Hvornår er nok, nok? {{forumTopicSubject}}

Ja, hvordan fanden skal man vide om ens parforhold kan blive bedre?

Hvor meget skal man gå på kompromis med hinanden?
Er det okay at træffe beslutninger uden den anden er enig? Eller skal man altid trække sig, hvis den anden er uenig?

Hver dag gør jeg ting for min kæreste, simple daligdagsting, men noget som letter hans dagligdag. Smører frokost, går ofte med hans hund osv.
Hver gang han kommer med noget han godt kunne tænke sig, siger jeg at det lyder som en god ide og støtter op om det. Her er det for det meste en hobby, da vi ikke rigtigt laver andet end arbejde og være hjemme. Ja vi lever meget som om vi har børn, men det har vi ikke. Han vil ikke før jeg er færdig og fået job.

Jeg træner hund, men er meget ked af at være der hvor jeg er, og sagde jeg i vinterpausen så istedet ville prøve motionsboksning, så jeg får en god omgang motion. Dette synes han ikke jeg skulle, på trods af at jeg ville være mere hjemme, da det ikke tager så lang tid som hundetræningen.
Dette droppede jeg.
Jeg startede op til træningen igen og det er stadig trist at være der, så der sagde jeg at jeg nok stopper, men jeg vil finde noget andet. Da jeg vil blive træls af ikke at gå op i noget.

Men i lørdags var jeg et andet sted og træne hund, og det var fedt. God stemning og den hjælp jeg skal bruge.
Inden havde jeg sagt at jeg ikke ville starte der, da det er for langt at køre benzin mæssigt. Dog fik jeg i lørdags de tilbud om at køre med nogen derop hver gang, og derfor halvering i pris.
God deal!
Jeg sagde ja tak, og tænkte ikke at dette kunne være et problem, da det jeg så bare lavede om mandagen bliver rykket til en anden dag.
Men det var det.. Han er møg sur og siger han ikke kan stole på mig, nu hvor jeg sagde jeg ikke ville starte.
Han synes ikke je skal. Ligesom med andre ting. Men jeg vil virkelig gerne og nu har jeg jo valgt at få en hund som kræver en del træning, så kan ikke se problemet.

Jeg vil seriøst ikke føje mig på denne, for så føler jeg ikke at jeg har mig selv mere i dette forhold..

Men jeg føler også lidt nu, at jeg bare har lyst til at vise ham hvad det er han kommer til at mangle hvis jeg går fra ham..

Det skal lige siges at for en måned siden var vi ved at gå fra hinanden, jeg synes det var af en latterlig grund og derfor pålagde mig hele skylden, da han virkelig ikke mente at han havde en del af den, og vi ikke forstod hinanden hvis jeg ikke kunne se det kun var min skyld..

Det er altid min skyld, i følge ham..

Hvornår ved man at man har fået nok?