jeg spiser mig selv tyk (meget lang) {{forumTopicSubject}}

ja og jeg er udemærket klar over det.

det hele bunder nok i at jeg er så fustreret og så ked af det, at det eneste lyspunkt lige nu er mad og mine unger.

jeg selv lider af en svær depression og får en del medicin.
min mand lider af golf og tennis albue i begge arme og kan knap løfte et glas vand og så har han noget med hjertet som det er ved at prøve og finde ud hvad den fejler.

mine unger skal begge have dræn i ørene om 14 dage + den store skal have fjernet polypper og så har den yngst lige fået mellemørebetændelse.
som om det ikke var nok, har det begge en smule feber, snotter helt vild og hoster.

den store vil ikke sove på sit eget værelse, så vi flyttede ham ind til os og det gik og så fint til at starte med men nu skriger han bare han ser hans og vil kun sove hvis jeg ligger ved siden af ham og han ligger i vores seng.


jeg orker snart ikke mere, jeg havde ellers sådan glædet mig til min mand skulle starte i jobprøvning så jeg kunne få tid til mig selv og gå i motionscenter som var et stort ønske, så jeg kunne tabe mig og så jeg kunne blive den glad og livlig pige som jeg var en gang.
jeg føler at jeg drukner og kan ikke holde op med at spise nu og jeg ved godt at det er fuldstændig hjerne død, men jo mere jeg tænker over det jo værer bliver det.

tak fordi i var så søde at jeg kunne få et lille åndehul