Griner bare af det... {{forumTopicSubject}}

Ja... hvordan skal jeg begynde??? Bliver desværre nok lidt langt...


Her da Mikkel blev 2 begyndte han rigtigt at prøve grænser af - samtidig med det havde jeg graviditetsproblemer med bækkenløsning, men prøvede ikke at lade ham mærke af det, og bar ham og diverse ting trods smerter... men selvfølgelig var jeg ikke lige så hurtig til at kunne rejse mig og kunne heller ikke løbe efter ham hvis han f.eks stak af når vi var udenfor... og det opfangede han jo hurtigt, at mor var nem at løbe om hjørner med.

Desværre bliver det ikke bedre - tværtimod... Det er nok lidt en kombination at grænseprøvningsalderen og så det at han er blevet storebror. For han er god til at lave ballade så snart jeg sætter mig med Caroline - for så kan jeg jo ikke bare lige reagere, så skal jeg først lægge hende eller lignende...

Det der er det frustrerende / det jeg ikke helt ved hvad jeg skal stille op med, er når han laver ballade.
Han er f.eks lige begyndt at kunne nå stikkontakterne, og er fuldstændig ligeglad med at jeg siger nej, og fortæller ham at han ikke må leje med lyset. Han syntes bare det er sjovt og ignorerer fuldstændig hvad jeg siger, indtil jeg siger:
"Hvis du ikke stopper med at lege med lyset og går væk fra stikkontakten inden jeg har talt til 3, så kommer jeg og tager dig væk".

Bruger også den med at tælle til 3 i mange andre situationer som f.eks. hvis han skal have skiftet ble og ikke gider:
"Hvis du ikke selv går ud på badeværelset inden jeg har talt til 3, så kommer jeg og bærer dig."
Sådan bruger jeg det i flere forskellige situationer, og når jeg at tælle til 3, jamen så der koncekvens hver gang, at jeg flytter ham væk eller bærer ham ud på badeværelset o.s.v.

Nu er han så også begyndt at grine når han får skæld ud... :S
I dag gad han f.eks ikke sove til middag, han stod op og løb ind i soveværelset og hoppede i sengen. Gik ind og hentede ham og lagde ham i seng igen - kort efter stod han op igen, og skrev af grin da jeg gik efter ham og "fangede" ham og lagde ham i seng igen.
Efter nogen gange prøvede jeg bare fuldstændig at ignorere ham, da han tydeligvis syntes det var en hylende sjov leg at jeg hentede ham og lagde ham i seng igen. Efter 20 minutters leg i soveværelset uden skyggen af mor, jamen så kom han da bare ind i stuen og sagde "kommer efter dig" med kæmpe smil på, og begyndte at løbe frem og tilbage mellem stue og soveværelse.
Prøvede igen at putte ham, og hver gang skreg han bare af grin, selvom jeg snakkede med meget store bogstaver og fortalte ham at han altså skulel blive i sengen. Men så snart jeg vendte yggen til, så var han oppe igen.

Han har siden han var ½år været lige til at lægge i sengen og sige nat nat, og så sov han, vi har ALDRIG haft putteproblemer med ham, og her til aften var der heller intet...


MEN hvad gør i andre når jeres 2 - 3 årige bare er skide ligeglad med hvad i siger - ligeglad med en skideballe / snakken med store ord - og bare griner jer op i hovedet?
Har i nogen gode råd til hvordan vi kan prøve gribe det an? Så vi ikke "taber" denne grænseprøvningsperiode vi er på vej igennem....