Min livs værste dag! {{forumTopicSubject}}

I dag har været den værste dag i hele mit liv.

Jeg har ikke offentliggjort det herinde, men jeg fandt for 8 uger ud af at jeg var gravid. Vi ville vente med at gøre det helt offentligt til nakkefoldsskanningen var overstået, men de fleste venner og hele familien vidste det inden uge 8.

I dag oprinder tiden til nakkefoldsskanningen og jeg glæder mig til at se bebs for første gang. Ligefra dag 1 af, har jeg ment, at jeg er kortere henne end lægerne mener jeg er, så egentlig er jeg lidt nervøs for om de sender mig hjem fordi fosteret er for lille til at de kan måle nakkefolden.

Nå, men jeg kommer op og vi får lige nogle praktiske oplysninger på plads og jordmoderen beder mig så lægge mig op på briksen.

Hun smørre mig ind og begynder at skanne mig og der kommer min baby frem. En meget, meget lille en der ligger i en ret så stor livmoder.

Jordmoderen bliver en smule stille og siger så den er godt nok lille og jeg forklare hende så at jeg også mener jeg ikke er så langt henne som de siger...

Men jeg kan godt se at det ikke er det hun mener og da hjerteblinkene bliver væk, går virkeligheden op for mig. Jordmoderen siger at det desværre ikke ser særlig godt ud og at hun lige skal have en læge til at kigge på mig.

Og så bryder jeg sammen... Fosteret er dødt. Og det eneste der går igennem mit hovede er... Jeg drømmer, jeg drømmer. jeg drømmer... Men desværre ikke. Lægen kommer ind og kigger på mig og giver mig et meget medlidende blik og fortæller mig at barnet er dødt og udfra deres beregninger har det været dødt siden uge 7.

Derfra går tiden lidt i stå og jeg bliver sendt rundt til lidt forskelligt, noget blodprøve, narkoselæge osv...

Pludselig sidder vi i bilen på vej hjem og tårerne vil slet ikke stoppe.

Da jeg så kommer hjem, ringer de fra Emma's børnehave at hun er syg og hun skal hentes og det bliver hun så og bliver sendt fra det ene lægehus til det andet og får endelig en tid til hende. Hun har væske i ørerne og de er meget røde, men lægen vil ikke give mig penicilin da der ikke er opstået feber endnu. Ergo får jeg bare afvide at hun skal have nogle panodiler.

Emma græder og græder og har rigtig ondt, men jeg er bare glad for hun er her...

Men det har helt sikkert været mit livs værste dag og håber ikke får min værste fjende at h*n kommer til at gennemleve det samme som jeg har.

I morgen klokken 11 skal fosteret fjernes ved et kirugisk indgreb... Og lige meget hvad, vil det altid være min baby i mine øjne...