Er SÅ skuffet :-/ (har brug for jeres mening) {{forumTopicSubject}}

Min onkel holder 60 års fødselsad i aften. Ret spontant ringede han mig op i sidste weekend, og inviterede min søster, min kæreste og mig med. Vi ville selvfølig gerne fejre ham, og blev ret bevæget over at han havde fortrudt at han ikke havde inviteret os, så både min søster og jeg skyndte os at ringe rundt til venner og veninder for at få en børnepasser.

Jeg fik fat i min veninde, som sagde at det kunne hun godt. Det drejer sig om i aften fra klokken 17 og frem til 24/01 i nat (vi skal ikk for sent hjem da jeg skal på job imorgen). Det ville hun gerne, især når det ikke drejede sig om flere timer.

Men så møder min kæreste hende med hendes kæreste igår da han var ude med hunden, og mens deres hundene leger få min veninde lige slynget ud at det altså ikke er hende der kommer op imorgen aften (idag), men hendes kæreste! Jeg var mundlam da Søren fortalte mig det. Vi kender som sådan ikke hendes kæreste. Vi har mødt ham nogle gange på gaden, og snakket om byggeprojekt (de er igang med at renovere deres lejlighed, og vi er igang med at lave køkken). Og vi har været oppe og spise hos dem én gang efter de begyndte at komme sammen.

Jeg ved ikke så meget om ham, andet end han vist nok er udd. pædagog, eller har arbejdet inden for noget børnepædagog fag, og så ved jeg han lider af socialforbi. Han er på KH da han har nogle smerter, og derfor ikke mener han kan arbejde. Han har selv renoveret hele min venindes lejlighed (revet væg ned, og lavet køkken-al-rum, og istandsat stuen (som nu er soveværelse). Mere ved jeg ikk. Jeg syntes han virker sød nok, men når det kommer til at passe mit barn, føler jeg at han er en total fremmed.

Skal jeg eller kæresten blive hjemme, selv om vi begge trænger til at komme ud lidt? Skal jeg tage og slappe lidt af, og så trøste mig med at det trods alt kun er denne ene gang og han jo har arbejdet med børnepædagogik?

Jeg kan godt forstå at min veninde har været nød til at tage på job. Hun er en af dem der er ramt af krisen, og kan ikke finde job, så hun arbejder to forskellige steder som tilkaldervikar, og skraber kun lige penge ind til dagen og vejen, men jeg havde nettop kort for inden smilet ved mig selv over at jeg har så god en veninde der gerne siger nej til at job, for at passe min datter. Da jeg så finder ud af at hun får sin kæreste til det, følte jeg mig virkelig skuffet over hende. Hvorfor siger hu det først dagen før? Hvorfor ringede hun ikke bare til mig og sagde det?


Hvad ville i gøre ? Hvordan ville i have det? Ville i konfrontere veninden?

Undskyld det blev lidt langt, men håber i har mod på at læse det, og svare på det. Tak