{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
844 visninger | Oprettet:

bare sådan en dag hvor alt er træls {{forumTopicSubject}}

sidder bare herhjemme og syntes alt er træls..

tænker over alt og det gør mig sindssyg..
Vil så gerne have en familie, og krummer tæer over at det ikke lykkedes med mig og bella´s far..
Ville så gerne at alt bare kunne gå..
Flyttede fra ham da jeg var i 4. måned, hvor vi boede i kbh, og flyttede så hjem for at få støtte af familien når jeg nu stod alene. Så stod uden ham i graviditeten og selvf osse nu. Så alt er bare sværere når vi bor så langt fra hinanden, jeg syns jo heller ikke det er sjovt han ikke kan se sin datter så meget han ville kunne hvis han boede i samme by..

Så skal vi indlægges på skejby sygehus på onsdag, da bella jo er syg.. Pga hendes sygdom er der så noget så hun skal opereres, (vil jeg ikke mere ind på), men jeg er SÅ bange for der går noget galt, og kan slet ikke slippe tanken med jeg er bange for jeg mister hende, og ikke har hende mere efter operationen.. ved jeg ikke må og skal tænke sådan, men det er bare så svært at lade være..

Plus, jeg savner mine gamle kollegaer og arbejde i kbh, men hvis jeg flytter tilbage til kbh, og der måske en dag kommer, hvor jeg virkelig gerne VIL hjem til aalborg igen, så kan bellas far gøre så jeg ikke kan, grundet fælles forældre myndighed.. Så tør slet ikke flytte derover igen, i frygt for jeg aldrig ville kunne komme tilbage til aalborg hvis det var det jeg virkelig ville ønske en dag.

Min mor sagde også da jeg flyttede tilbage at jeg bare skulle sige til hvis hun lige skulle se efter bella nogle timer, hvis jeg havde brug for at få lidt luft, men nu har hun fundet en ny kæreste, og har slet slet ikke tid.. overhovedet!

Syns bare alt falder ned over mig.. måske tænker jeg for meget, men de går faktisk ikke en dag hvor jeg ikke tænker over de ting.. kan simpelthen ikke få det ud..

Det eneste jeg kan trøste mig selv med, er at jeg har jordens dejligste datter, og at jeg inderst inde VED at jeg er en god mor.. DET VED JEG! og det er vel det vigtigste.

Undskyld den lange smøre, men havde brug for at komme ud med det...


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  bare sådan en dag hvor alt er træls
  • #1   1. nov 2008 Det er også rigtig mange ting og gå og tumle med,du har ikke nogle du kan snakke med ? og det med og miste ens barn,selv om der er en meget lille chance for det,er ubeskrivligt,føler med dig.
    og selvføldig er DUen kanon mor,eller bekymrede alle de her ting ikke dig


  • #2   1. nov 2008 sender et cyber-kram til dig, og kan da sagtens forstå din bekymring - du er jo MOR smiley

  • #3   1. nov 2008 tak bonnie smiley

    Charlotte M, ja chancen er meget lille, men bare det at den er der, gør mig bange.. læste jo også om en her på babygalleri hvis dreng kun blev 2 dage, også mistede de ham.. jeg sad og STORTUDEDE! Hvor er det forfærdeligt, er så bange for jeg også mister.. og ja,m så e der alle de andre ting oveni..
    og syns bare det er meget nemmere at snakke med jer herinde, og kunne beskrive tingene, da jeg normalt er FOR STOLT til at vise jeg er svag overfor mennesker jeg kender.. dårlig ting, det ved jeg.. men der er vi alle jo så forskellige


  • #4   1. nov 2008 jeg kender godt den føelse med og være bange for miste,vi var mange gange tæt på og miste oliver,da han blev født,i 3 uger vidste jeg ikke om jeg fik ham med hjem.
    Man forstiller sig en masse ting,og ens fantasi er der ikke grænser for,du skal give dig selv lov til og være bange,og fortæl det til folk,ved det er svært,men det kommer man længst med,tror ikke man kan få det helt til og forsvinde,hvis jeg kunne ville jeg komme og holde dig i hånden den dag,og trøste dig


  • #5   1. nov 2008 du er simpelthen så sød! ALTSÅ!
    jamen har fortalt det til et par stykker hvordan jeg har det, men føler lidt at de slet ikke forstår det.. Har f.eks sagt det til min mor. og hun sir bare: SELVF mister du hende ikke, og intet andet! Jeg har brug for folk gider sætte sig ned med mig og lade mig snakke ud.. når min mor siger sådan, og ikke mere, føler jeg ikke hun tar mig seriøs når jeg kommer til hende,

    Hvorfor herskede der så mneget tvivl om oliver ville overleve, hvis man må spørge?


  • #6   1. nov 2008 Er vi ikke her for og hjælpe hinanden,og jeg får helt ondt,når jeg ved man skal igennem de ting,så du skal endelig skrive : )

    oliver havde haft meget høj puls i min gravidtet,og havde det faktisk rigtig skidt inde i maven,så da han kom ud,efter en meget svær fødsel,hvor vi var ved og miste ham flere gange,var han meget syg,af infektion,så de vidste ikke om han overlevede.
    De troede så at han var hjerte barn,så blev infomert om at vi skulle på skejby,der var han 2 dage gammel,han skulle opereres,og de vidste ikke om han ville overleve,så vi var helt græde færdig,de scannede hjertet,og det viste at det var ikke det,så fik han gulsol,og de kæmpede stadig med og få infiktinen og pulsen ned,hans puls var 230,pulsen fik de ned på 180 efter 3 uger.
    De sagde hele tiden de ikke vidste hva vej det ville gå,så efter 3 uger på sygehuset,kunne vi drage hjem,det var både skønt,men heller ikke rart,da vi var bange begge to gor og få ham med hjem
    tror aldrig vi begge har grædt så meget på de 3 uger : )


  • #7   1. nov 2008 det var da også en forfærdelig omgang i har været igennem...
    må være forfærdeligt at hører LÆGERNE sige at de ikke ved hvilken vej det vil gå.. men er glad for han er sund og rask nu.. En lille surviver smiley (hvis det staves sådan) haha...

    Mig og bella var også indlagt i 3 uger først, før vi måtte tage hjem, så efter vi havde været hjemme en uge, blev vi indagt IGEN, i en ekstra uge.. Kunne også mærke jeg var ved at knække der.. Isabellas far var der jo heller ikke.. og den eneste som jo kan sætte sig præcis ind i hvordan man har det, er jo den anden forælder, så havdfe godt nok brug for ham der :(vi går stadig til kontrol derude, på sygehuset.. vi har været der op til 3 gange om ugen, til kontrol, nu er vi der omkring 1 gang om ugen, så det tar også hårdt på den når man ved det ikke er overstået.. Med den sygdom hun har, skal hun rigtig følges hver 3. måned resten af sit liv, for at se om medicinen virker som det skal eller om det skal øges osv..
    nu er hun 3 mdr, og vi har minimum været der en gang om ugen efter vi blev udskrevet, så det tar kræfter.. Men er sikker på min lille pige også er en overlver, efter alt hun allerede har været igennem.. Nu må den store vorherre holde hånden over hende, kan ikke være rigtigt der skal ske mere..


  • #8   1. nov 2008 i er hvis begge to,nogle overlever : ) hold da op du må være stolt af dig selv,sikke et arbejde du gør,samtidig med du skal forholde dig til hendes sygdom
    må jeg spørge om hvilken sygdom hun har ?

    jeg fik en fødselsdep,efter vi kom hjem,han havde så også lige 3 mdr kolik
    vi har også gået til kontrol,de sidste to år,de mener at han nok ikke har fået ilt nok under fødslen,så har taget lidt skade,han har svært ved nogle ting,ikke fysisk,der ligger han som en 4 års
    men psykisk ting
    det kan godt være lidt trist nogle gange,men han holder os oppe den dejlige dreng : )


  • #9   1. nov 2008 Min bedste veninde kommer selv fra Aalborg men fandt en kæreste i København og flyttede over til ham. De har været sammen 4 år nu og hun savner sin familie hver dag og hun græder meget ofte og når de har været i Aalborg græder hun hele vejen til København igen, hun vil så gerne hjem og bo omkring hendes familie, og det slider på hende men kæresten vil ikke med, hsn vil bo i København og hun er stadig ikke faldet til der efter 4 år. Hun er bare ikke stærk nok til at flytte fra ham og tage hjem for hun elsker ham jo og det er ham hun vil være sammen med for altid, hun føler sig bare så splittet for hun vil helelr ikke miste ham. Det er så svært at råde hende, men de er begyndt at tage meget oftere til Aalborg på ture i weekender eller også tager hun selv afsted men hun har jo heller ikke et barn endnu.
    Hun vil så gerne have hendes mor ved hendes side når hun skal føde men det kan jo også blive svært.

    Det er SÅ svær en situation, men kan man ikke komme til at undersøge om du kunne miste din datter på det? for hvis det ikke ændrer på beslutningen som du frygter vil det være nemmere for dig at turde flytte til København igen.

    Du har godt nok meget at bøvle med, når du også har operationen at tænke på, og ja det kan være rigtig svært at snakke med veninder om det. Selvom jeg gerne siger mange ting jeg tænker på og har det bedst med at snakke om dem har jeg svært ved at sige det overfor veninder alligevel og siger det hellere til min mor da jeg frygter at veninder kan se ned på en bagefter eller føle sig hævet eller godte sig lidt. Kvinder er jo nogen gange ikke altid helt skyldfrie, så jeg har selv svært ved at åbne op overfor veninder.

    Et par af mine forældres venner skulle selv have opereret deres barn mens det var i maven, og kan ikke huske om det hurtigt skulle tages ud og opereres og lægges tilbage i maven eller om de gjorde det gennem huden, men det var også en operation hvor alle var nervøse da det var alvorligt men han har det fint i dag og er 9 år. hun gik fint resten af graviditeten.


Kommentér på:
bare sådan en dag hvor alt er træls

Annonce