{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
3.005 visninger | Oprettet:

MorT2 P
MorT2 P
Tilmeldt:
19. apr 2012
Følger: 1 Emner: 2 Svar: 9

Slut - Hvornår? :( {{forumTopicSubject}}


Hej BG smiley

I kender mig nok ikke, men jeg har oprettet denne profil for at få svar på et spørgsmål jeg har tumlet lidt med,..

Jeg har et stykke tid tænkt på at gå fra min mand! Vi skændes for meget, bliver irreteret over hinanden, og vores sexliv er mildest talt forsvundet ! Og hvis jeg skal være ærlig er det nok min skyld, da ALT hvad min mand gør, simpelthen bare irretere mig, eller gør mig ked af det!

Han er en fantastisk far til vores 2 børn, det er der ingen tvivl om, og han er et dejligt menneske, men er bare bange for at det ikke skal være os længere ! Vi har været sammen i 7 år, gift i 1,5 år, og har 2 dejlige børn (begge under 2 år), så tænker også at det kan være efter fødslen at problemerne er kommet, og det måske bare er mine "hormoner" der spiller et puds!!

Jeg er så utrolig fortvivlet, for jeg elsker ham jo!! Men skal jeg være ærlig så er jeg bare ikke glad længere, eller forelsket i ham mere!! Hans forældre vil styre rigtig meget i vores liv, faktisk alt, og min mand kan ikke sige fra overfor dem - hvilket er skyld i utrolig mange problemer og skænderier herhjemme !! Jeg vil leve mit liv på den måde som gør os glad, og det skal de ikke blande sig i, hvilket min mand er enig i, men så snart vi er sammen med dem tør han ikke sige noget !! Jeg har prøvet at være forstående og støttet op om ham, men det hjælper jo ikke noget at det efter 7 år stadig er mig som skal fortælle dem ting og derfor også altid få at vide - at jeg ikke er god nok !! - at vi ikke har styr på en skid !! osv. osv.

- En af mine største bekymringer ved hvis vi gik fra hinanden er om jeg så faktisk ville kunne undvære ham?? Hvordan bliver min økonomi?? Har jeg virkelig overskud til at være alene mor til 2 børn?? Hvad tænker alle andre??

Jeg er sikker på at vi ville kunne snakke sammen, hvis det ikke skulle være os længere.. Som sagt er han utrolig forstående overfor mig, og vi elsker jo hinanden for ellers havde vi ikke fået børn sammen.. Vi ville sagtens kunne tage på tur sammen med børnene, spise sammen osv, selvom vi ikke var sammen, for vi er uden tvivl hinandens bedste venner..

Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre??? Hvornår ved man det er slut?? For den ene dag er jeg ikke tvivl, og slet ikke når vi skændes, for jeg vil være glad og have overskud til mine børn!! Men den næste dag, kysser han mig på kinden, og siger at alt nok skal blive bedre, - ugen efter skændes vi så igen!!

Ved ikke hvad jeg ville med dem, blot hører hvad i andre har af erfaringer?? Hvornår viste i det var slut?? Gjorde det meget ondt at gå fra hinanden?? Var i kede af det, længe efter?? (for smerten gør mig i tvivl - selvom jeg tror det ville være det rigtige) ?? Hvordan delte i jeres børn, mens de var små??

Min mand og jeg har altid været enige om at børnene er de VIGTIGSTE, ligemeget hvad, og så skal tingene fungere - også selvom vi ikke er sammen, så det er jeg ikke bange for..

Valgte i at få børnepenge fra faderen?? For det tænker jeg ikke at jeg vil, dog skulle han gerne hjælpe mig økonomisk når der skulle købes flyverdragt, eller andre dyre ting?? smiley

Og lige en ting mere?? Hvad gør i når i putter jeres børn, og de begge skriger samtidig?? Min den mindste er kun 3 måneder, og vil gerne "hænge" på en, og hvis den store så samtidig er inde i en periode hvor hun ikke gider sove, hvad gør i så?? smiley

ÅÅåÅÅÅÅÅHHH' jeg er så fortvivlet smiley !! Tanken om at han skulle komme over mig, og finde en anden gør så ONDT - men i modsætning har jeg heller ikke lyst til at rende rundt og være ked af det !! Og jeg har ikke lyst til at skulle gå flere dage uden at se mine børn, tror jeg ville dø!! Håber i kan komme med lidt råd, og jeres egne erfaringer !!

Og til jer der er i parforhold, !! Går i også igennem sådan nogle perioder?? Og hvis ja, hvordan kommer i ud af dem??

Undskyld at det blev meget langt, og rodet ! Det er bare svært at skrive ned, for der er så mange forskellige faktorer der spiller ind !!

Knus,


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Slut - Hvornår? :(
  • #1   19. apr 2012 Hvor længe har det stået på at i har skændes så meget?

  • #2   19. apr 2012 Puha det lyder hårdt...
    Jeg vil høre om i har snakket om det? Har I sat jer ned og har du fået fortalt hvad du føler... at du ikke sys det fungerer særlig godt og hvad i kan gøre ved det?

    Mig og min kæreste havde da vores søn var lille en stor krise og jeg gik til sidst fra ham...det varede dog kun 7 mdr, så fandt vi sammen igen og har det nu godt sammen smiley Jeg flyttede fra ham , med voes søn... De første par måneder var hårde og vi var begge såret, så ikke altid snakkede vi pænt/opførte os pænt, men lige pludselig blev vi bare helt forelskede igen, og valgte at prøve igen, og det har fungeret..

    Så måske prøv at snakke om det, og tag et par dage væk og tillad jer at savne hinanden lidt smiley


  • MorT2 P
    MorT2 P Tilmeldt:
    apr 2012

    Følger: 1 Emner: 2 Svar: 9
    #3   19. apr 2012
    C K H ! - Vi har jo nok altid skændes, i perioder som alle andre normale par smiley Men vil sige at det har været træls lige siden jeg fødte vores andet barn for 3 måneder siden,..


  • #4   19. apr 2012 MorT2 - Vil lige starte med at sige at jeg er ked af at høre den situation du står i, men samtidig vil jeg også sige at jeg syntes du skal snakke med ham o hvordan du har det.

    Min mand og jeg er lige kommet ud af en periode, hvor jeg også følte mig ked af det og ulykkelig hele tiden, Faktisk var vi meget tæt på at gå fra hinanden, da jeg ikke kunne se hvordan vi skulle redde forholdet. Vi fik heldigvis snakket ALLE vores problemer igennem, og det hjalp os rigtig meget. Alt det som irriterede ham kom han ud med og omvendt.

    Jeg blev også irriteret på min mand over alt hvad han gjorde, og lige meget hvad han sagde så følte jeg bare at jeg var ved at blive kvalt over at se på ham. Heldigvis hjalp snakken på det, og i dag er jeg som nyforelsket i ham. Vores snak varede ca. 2 dage, og hold da op med sandheder der kom frem.

    Prøv det, måske det også kan hjælpe jer.


  • MorT2 P
    MorT2 P Tilmeldt:
    apr 2012

    Følger: 1 Emner: 2 Svar: 9
    #5   19. apr 2012 *MOR* - Ja, vi har snakket om det ! MEGET !! , Han hader jeg er ked af det, og siger altid at han vil have at jeg er glad - men fakta er jo faktisk at det er jeg ikke? Men ikke altid pga. ham, men pga. han forældre, og fordi han ikke forsvarer mig overfor dem, og vælger "OS" ved at stå ved de ting vi er enige om!

    Han hjælper rigtig flot med børnene herhjemme, og er god til at vaske op smiley Men alt andet klarer jeg ! Han aner ikke hvad vi får ind af penge, eller hvad vi betaler til, han ved ikke hvad el-selskab vi har, jeg handler ind, laver mad, vasker tøj, rydder op, gør rent, osv. osv. - Jeg styrer alt, og jeg har flere gange sagt at jeg ikke kan holde til det (er syg), og han lover at hjælpe og vise interesse, men det bliver ikke bedre, og jeg bliver rigtig ked af det når han skal hjælpe og så brokker sig over det!!

    Min holdning er meget - at hvis jeg skal ordne alting selv, kan jeg jo lige så godt være alene?:(

    Jeg ser det ikke som en mulighed at tage børnene med nogle steder hen, da de har deres senge her, barnevogne, tøj osv. .. Men min mand kan selvfølgelig tage væk, men han har kun hans forældre, og hvis først han kommer derhjem fordi vi har brug for en pause - så ender det helt sikkert med at slutte, fordi det vil have kontrol over alt, og jeg ved at han ikke ville have lyst til at være der,.

    Vi har et sommerhus vi måske kunne låne, som han så kunne være i, men jeg har prøvet at undvære ham,.. Og når jeg savner ham, stiger mine forventninger til hvordan han er, og når han så kommer hjem og siger noget som "her ser da godt nok herrens ud" eller noget andet, som sikkert kun er for sjov, bliver jeg ked af det og irreteret..


  • #6   19. apr 2012 Tit og ofte tror jeg at man simpelthen går fejl af hinanden... At man glemmer at snakke samme og glemmer at elske hinanden.

    Jeg synes ikke et forhold skal være en kamp, men jeg synes at efter 7 år og to børn, så fortjener jeres forhold en chance.

    Har du overvejet at få proff hjælp? Både til dig selv og til jeres forhold?

    Vi har også sådanne perioder og nogle er længere end andre, men jeg er i sidste ende aldrig i tvivl om at han er den jeg skal blive gammel med.

    Faktisk er hans makker og hans kone lige blevet enig om at de sku skilles, det har åbnet op for en masse snakke herhjemme... Noget vi ellers ikke har snakket om før. Han var meget sådan, ja hun er os bare en kælling-agtig, hvor jeg måske godt kunne forstå hende og det blev han nok lidt rystet over. Jeg gik med nogle tanker som jeg ikke havde fået delt og det kom bag på ham...

    Efter det er vi begyndt at være mere kærlige overfor hinanden og lige huske at skrive godnat og sådan...


  • MorT2 P
    MorT2 P Tilmeldt:
    apr 2012

    Følger: 1 Emner: 2 Svar: 9
    #7   19. apr 2012
    Mia F - Jeg ville ønske at min mand ville snakke med mig !! Jeg siger ofte at jeg har brug for noget feedback ! Det hjælper ikke noget at jeg siger til ham at det han gør irretere mig, og at jeg syntes han kan være en røv - og han så ikke kan sige noget til mig?? Han er simpelthen ikke i stand til at fortælle mig hvad han i virkeligheden føler ..

    Når jeg f.eks. siger "hvad er der galt?" siger han bare "Der er ikke noget galt?" selvom jeg udemærket godt ved at det er løgn..

    Det er ikke hans skyld, han er vant til at han bare skal rette sig efter hvad hans forældre siger, og de har aldrig snakket om tingene, men jeg har prøvet at få ham til det de sidste 7 år, og kan snart ikke mere..

    Så vores snak er ikke en dialog, og løser derfor ikke vores problemer.


  • MorT2 P
    MorT2 P Tilmeldt:
    apr 2012

    Følger: 1 Emner: 2 Svar: 9
    #8   19. apr 2012
    Line - Jeg er enig med hvad du siger smiley Men spørgsmålet er bare hvornår nok er nok?? Jeg syntes at jeg har givet ham og vores forhold en masse chancer, men føler ikke der sker en forandring?


  • #9   19. apr 2012 MorT2 - Sådan er min mand for det meste også, men denne gang fik vi bare en snak i gang. Kan desværre ikke sige hvordan du får ham i snak, men måske det hjælper hvis du siger at du altså går med tankerne om at forlade ham.

  • #10   19. apr 2012 Mor: Ja jeg ved det ikke, men så længe du ikke er afklaret med hvad du vil er det i hvert falde et stort skridt at flytte fra hinanden. Selvom det kan bevirke at du tager en beslutning, så bliver det jo noget af en omvæltning for dine børn fordi du er i tvivl....

    Jeg har selv tit haft samme tanke, hvornår er nok, nok?? Og ingen kan svare på det, men jeg vil sige at har man ikke givet alt hvad man har i sig for at få tingene til at fungere(alt afhængig af hvilke problemer man har) så har man ikke gjort nok og har givet for let op..

    Har du snakket med din mand om proff. hjælp?

    Nogle gange kan de give en nogle værktøjer så man får åbnet op for nogle emner eller issues som er rigtig svære at tage hul på, f.eks. det med hans forældre...


  • MorT2 P
    MorT2 P Tilmeldt:
    apr 2012

    Følger: 1 Emner: 2 Svar: 9
    #11   19. apr 2012
    Mia F - Det ved han godt ! Vi havde snakken for en uge siden, hvor jeg sagde at nu kunne jeg ikke mere - jeg ville være glad, og der skete bare ikke nogen positiv forandring .. Han blev ked af det, men kæmpede slet ikke for det, og så fordi jeg blev ked af det ved tanken om at mine børn skulle mangle deres far, og måske også skræmt af tanken om at være alene, og skulle igennem en masse "hvad er dit, og hvad er mit", sagde jeg at vi kunne give det en chance til.. Hvilket han var glad for, men jeg føler mig nok stadig lidt såret..

    Line - Nej det har jeg ikke snakket med ham om , for jeg har ikke selv tænkt tanken.. Men vil drøfte det med ham, selvom jeg næsten ved at han siger nej.. Men tak for rådet, og vil lige sige at hvis jeg vælger at flytte fra min mand så bliver det ikke for at vi skal flytte sammen igen senere, for det skal være så stille og roligt for mine børn.. Og jeg tænker på dem, før noget andet !!


  • #12   19. apr 2012 Årh, hvor lyder det træls! og bekendt!

    Jeg er i et forhold - snart 5 år har vi været sammen. Og hold op med perioder man!
    Vi har skændes, og skændes og skændes.... Så gode venner, så bedste venner, så uvenner igen.
    Og da vi for snart 2 år siden fik vores dreng sammen, blev det også værre i perioder. Men vi kæmpede for det. Virkelig hårdt. Og det har været rigtig svært. Har haft det nøjagtigt ligesom dig tusindvis af gange, og har villet give op.
    RIngede endda engang til kommunen for at få ny lejlighed!
    Men vi lovede hinanden at prøve videre, arbejde på nogle ting hver især. Igen og igen.
    Og det ER blevet bedre. Det tog SÅ lang tid. Men det har hjulpet.
    Vi snakkede også meget. Og lovede hinanden at gøre en indsats. Men også at støtte hinanden i at arbejde med sig selv.
    F.eks. min kæreste havde en grim tendens til at hæve stemmen. Og det kan jeg ikke tolerere. Men der var jeg så nødt til at fortælle ham, når han IKKE råbte eller hævede stemmen, at det var rigtig rart, at han tacklede det på den måde i stedet for.
    Og sådan også omvendt.
    Sådan har det kørt. Og vi har mange gange midt i skænderier været nødt til at gå hvert til sit i lidt tid, og så komme tilbage og snakke stille og roligt.
    Og det gør nu, at når der er optakt til skænderier eller noget andet ubehageligt, minder vi lige hinanden om, at det skal foregå på en rolig, "rar" måde. smiley
    Og dét har hjulpet. Jeg er så glad for, at vi har kæmpet for det her. Vores forhold, vores hverdag og liv sammen.
    Jeg vil langt hellere arbejde hårdt på det her, end at skulle starte heeelt forfra med en ny..

    Vi har begge haft vores egne problemer hver især, men det har hjulpet en hel del, at være åbne omkring alt, hvad der foregår indeni og sådan. Så man er fælles om problemerne og ikke alene.

    Men jeg kan godt forstå, at hvis du ikke kan mere, og det er det rigtige for dig/jer, at i så gør det.
    Men du bad om erfaringer fra nogen der er i forhold, og her er min så. smiley



  • #13   19. apr 2012 Og min kæreste havde ligeså slem en familie! Blandede sig i alt, møjede mig ned på min 4. dag og svinede hans navn til, fortalt os en helt masse vi gjorde forkert selvom det er flere generationer siden, at de selv har haft børn.
    De kunne tilmed bede min kæreste om at vaske hænder før han spiste! Ejnejnej.
    Det stod på i lang tid, men han modnede meget med tiden og fik mod til at sige tingene lige ud og sige fra.
    Jeg gentog også for ham, at jeg ikke ville kunne tåle det resten af mit liv, hvis de bare kunne fyre løs og bestemme.
    Men det blev bedre - i takt med alt andet blev det også forbedret.
    Og der er da stadig nogle ting. Det ved jeg bare kommer med tiden. smiley

    Vil i hvert fald ønske dig det bedste. smiley


  • #14   19. apr 2012 vi har haft det lige som Katharina L. Mig og min kæreste har været sammen i snart 6 år, og for en måned siden var vi ved og gå fra hinanden, han havde pakket tasken, men fik ham til og blive og vi er ved og få det hele rettet op igen, og nu har vi det bare godt igen og snakker pænt til hinanden:)

  • #15   19. apr 2012 Mor: Altså hvis du tror det er noget der kunne fungere, altså proff hjælp, så ville jeg virkelig prøve at kæmpe for at det var noget han ville gå med til... det kan i hvert falde ikke skade smiley

    Held og lykke med det i hvert falde, du fortjener at være glad og lykkelig og dine børn fortjener 2 glade forældre smiley Om de så er sammen eller ej!


  • MorT2 P
    MorT2 P Tilmeldt:
    apr 2012

    Følger: 1 Emner: 2 Svar: 9
    #16   19. apr 2012 2 prinser + - Det er IKKE en depression, det er intet mere end to mennesker som ikke kan enes længere?? Jeg er et utroligt positivt menneske, jeg elsker at stå op om morgenen og få noget ud af dagen, elsker at være ude blandt folk og ikke mindst at være sammen med min familie og venner ! smiley Og jeg render ikke rundt og er ked af det, over alting, "kun" det med vores forhold som ikke fungere..

    Jeg er bare frustreret over at jeg ikke kan finde ud af hvad jeg selv vil, og om hvorvidt det er nok nu. Jeg elsker min mand, og mest af alt fordi han har givet mig de to største gaver jeg nogensinde kommer til at få. Men jeg er træt af at skændes, ikke at være forelsket, ikke at have lyst til sex, ja generelt bare lyst til at kysse eller være sammen med ham smiley jeg er træt af hans familie, og hans mangel på interesse.. Jeg er træt af vores forhold, og det er "alt" ..


  • #17   19. apr 2012 med alt det du skriver i dit indlæg, fornemmer jeg mere at du er sammen med ham pga trygheden og venneplan...og ik fordi du elsker ham..jo det gør du måske, men måske ikke længere som kæreste men som en bedste ven...for hvis du elskede ham, ville du af og til få lidt kriller i maven, have lyst til ham, og kysse og kramme osv...

    Trygheden giver faste rammer, du ved hvad der skal ske osv og det er rart at han er der...men det er så det...

    Nårh du ikke føler noget som helst for ham, hvorfor blive ved...?


  • #18   20. apr 2012 kunne være mig som havde skrevet det indlæg. Gik fra min mand for 5 måneder siden og det er det BEDSTE jeg har gjort. Det havde stået på i 1½ år, men det tog lang tid for mig at tage det endelig skridt. Vi havde to børn på 1½ og 3 år. Han vr verdens bedste far og hjalp ekstrem meget til. Men følserne forsvandt bare fra min side, vi havde intet sexliv, jeg kunne ikke have han rørte ved mig, jeg gad ikke og kysse og nusse osv. og ALT hvad han gjorde irriteret mig faktisk. var faktisk rigtig synd for ham. Jeg havde ligesom dig også problemer med svigerforældrene. Men det værste var at jeg gik dagligt og ikke var glad og jeg savnede virkelig og være sammen med en som jeg havde lyst til. Min værste frygt var det med at stå alene med det hele og økonomien osv. Jeg tog mig endelig sammen og gik fra ham. Ja, det første stykke tid er det hårdt lige at komme ind i rytmen. Men jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt og vi er idag inde i en fin rytme. Vi er stadig meget gode venner , var eninge om hvad vi gjorde med børnene og vi ses da også til tider og spiser sammen og laver noget sammen med børnene. og jeg kan bare mærke at det bestemt var det rette at gøre. Jeg savner ham bestemt ikke og jeg ved med mig selv at følserne aldrig ville komme tilbage.

    Idag er jeg en meget mere glad mor og ser lyst på fremtiden og ser frem til og finde kærligheden smiley

    økonomisk er jeg lige blevet uddannet og er på dagpenge. Jeg bor i lejet hus på 110, har bil og vi mangler altså ikke noget. Jeg får 2400 fra faren. 3200 i boligsikring, knap 11.000 hver 3 månede i børnetilskud og så for jeg friplads til børnene


  • #19   20. apr 2012 Årh, jeg ved hvordan du har det i nogle af de ting du beskriver omkring hvad du føler..

    Mig og manden er lige gået fra hinanden, og ja det er meget skræmmende, men jeg kan bare mærke at det er den rigtige beslutning for mig og dermed også vores søn..

    Jeg var ikke glad i forholdet, jeg var ikke forelsket mere og havde heller ikke lysten til sex eller nusse og kysse længere, og sådan har det været et godt stykke tid!
    Vi skændes også utrolig meget, og selvom vi lover hinanden det bliver bedre så gjorde det bare ikke.. smiley
    Her er manden også en fantastisk far, og har altid hjulpet meget til og været der meget i barslen osv, så ham og Malthe har et perfekt forhold til hinanden, så derfor gik jeg også med trygheden om at være sammen og alt det praktiske osv.. Men må bare erkende at vi ikke kan give det flere chancer for det påvirker også Malthe at vi skændes så meget og det skal det ikke!

    Her er det nok mest mig som tog beslutningen til sidst, da det er mig der ikke har de samme følelser længere.. Men vi er begge ret afklaret med det nu, og det tror jeg er fordi vi begge kan mærke det er det rigtige valg..

    Men håber I finder ud af hvad der er det rigtige for jer, og jeg vil ønske jer held og lykke med det hele smiley


  • #20   25. apr 2012 Er lost, hvor gammel er jeres søn? For hvis han ikke er alt for lille, kommer han jo ikke til at undvære sin far hvis det var, der findes jo også 7/7 ordninger som sagtens kan fungere for nogle hvis det er det man vil.. smiley Og ellers bliver han vel weekendfar? smiley
    Vi skal prøve den ordning, netop fordi vi begge gerne vil ha Malthe ligemeget, og fordi hans far er sådan en god far og self har tiden til ham smiley

    Det med pengene kan jeg godt forstå du tænker over, det gjorde/gør jeg også.. Det bliver ikke en dans på roser når man kun er på su, men man må jo gøre hvad man kan for at klare det og prioritere smiley Og min søn mangler intet, og der er jo hjælp at hente fra kommunen til den som har bopælsadressen..

    Men ja du har helt ret, du fortjener da at være lykkelig, (gør i jo begge to) smiley Og hvis du ikke er lykkelig sammen med ham, jamen så er det da lidt det værd hvis du bliver lykkelig hver for sig? smiley


  •  Putte
    Putte Tilmeldt:
    mar 2009

    Følger: 1 Emner: 109 Svar: 580
    #21   25. apr 2012 Vores søn er 20 mdr. Jeg ville aldrig kunne leve med en 7/7 ordning. Det er ikke optimalt for barnet i mine øjne. Jeg ved godt at han ville komme til at se sin far, men har det bare dårligt med at være skyld i at han ikke ser han hver dag. Han spørg jo efter han hele dagen han er på arbejde.
    Jeg er ikke bange for at få mindre penge ved at gå fra hinanden, det jeg mener er at vi ville få en kæmpe gæld ved at sælge huset smiley
    Lige nu har jeg det sån at jeg ikke synes jeg føler noget. Men er bange for at fortryder når først han er væk.


  •  Putte
    Putte Tilmeldt:
    mar 2009

    Følger: 1 Emner: 109 Svar: 580
    #22   25. apr 2012 Og undskyld at jeg lige kom til at bruge dit indlæg :-/. Håber det er ok.

  • #23   26. apr 2012 Nåårh så misforstod jeg lige det med pengene smiley Ja det kan jeg godt se så, med hensyn til huset.. Det er os helt fint at du har det sådan med 7/7 ordning, det fungere for nogle og for andre ikke smiley Ved jo heller ikke om det kommer til at fungere her, men nu må vi prøve det for at se..

  • #24   30. apr 2012 Jeg har ikke læst hele tråden, men kære Ts: Til at starte med skal du finde ud af om du vil give jer en chance eller om du ikke vil. Hvis du tænker over det, er der så andre der kan gøre dig lige så lykkelig som din mand kan (I de gode perioder) ??
    Hvis du vælger at gøre et sidste forsøg på at finde gnisten igen, så synes jeg at i skal opsøge en parterapeut. Selvom man i starten vil føle man udleverer sin partner, så får man nogle ret gode redskaber af sådan en finurlighed, og man får en specialist mening om hvor man fx er låst fast. Tit og ofte, kan de sætte ord på de følelser som man har, men selv mangler ord for.
    Hvis du så tænker at i ikke har råd til det, så opsøg da nogle der studerer til parterapeut. Har læst at de mangler par der vil sidde med dem og deres mentor (Dette tilfælge joan ørting (desværre))

    Selv var mandens og mit forhold ubeskriveligt turbolent vores første år sammen. Kærligheden mellem os var heldigvis stærk, for ellers var vi gået fra hinanden. Andet år havde vi nogenlunde en ide om hvordan vi skulle snakke sammen og gå på kompromi med hinanden. 3 år faldt bombem omkring hans families had til mig (14 dage før vores bryllup) og min mand stod i klemme mellem mig og dem. Enten sagde han fra eller også aflyste jeg brylluppet. Hvis min mand ikke kan forsvarer og bestykke mig, så er han den forkerte til mig (Også selvom kærligheden er stærk) Hvis jeg ikke kan være kvinden i forholdet og blive bestykket af min mand, er jeg ikke lykkelig. Jeg er ikke sikker på hvordan jeg fik forklaret det til ham (Udover at jeg sagde at hans familie lige havde kastereret ham og pisset på ham og hans valg), men lige siden har han taget mig i forsvar. Og ærligt talt: Hans familie respekterer ham nu.. For første gang ever..
    Hadet fra hans mor stoppede på vores bryllupsdag da hun opdagede min mands morgengave til mig: Tatovering af mit navn på hans krop! Det lyste ud af hendes øjne, at hun var blevet klar over at hvis hun ville hade mig for evigt, ville hun midste sin eneste søn.
    MEN - Dertil skal siges, at jeg egentlig ikke snakker grimt om hans familie. Selvom de opfører sig dumt, så elsker han dem, og det er hans familie. Jeg ville selv blive rasende hvis nogen taler grimt om min familie. Og det er til trods for at jeg ikke har snakket med mine ulidelige søskende i 2 år.

    Så jeg har kun 2 råd til jer:
    1) Parterapeut
    2) Tal med hinanden på et roligt plan uden at svine til. Bliv ved det relavante og ikke begynde at trække alt muligt andet med ind, samt at påpege hvem der har hvilken skyld. Lyt til hinanden og opstil hvilke konsekvenser der er ved fx at din mand ikke siger fra overfor sin familie.
    Og mest af alt; Bed din mand om at holde op med at humpe dit ben som en hund og begynd at behandle dig som den kvinde du er. (sorry, for mig lyder han sådan. Ret mig hvis jeg tager fejl. Min mand var sådan det første år, og jeg var ved at brække mig over ham. Kæft det var provokerende at jeg både skulle være manden og kvinden i forholdet)


Kommentér på:
Slut - Hvornår? :(

Annonce