Kære Mor... {{forumTopicSubject}}

Kære Mor

Jeg mangler dig stadig efter 12 år, den plads du havde i mit hjerte, den er rungende tom. Jeg ved at du gjorde alt hvad du kunne for at blive hos dine to små piger, det kunne du desværre bare ikke, jeg bebrejder dig det ikke og har aldrig gjort det, jeg ved at du ville gøre alt for os.

Der er så mange ting du skulle have haft lov til at opleve sammen med os, husker hvor mærkelig en følelse jeg havde i kroppen da jeg blev konfirmeret, der stod så mange mødre og var stolte over deres børn, og her stod jeg så helt alene uden MIN mor, far var der men der manglede stadig noget DIG.

Så nåede min lillesøster tiden hvor hun også skulle konfirmeres og her husker jeg igen at du gik glip af en rigtig stor dag, hun var en rigtig flot pige, men føelsen af at du ikke fik lov til at opleve det gør ondt, det må være en mors største drøm at kunne føre sine børn igennem livet, kunne få lov til at være med til de store begivenheder og få lov til at være stolt over ens børn, denne føelse har du ikke fået lov til af føle..

Jeg mangler dig til at kan søge hjælp, tryst, støtte eller bare hygge med dig, mangler duften af dig.

Jeg har verdens bedste mor og det er dig og det er jeg stolt af, selvom vi ikke lærte hinanden så godt at kende så føler jeg stadig at jeg kender dig rigtig godt, men ville godt have haft mulighed for at kende dig bedre..

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg ville med dette, havede nok mest brug for at få lidt luft...
Tak fordi du læste så langt...

Undskyld det blev så langt...