At have et sygt barn.... del 1 {{forumTopicSubject}}

Jeg er så en af dem som havde/har PCOS ( polycystisk ovariesyndrom ) og skulle ikke kunne blive gravid, dette er så en helt anden historie så den tager vi en anden gang ;o) Jeg blev så pludselig gravid alligevel ( med lidt alternativ hjælp ) og glæden var stor. Desværre blev glæde ødelagt af en svær graviditet samt en bliulykke da jeg var i 18 uge. Pga en skade fra ulykken fødte jeg så 4 uger for tidl... ( akut kejsersnit )

Patrick så fin ud ved fødslen 2870g som må siges at være en god vægt, taget i betragtning at han var født 4 uger før tid, så vi var lykkelige. På dag 4 fik vi besked om at vi gerne måtte tage hjem, og glæden var stor, vi pakkede vores ting, og lagde Patrick i sin nyindkøbte lift... på vejen ville vi lige gå forbi laboratoriet og få taget Patricks PKU test, Patricks far gik ned til bilen, og jeg satte mig til at vente på vores tur.

Pludselig fik jeg en grim fornemmelse og kiggede ned i liften til Patrick, mine bange anelser var sande... han trak ikke vejret... jeg flåede min lille dreng op af liften, og løb hen til skranken for at få hjælp, alt imens, jeg prøvede at få hans lufteveje fri, i tilfælde af at der sad noget der, samt jeg pressede en negel i DU26 ( et akupunktur punkt for genoplivning ) jeg råbte til damen i skranken at jeg skulle have en læge NU..

Forskækket og forvirret for hun ud på gangen og fik fat i en laborant, som tog min søn ud af armene på mig, og begyndte at løbe ned ad gange... på vejen fik han fat i en læge studerende, og sammen gav de kunstig åndedræt, samt hjertemassage, alt imens de løb... jeg syntes vi løb og løb og det virkede uvirkeligt, og meget langt. På vejen ned ad trapperne til børne afd. fik de liv i Patrick, de styrtede hen til et møde lokale hvor et par overlæger holdte møde, de kom løbende ud, og overtog Patrick, og han kom ind på et akutrum.

Pludselig stak han i et hyl, lægerne undersøgte ham, og alt var pludselig normalt igen. Han blev indlagt til OBS. Det er nok det værste en nybagt mor kan opleve, og jeg var rystet og chokeret. Oplevelsen hænger stadig på mig, og rider mig som en mare...

At stå der med mit livløse barn i armene, alle de tanker man får... ikke at skulle se ham vokse op, ikke at skulle se ham smile mere, ikke skulle lære ham at kende, ikke skulle gi' ham alt den tryghed, varme og kærlighed, uhhh der var mange tanker, og følelser der for igennem mit hoved, og min krop... Jeg kan den dag idag stadig ikke slippe oplevelsen, og jeg har en dyb frygt for at miste mit barn....