{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
1.324 visninger | Oprettet:

Aner ikke mine levende råd. (langt...) {{forumTopicSubject}}

Hej BG.
Jeg har valgt at skrive fra en anonym profil, da dette er et meget sårbart emne for mig og jeg har ikke lyst til nogen skal kunne sætte mit navn og identitet på denne tråd.
Jeg håber I forstår…

For at gøre en lang historie kort opvoksede jeg hos mine bedsteforældre, hvilket jeg altid har tænkt på som en god barndom.
Nu er jeg selv gravid og skal meget snart have ønskebarnet sammen med min dejlige mand.
Her under min graviditet er jeg begyndt at tænke tilbage på min egen barndom og den måde jeg er opvokset på.

Nu er der dukket nogle ubehagelige minder op fra min barndom og jeg har meget svært ved at tackle det..
Det jeg husker er at min bedstemor fik mig og min bror til at ”amme” hos hende da vi var store børn (3-4 år).
Først og fremmest syntes jeg jo det er meget unaturligt at sutte på en bedstemors bryster og for det andet er det jo dybt ulækkert.
Jeg tænker en hel del på det og jeg har det bare så dårligt over det. Jeg kan mærke at det gør jeg har svært ved tanken om at skulle amme mit eget barn og jeg syntes hele det her amme noget virker ubehageligt.

Noget andet er at jeg er begyndt at tage rigtig meget afstand til min bedstemor og jeg har ikke lyst til at snakke med hende eller at hun skal komme i nærheden af mig rent fysisk.
Jeg bliver vildt irriteret når hun ringer til mig og jeg har meget svært ved at rumme hende.

Jeg ved ikke om jeg overreagere eller hvad det er der sker med mig?? Jeg kan ikke finde ud af om mine graviditets hormoner har noget med det at gøre eller om min reaktion er helt reel.
Hvad havde I gjort??


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Aner ikke mine levende råd. (langt...)
  • #1   27. aug 2011 Jeg syntes overhovedet ikke du overreagerer, måske du skulle snakke med en professionel om, der tror jeg du vil kunne få nogle ordenlige svar og den rigtige hjælp til at tackle de her ting smiley

  • #2   27. aug 2011 Hvordan kan du have minder helt tilbage fra du var så ung? Hvis du er 100% ville jeg nok konfrontere hende med det, ellers får du ikke ro i sjælen. men det ku også være du blander nogle ting sammen?



  • #3   27. aug 2011 det du har været usat fir er i bund og grund et overgreb og grunden til at det nu kommer frem igen er fordi du har fortrængt det men sys du skal snakke med en psykolog eller hvis du har mod og kræfter til det så ta den med hende og sig hvad du tænker føler osv

  • #4   27. aug 2011 jeg ville kontakte en psykolog og få en god snak der. om din barndom og opvækst. for ik at ødelægge dit forhold til dit eget barn.
    det er hårdt at sidde og snakke med en psykolog men det er det hele vær.
    men kan godt forstå du tager afstand fra din bedstemor.


  • #5   27. aug 2011 Nu er der forskel på om hun ammede jer for hendes skyld og i nærmest blev tvunget til det. Eller om hun gjorde det for jeres skyld og af hendes gode hjerte.

    Hvordan er hun ellers overfor dig? Er hun påtrængende eller er hun omsorgsfuld?


  • #6   27. aug 2011 Jeg vil sige at hun er begge dele.
    Hun har altid bladnet sig I hvordan jeg gør tingene, snaget i mit hjem (har taget hende i at stå og rode i min undertøjsskuffe), hun blander sig I hvad vi gør og hvordan vi gøør det og hvis man konfrontere hende begynder hun at græde og vil slet ikke snakke med en.
    På den anden side har hun også altid givet os penge hvis vi har manglet noget og hun var jo villig til at tage sig af os da vi var børn og hun gav os mange ting..

    Det med at jeg husker så tidlige minder, det gør jeg hellere ikke. Hat måske formuleret mig forkert, for de minder jeg har er fra da min bror var 2-3 år, hvilket gør jeg har været 4-5 år.


  • #7   27. aug 2011 Men hvordan kan man gøre det for vores skyld?? Jeg mener, det kan vel aldrig være for vores skyld at hun gjorde det??

  • #8   27. aug 2011 selvfølgelig har det ik været for jeres skyld det siger sig selv. men det så super vigtigt at du får snakket med en spokolog om det inden dit eget barn kommer til hver og så få snakket om hvad der er sket den gang og hvordan du skal forholde dig når din lille bebs kommer til verden. beslutningen er din men havde nok valgt og sige at jeg ingen kontakt skulle ha med hende og mine børn ik skulle passes der men det er noget du selv må finde ud af med dig selv ingen andre kan gøre t for dig desværre. men husk lyt altid til dig hjerte og følg det

  • #9   27. aug 2011 Jeg tror jeg ville starte med at spørge hende om hvorfor hun egentlig ammede jer, dengang. Spørg om der er en grund, som du bare ikke kan huske. Det kan du godt få formuleret, så det ikke lyder negativt.
    Nu ved jeg jo ikke hvorfor du og din bror flyttede derud, men måske hun har villet give jer så meget omsorg, og den eneste måde hun har følt at hun kunne få jer tæt nok på, var ved at amme jer.
    Men jeg synes det lyder underligt at en kvinde vil amme sine børnebørn som er så store.
    Men har hørt om det før. Det er en sær form for bonding (staves)

    Omsorg gives IKKE via penge. Omsorg er noget man giver fra hjertet.

    Men jeg ville altså prøve at snakke med hende, og høre om der er en grund. For det er jo sådan set kun hende der kan give dig de svar, som kan hele den følelse af at du ikke kan forestille dig at amme dit eget barn.


  • #10   27. aug 2011 Når du så har snakket med hende, så ville jeg helt klart kontakte en psykolog. Så du kan få rydet ud i sin psykiske ryksæk.

  • #11   27. aug 2011 husker du andre overgreb?? for et 4årigt barn ammes da ikke (normalt) uanset hvis patter det er ... hvis du husker andre overgreb ville jeg tage en snak med hende mens jeg havde en 3. person med, få noget proff hjælp,

  • #12   27. aug 2011 Mamasita; jeg har boet på mallorca til jeg var 4 år og jeg husker altså tydeligt vores lejlighed samt nonneskolen ( de har en pige skole hvor kun nonner underviser) jeg gik på ;o)

    synes ikke du overreagere og kan godt forstå du ikke vil amme og et barn fungere altså ganske fint på flaske :o)


  • #14   27. aug 2011 Jeg har intet kendskab til sagen eller lign. sager - så jeg skriver kun ud fra min mavefornemmelse.

    Jeg har snakket lidt med min farmor, og for bare 20 år siden, var det meget normalt at amme sit barn, til der slet ikke var mere mælk. Min farmor ammede min far til han var ca. 3 år. kun sådan en "hygge" tår. Min farmor så det ikke som et problem, men nærmere som omsorg og hygge, i stedet for at tage ham op og give ham en sut.

    Jeg syntes du skal spørge din bedstemor, om hvorfor hun gjorde det ved jer, det er vigtigt du ikke angriber hende, da hun sikkert kun har gjort det af kærelighed til jer. tror ikke hun ser det som noget "ulækkert" og måske kan hun blive ked af det, hvid du starter med at udtrykke at du ikke syntes det var rart.

    Hvis du ikke har lyst at amme dit barn, så er der jo ingen der siger man skal, man kan jo bare vælge det fra. Men når den lille er født, kan du mærke om det er noget du har lyst til, og er det ikke kan du jo bare give ham flaske. værre er det ikke - det må du ikke blive stresset over.

    Da jeg var gravid, kunne jeg heller ikkr forholde mig til tangen om at skulle amme, det lå så fjernt - men da ham kom til verden, var det helt naturligt.

    jeg tror også du godt kan regne med dine homoner spiller et lille puds, der skal ikke så meget til at man bliver irriteret - er selv gravid igen i 22 uge - og kan irritere mig over andre mennesker og deres opførelse.

    bare nogle tanker her fra..


Kommentér på:
Aner ikke mine levende råd. (langt...)

Annonce