er ved at {{forumTopicSubject}}

opgive det hele, for tiden.
Det hele startede for 9 uger siden, hvor min mand var så uheldig at brække hans ankel.
Først fik han dog afvide at den kun var forstuet, men 4 dage senere da han stadig ikke kunne mærke bedring tog han igen på skadestuen, hvor de så fandt ud af at den rent faktisk var brækket, (meget kompliceret brud) som de overvejede om den skulle opereres. Det mente de så dog ikke den skulle Men han måtte så slet ikke støtte på foden, så derfor var det mig der kom til at stå med ALT. (rengøring, aflevering/afhentning af victoria, madlavning)
Nu har han så fået gipsen af, og lægerne mente at han her efter weekenden vil kunne gå nogenlunde normalt på foden, og jeg tænkte, hold op hvor lækkert, endelig kommer der lidt hjælp i min hverdag igen, men men men sådan ser det desværre ikke ud alligevel. For han siger han stadig ikke kan støtte på den uden det gør ufattelig ondt
Jeg ved godt han selvfølgelig ikke selv kan gøre for det, men jeg er bare ved at opgive, da det er mig der skal gøre alt med victoria, da han jo ikke rigtig kan. Jeg er i total søvn underskud PT, da jeg skal op om natten til victoria (hun sover ikke så godt for tiden) og samtidig passe mit arbejde som dagplejer hvor min dag starter kl 6, hverdag for ellers kan jeg simpelthen ikke få tingene til at hænge sammen, har først fri 16.30 hver dag og så skal jeg hente victoria i børnehaven, handle ind, hjem og lave mad, rydde op/gøre rent, så der er pænt dagen efter. Er så selvfølgelig træt når så toria er komme i seng, men manden syntes det er træls at jeg så næsten sidder og er ved at falde i søvn på sofaen.
Jeg kan ikke "ansætte" en til at hjælpe med at aflevere/hente victoria i børnehaven, da hun ikke er meget for fremmede, og hun tager lang tid og blive tryg ved nogen.

tak til jer, da gad og læse det. jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det, tror måske bare jeg havde behov for at komme lidt ud med det. Hvis i har nogle ideer, til hvordan jeg kan lette min hverdag, høre jeg gerne om det.

hilsen Jeanette