Den sproglige udvikling - SÅ svært for mig! {{forumTopicSubject}}

Ååh ja, skal bare lige lufte ud.

Vito er jo 19 mdr og fuldstændig perfekt. Han er så god og dygtig, og en ren hystade midt i trodsalderen/selvstændighedsalderen (ja, han tror åbenbart han er to år )
Han er så stærk motorisk og kan så mange ting. Er ikke bange for noget, er sød og kærlig og får altid stor ros i vuggestuen. Han trives godt med alle, og udover at give sin mor grå hår for tiden, er der intet med ham.

udover hans sprog. Han siger få ord, og ellers bare "bu" og "du". af og til kommer der et nyt ord, som så forsvinder igen.
Jeg ved godt at han kun er 19 mdr. og at børn lærer forskelligt. Og han har SÅ god en sprogforståelse. Han forstår alt hvad jeg siger, og gør altid de ting jeg beder ham om (og når han ikke gør, er det fordi han ikke vil, ikke fordi han ikke forstår)..
Han har et helt fantastisk kropssprog og jeg ved altid hvad han vil, ligeledes forstår hans pædagoger ham også altid.

Men ja, det er så svært for mig at han stort set intet siger.. Jeg havde selv sproglige og motoriske problemer som barn. Fra jeg var to år gik jeg til talepædagog tre gange om ugen. Jeg var ørebarn, og er født med en for stor tunge (hvilket ingen har kunne svare på om var arveligt, men ingen har bemærket noget ved Vitos). Jeg gik til regelmæssig fysioterapi, men da jeg blev 6 stoppede al indsats. Der var intet at gøre, jeg talte på ingen måde rent, og var totalt uforståelig for alle end mine nærmeste. Min skolestart måtte udsættes (skulle være startet da jeg var 5) og alle (inklusiv mig selv) var dybt frustrerede.
I påsken da jeg var 6 (dvs. få mdr. før min skolestart) sagde jeg pludselig "må jeg bede om kartoflerne" og fra den dag talte jeg rent..

Jeg er så bange for at Vito skal få de samme problemer og oplevelser. Jeg var så stor, så jeg kan tydeligt huske hvor frustrerende det var. Da jeg var 5 spillede min mor et bånd for mig, af mig selv der talte, og jeg græd og græd og blev SÅ sur over at ingen havde rettet mig. Men det hjalp ikke.

Jeg har i vuggestuen forklaret dem mine bekymringer (Vito er også ørebarn, men det er hverken min, lægens eller pædagogerne opfattelse at hans hørelse var påvirket før drænet) og nu venter jeg bare..
Jeg har bedt om en samtale omkring hans sprog, men man kan først lave en sprogtest når barnet er to år, så vi holder møde til sommer. Og ellers venter jeg på at han får knækket koden. Han kender alle ordene, og forstår alle sammenhængene. Han kan bare ikke låse op til hvordan han selv får det ud.

jeg ved jo godt at han kun er sølle 19 mdr og at mange børn siger lige så lidt som ham. Og han går i en institution med primært 2G-børn, hvilket jo også påvirker sproget, som generelt er forsinket dernede..

men ØV - hvor er det bare frustrerende...

Nu er jeg gået i gang med et projekt med fotobøger, men med billeder af steder, ting, dyr og mennesker vi kender i virkeligheden Så får vi nogle fine ting at snakke om, som han lettere kan relatere til. Det håber jeg vil vække begejstring..


Ja, et mega langt indlæg, I know, men skulle ud med det, har tænkt på det hele dagen..

I må selvfølgelig gerne skrive "mit barn sagde heller ikke noget i den alder, men pludselig EKSPLODEREDE h*n med ord, men ellers bare tak for at I gad læse min smøre

(og så lige et billede - bare fordi jeg kan!)