Jeg bliver sindssyg!! {{forumTopicSubject}}

Hvad skal jeg gøre?

Min kæreste og jeg har været sammen i snart 5 år.
Vi er ikke parret der kysser og krammer meget.

Vi fik i april en lille pige som blev født i uge 30 med en vægt på 895 gram.

Jeg troede han ville blive verdens bedste far, med massere tålmodighed og kærlighed.
Men jeg tog fejl!!

Lige siden hun kom ud til os har hun "hængt" på mig. På Neonatal lå jeg med hende på brystet stort set hele dagen, på nær når jeg selv skulle spise.
Jeg boede påmsygehuset i næsten 8 uger, min kæreste kom og besøgte mig hver dag, men jeg kunne mærke på ham at når han var der, ville han hurtigst muligt hjem.
Jeg var hjemme og sove et par gange, men det krævede MEGET OVERTALELSE at få min kæreste til at sove der de par nætter.

Han ville dårligt ligge med hende på Neonatal "for det er såååå varmt jo"


Sophia er en baby der helst vil være hos os - hun er ikke god til at ligge alene.
Jeg føler jeg har givet 5000% af mig. Og når det har været hårdt indimellem, så har jeg alligevel fundet det sidste for at være der på bedste vis for Sophia. Det skal lige siges hun havde kolik i et par måneder, det klarede jeg næsten også alene.

Min kæreste kan ikke holde hende mere end 10 min for så gør det ondt i ryggen også kramper armen!!
Han kan slet ikke forstå at jeg har slæbt rundt på hende Heeeele dagen, og at jeg har brug for et pusterum, OG tid til at sørge for huset.
For det klarer jeg nemlig og selv.

Normalt render jeg rundt hele aftenen når Sophia er lagt og laver alt muligt praktisk, mens min kæreste sidder i sofaen.

Igår satte jeg mig i sofaen inden bordet var tømt, og køkkenet var ordnet. Det fik jeg skæld ud for:-(
Det er som om han slet ikke aner at han altid sidder i sofaen mens jeg rydder op efter os.

Jahh jeg er bare træt af at jeg føler jeg giver mere af mig selv en jeg overhovedet troede var muligt- og han slipper igennem som deltidsfar nærmest.

Nogle råd. ?
Jeg overvejer at vise har dette! Så i er velkommen til at skrive til ham agtigt.

Tak