Hvordan får jeg vendt/ændret min tankegang?? {{forumTopicSubject}}
Hej piger.
Jeg var til første jordemoder besøg i går og hun spurgte bl.a hvordan jeg havde det med fødslen. Jeg havde som sådan ikke tænkt over det, udover jeg er rigtig bange for, at gå meget i stykker. Ikke så meget under selve fødslen, men tanken om at være i stykker "dernede" bagefter giver mig kuldegysninger. Hun gav mig en hjemmeside (gynzonen.dk) hvor jeg kunne se en animations film og høre om de forskellige grader af læsioner. Og ja, det er jo en ganske ganske lille procentdel, hvor de går i stykker helt oppe i anus. Men jeg fik det bare endnu dårligere, af at se den film. Vågnede i nat og kunne ikke stoppe med at tænke på det.:-(
Så i dag går jeg igang med, at læse hvilke former for smertelindring man kan få under en fødsel. Og synes ligemeget hvad jeg læser om "dem" der virkelig har god effekt, så er bivirkningerne slemme. Tanken om en epi eller den der hvor man bliver stukket 5 cm oppe i skeden, får jeg det helt dårligt over:-(.
Og det jeg siger nu, lyder nok virkelig dumt/skørt/ufattelig; Nok har jeg godt vidst, at jeg skal føde. Men(!) det er som om, det først lige er gået op for mig/er blevet en realitet, at det her barn skal presses (tvinges) ud gennem MIT underliv. Og ligepludselig er hele min tankegang vendt fra at "det skal jeg nok klare" til, at jeg er blevet angst og rigtig ked af det. Jeg er blevet så bange for det ukendte jeg skal igennem, at jeg får en klump i halsen og lyst til at tude når jeg tænker på det.
Jeg er flov over min tanke gang, ved ikke hvordan jeg for det vendt i positiv retning igen:-(. Har forsøgt, at tale med min mor og en kollega (som har barn) om det, men føler jeg bliver fejet af med "Ork, det er jo millioner af kvinder der har været igennem det før dig..." og "Hvis det var så slemt, så ville kvinder nok ikke få mere end et barn...".
Det er sikkert rigtig nok, men jeg kan bare ikke rigtig bruge det til noget:-(.
Please, at der sidder en eller to der evt har haft de samme tanker og som kan hjælpe mig med hvad jeg kan gøre????.
Og undskyld det blev langt...
sep 2011
Følger: 1 Emner: 64 Svar: 372
Jeg havde det nøjagtig lige som dig tidligt i min graviditet, bare tanken og jeg var ved at hyle .. Jeg læste og reserchede alt jeg kunne, og det hjalp mig, og jo tættere jeg kom på fødsel jo mere glæder jeg mig .. Og folk som siger at det ikke gør ondt, Bull shit! Men jeg lover dig, når det hele er overstået føler su, at du er jordens sejeste kvinde! For selv om jeg aldrig havde troet jeg skylle sige det, så er det, det FEDESTE at gennemgå en fødsel
jan 2012
Følger: 7 Følgere: 6 Emner: 7 Svar: 938
De tanker gik jeg med i et godt stykke tid, men måtte jo indse, at det var en smule for sent at fortryde at skulle føde
Og kejsersnit, smertestillende som epidural og sådan VILLE jeg bare ikke, medmindre det blev strengt nødvendigt.
Så jeg blev bedre til at lytte til folk, når de fortalte om, hvor fantastisk det er at føde, og hvor stort det er. Til sidst fik jeg vendt den der klaustrofobiske panikangst til at jeg faktisk glædede mig til at se, om jeg kunne klare den her fødsel, som jeg havde håbet på.
Det kunne jeg så; ingen bedøvelse, ingenting! Og jeg fandt ud af, at det som alle de kvinder jeg havde talt med havde sagt, var sandt!!! Det VAR absolut det mest vilde, overdrevet mest fantastiske, jeg NOGENSINDE kommer til at opleve. Og jeg kunne have gjort det igen, og igen og igen...
Virkelig, det GØR pisse nas, og de der tanker vendte tilbage da jeg stod med de her enorme veer. Jeg sagde flere gange, at jeg havde ombestemt mig, og at jeg ikke ville føde det her barn !
Men da han kom ud... omg... Det kan ikke beskrives, det skal opleves!
Og du skal nok klare det pisse fint.
Jeg ved ikke, hvad der kan virke for dig, men nu har jeg fortalt hvordan jeg ligesom "kom ud over det", og fandt mig i, at det bare ikke kunne være anderledes.
jun 2008
Følger: 7 Følgere: 6 Emner: 85 Svar: 388
maj 2012
Følger: 12 Følgere: 11 Emner: 89 Svar: 606
maj 2012
Følger: 12 Følgere: 11 Emner: 89 Svar: 606
jun 2008
Følger: 7 Følgere: 6 Emner: 85 Svar: 388
sep 2011
Følger: 1 Emner: 64 Svar: 372
dec 2010
Følger: 5 Følgere: 4 Emner: 10 Svar: 527
Din krop ved hvad den skal, så bare følg med og husk ar trække vejret..
maj 2012
Følger: 12 Følgere: 11 Emner: 89 Svar: 606
jul 2008
Følger: 2 Følgere: 1 Emner: 21 Svar: 395
Forstår godt du er nervøs.. Selv er jeg fast besluttet på at jeg godt kan føde normalt (hvis jeg må med mit handicap) Hvis min mor kan, så kan jeg også.. Også selvom jeg har set filmen.. Jeg skal bare ikke se den igen
Lad vær med at tænk over hvad der kommer til at ske dernede, for så vidt jeg har forstået det, så forsvinder alle de tanker lige så snart ungen kommer ud og ligger hos dig. Så vil du grine og græde af glæde uden at tænke mere over hvad der lige er sket. Fremover vil din angst bare være et sløret minde..
Jeg har det problem, at jeg kan blive meget bange for de ting jeg ved, hvilket kan blive et stort problem når jeg ved at jeg skal opereres en dag. Jeg er meget bange for operationen, fordi lægen absolut skulle fortælle mig om rissikoerne. Hvis han havde sagt jeg ikke skulle være nervøs og det nok skulle gå, så var jeg sprunget ud i det. Var det gået galt, så kunne vi snakke om det der, og ikke inden..
Mit råd til dig.. Slå det ud af hoved.. Lad vær med at tænk over det.. Du er helt sikkert en af dem som alligevel ikke kommer noget til udover at du måske revner en lille smule, ligesom når man har sex første gang
jul 2011
Følger: 2 Følgere: 1 Emner: 89 Svar: 1.312
Nu ser det helt anderledes ud. Jeg har aldrig selv prøvet at føde (endnu), men jeg frygter det ikke som sådan. Jeg er faktisk rimelig rolig omkring det, men som dig er det også mest tiden bagefter, jeg frygter. Jeg gider ikke bristninger, at have ondt i skrævet længe efter, at få ondt i babserne pga. amning - og mest af alt frygter jeg hormonerne, og at min psyke fucker helt op pga. de store omvæltninger!
Men jeg er ikke bange. Jeg...glæder mig faktisk til fødslen. Lige fra jeg rammer uge 37 og spændingen indtil den første ve. Til at skulle på sygehuset og vide, at "nu er det nu". Til han kommer ud, til at se ham og til at holde ham. Mest af alt glæder jeg mig til, at min kæreste skal holde ham og til at vise ham frem for familien.
Min pointe er bare, at måske du er "for hurtig". Forstået på den måde, at du mentalt ikke er kommet til det stadie endnu. Når jeg ser tilbage, så tror jeg faktisk først, at det rigtigt gik op for mig, at han skulle ud igen og at jeg skulle gennem en FØDSEL(!), da jeg begyndte at mærke liv (uge 20). Jeg tror, du skal se, om ikke du kan forsøge at fortrænge det lidt - evt. melde dig til noget fødselsforberedelse, når du kommer lidt nærmere termin?
Det skal nok gå!!!
jul 2011
Følger: 2 Følgere: 1 Emner: 89 Svar: 1.312
jul 2008
Følger: 2 Følgere: 1 Emner: 21 Svar: 395
Kæft hvor er du kedelig.. Hvorfor vil du ikke brække armen ? Du får jo gips på
jul 2011
Følger: 2 Følgere: 1 Emner: 89 Svar: 1.312
Jeg er da også bange for at gå i stykker 'down there' - fordi jeg ved, at det kommer til at gøre nas og skabe gener efterfølgende (om det så blot er et par dage).
Mulle: Hehe ja, den titel tager jeg gerne - bare jeg slipper for at brække nogle lemmer!!
jan 2012
Følger: 7 Følgere: 6 Emner: 7 Svar: 938
Jeg fik at vide ved fødslen af min søn, at der intet var sket, ingen revner, intet! Men da jeg flere uger efter stadig havde ondt et bestemt sted, tog jeg modet til mig, og kiggede selv!
Og jeg fandt ud af... at noget af min hud var revnet. Det drejer sig om en mm eller noget, men jeg tudede... Jeg undersøgte muligheder for at få det "sat sammen", for at få det repareret.
Alle sagde, at jeg tog det for tungt, at det ikke var noget at snakke om, at sådan var det bare. Men jeg hørte ikke andet end mine egne skrig indeni. JEG VAR GÅET I STYKKER - ødelagt, grim, ikke fin længere og hvad ved jeg. Jeg var ULYKKELIG over det.
Og det var først da jeg havde været til adskillige læger, gynækologer og jeg ved ikke hvad at jeg kunne trække vejret igen. Fordi de alle sammen sagde det samme - at det var SÅ småt, at der ikke kunne gøres en skid.
Men jo, det påvirkede mig rigtig rigtig meget, så det er ikke alle der har det på den der chill-agtige måde, at sådan er det bare.
Og jeg tror, at især ved første fødsel og ved første barn, så er nogen mennesker bare mere følsomme overfor de ændringer der sker. Det er jo ikke småting!
Jeg havde fanme verdens smukkeste bikini-mave inden jeg blev gravid, med flotte smykker i navlen og jeg kunne blive ved.
Så kom det første strækmærke, og de første tanker omkring hvad der kom til at ske med min krop satte igang. En kæmpe krig indeni, der ikke ville ende.
Indtil jeg fandt mig med tanken. Jeg vil aldrig få min smukke, perfekte bikini-mave tilbage, og sådan er det. For JA det hører med hos nogen.
Men det er LANGT fra alle, der kan kigge på det og sige "nåh ja, det går nok". For det er ændringer for livet - og strækmærker er sgu ikke ligefrem kønt.
Mange ting har jeg affundet mig med, min lille fine revne
Men een ting er der dog stadig, som jeg ikke kan acceptere. Og det er brysterne. De skal laves, og sådan er det.
Jeg kan godt forstå du er bange, Laila. Og det kan godt være, at du er en af de uheldige, der får skader under fødslen, store som små. Det sker, og man ved ikke om det sker for en, indtil man står i det.
Det eneste du kan gøre lige nu, er at forholde dig bedst muligt til tanken, så du ikke lige pludselig står med en krise som jeg f.eks. hvordan.. ja.. det er svært. Giv det lidt tid, og prøv med positive tanker.
Og så STOL på mig, og ALLE de andre mødre, der fortæller dig at det gør skide nas, men at det er det FEDESTE og BEDSTE i verden, at føde sit barn. Glæd dig! Virkelig!
Jeg ved det er nemmere sagt end gjort, og jeg forstår dig godt. Men du er hverken unormal eller underlig på nogen måde!!
(Har en fornemmelse af at det blev langt - igen! Undskyld!)
dec 2008
Følger: 26 Følgere: 25 Babyer: 2 Emner: 176 Svar: 3.150
Men alt min nervøsitet forsvandt da det hele gik igang og jeg kunne glæde mig til det og man kan jo se en ende på det..
Vil lige sige at jeg fik den bedøvelse i underlivet og de stikker i en ve, så man mærker intet.. Altså man mærker selvfølgelig smerterne fra veen, men man ligger ikke mærke til man bliver stukket, så den skal du ikke være nervøs for
jul 2011
Følger: 2 Følgere: 1 Emner: 89 Svar: 1.312
dec 2011
Følger: 1 Følgere: 8 Babyer: 1 Emner: 135 Svar: 484
Jeg har ikke været nærvøs på noget tidspunkt jeg har bare glædet mig viiiildt til at skulle føde, har altid set det som det fedeste og største for en kvinde da det er en styrke prøve for kvinden som hun ikke kan sætte manden til... Men men men, nu hvor jeg nærmer mig og fødslen kan gå igang hvornår det skal være så er jeg faktisk blevet lidt nervøs over om jeg kan klare det og om jeg bare brister fra den ene ende til den anden, eller fra højre til venstre eller bare det at skulle sys, men det kommer sig nok i mit tilfælde fra at jeg altid har været meget bange for nåle.. Men der er jo ingen vej udenom så må bare det igennem og håbe på at jeg klare det uden panik!!
dec 2008
Følger: 26 Følgere: 25 Babyer: 2 Emner: 176 Svar: 3.150
De bruger den ikke ret tit længere, men jeg fik den for at kunne slappe bedre af når de skulle undersøge mig...
maj 2012
Følger: 12 Følgere: 11 Emner: 89 Svar: 606
Just me. Nu er det ikke bare angsten for smerten ved at gå i stykker. Men lidt ligesom når nogen får det dårligt over at se blod, så får jeg det dårligt når der er noget galt dernede. Jeg har døjet meget med underlivesbetændelse og svamp, og er bare rigtig følsom omkring mit skridt.
Hvordan får jeg vendt/ændret min tankegang??