Depression {{forumTopicSubject}}

Jeg har den sidste måned været ked af det, følt jeg ikke var god nok, haft let til tåre, følt mig syg, afskårret mig fra omverdenen, og generelt bare ikke været som jeg plejer.
Jeg har ønsket graviditeten og baby langt væk, og igår hvor jeg igen måtte indlægges kammede det over for mig.. Jeg kunne slet ikke overskue indlæggelsen, endnu engang at skulle svigte axl og Dan, mit arbejde (er sygemeldt, men har frygtelig dårlig samvittighed overfor mine elever og kolleger)
Jeg brød helt sammen og tiggede og bad dem sætte mig igang så jeg kunne slippe..
Jeg fik lov at komme hjem, men skal idag til samtale med en læge og psykolog da det er tydeligt at jeg har en (fødsels)depression, vi skal også drøfte igangsættelse og nogle andre ting..
Jeg har fået tid til igangsættelse i uge 38, men de ville på en konference i dag drøfte muligheden for at gøre det tidligere endnu, men jeg regner ikke med der kommer noget ud af det.
Er i uge 24, så må erkende jeg bare, lige pt, vifter med det hvide flag.
Ingen af mine venner, kolleger eller familie ved jeg har det sådan her. Jeg er typen der klarer alt selv og ikke vil lægge andre til byrde, men jeg må nok bide i det sure æble og gå til bekendelse overfor mine nærmeste..
Nu ved I det så, nu har jeg prøvet at sætte ord på mine følelser og det er faktisk meget rart.