blive født.
Baby vil ikke komme det sidste stykke ned i bækkenet og de tjekekr mig konstant. Pludselig får jeg spontan pressetrang og får lov at presse med for at se om baby kommer ned. Men hver gang jeg holder op med at oresse, smutter baby op igen.
Da jeg har presset 1 1/2 time er jeg næsten helt bevidstløs og meget opgivende. Det næste jeg husker, er at min mor giver mig små lussinger og fortæller at de nu kører mig til kejsersnit.
Jeg har flere bekendte som bare vil have kejsersnit og som slet ikke forstod at jeg ville føde og turde. Så jeg syntes det var SÅ uretfærdigt, når nu jeg havde kæmpet sådan, at jeg ikke fik lov at få det sidste med, emn samtidig lettet over at det nu var slut. Og jeg var så bange for ikke at få mit barn med hjem.

D. 9. marts 2011 kl. 2.43 blev Tobias født ved grønt akut kejsersnit og var 56 cm og vejede 4560. Han var simpelthen for stor tila t komme igennem mit bækken.
Vi pådrog os en infektion under fødslen, så jeg var på antibiotika ii 5 dage på sygehuset med drop og Tobias havde gulsot. Hans infektionstal og gulsottal skulle falde til normalt før vi måtte komme hjem.
Mandag d. 14. marts kom vi hjem til vores nye liv. Jeg fik antibiotika 10 dage hjemme også.

Så blev det vildt langt alligevel.. beklager:). Men dejligt at komme ud med det. Jeg har det stadig rigtig svært med at det blev ved kejsersnit, men er taknemmelig for at vi begge er hele og har det godt. Vi var blevet splittet ad hvis jeg havde født ham normalt.