min fødselsberetning {{forumTopicSubject}}

min fødselsberetning (GIV DIG TID - DEN ER LANG)

18 maj: Kl 10 ringede jeg til min kæreste, som var på arbejde. Vandet var gået. Han kom straks hjem. Vi pakkede nogle ting og drog stille og roligt med Hillerød sygehus. Her blev vi taget utrolig godt imod af en jordmoderstuderende og en jordmor. De konstaterede at jeg kun havde åbnet mig 1 cm. De tilbød en stue, men vi takkede pænt nej,da de sagde at jeg kunne gå mere end 10 timer inden der skete noget. så vi kørte hjem igen.

Hjemme tog veerne til efter nogle timer og ved 17 tiden var vi på vej igen - mig med store smerter. Vi blev indlagt på en stue til observation. Vi ventede og ventede i et mørkt rum for at der var en som skulle kigge til mig. jeg havde fået at vide, at jeg skulle ligge med mavebæltet (kan ikke lige huske hvad det hedder) på i en halv time, men efter en time gik min kæreste ud for at finde sygeplejersken, som endnu ikke havde været inde og tage det af. min kæreste spørger hvornår jeg skal have det af, da det givet meget store smerter under veerne. sygeplejersken kigger på ham og siger: "hvorfor? har du noget du skal nå?". efter endnu 15min kommer hun ind, tager bæltet af og skynder sig ud igen. Jeg har ikke fået tilbudt vand eller drikke, og min kæreste går ud for at finde en kop kaffe. han møder en sygeplejerske og spørger om han kan få en kop kaffe eller om der er en automat. han får at vide han ikke hører til her, og skal finde kaffen et andet sted. min kæreste kommer tilbage oprevet - uden kaffe.
Jeg ligger stadig på stuen og har voldsomme smerter. i 4 ½ timer ventede vi på en jordmor/sygeplejerske som skulle tilse mig og komme med en seng til min kæreste., og smerterne tog til.

Endelig havde jeg åbnet mig 4 cm og nok til at blive flyttet til fødegang 1. Men det var ikke så ligetil at få guldklumpen ud. Veerne tog til og smerterne blev kraftigere og kraftigere. Jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne være normale veer. min kæreste blev ved med at sige, at der var noget galt, selv om hjertelyden var som den skulle være.

mens jeg fik lagt første epidural blokade, lå jeg i forsterstilling, men drop i begge hænder, mavebælte, lattergas (som stod på det højeste uden virkning) og en narkoselæge som sagde at jeg skulle slappe af, og at hun havde prøvet det samme som mig.

da første epidural blokade ikke virkede, fik jeg lagt endnu én, og narkoselægen var knap så kæk. jordmødrene og sygeplejersken virkede usikre og stod i hjørnet og hviskede hvis de da ikke snakkede højt om hvad de skulle gøre.

jeg havde stadig ikke åbnet mig mere end de 4 cm, og smerterne var så voldsomme, så jeg var ved at gå i panik. ingen vidste hvad de skulle gøre. vi badem om at lave en scanning, så vi kunne se barnets størrelse. sofie var skudt til at veje 3600gr. jeg er selv 160cm og mente på dette tidspunkt, at jeg måske ikke kunne føde normalt. det mente jordmoderen godt at jeg kunne.

jeg har aldrig oplevet noget så smertefuldt. både min kæreste og jeg var grædefærdige og bad om kejsersnit, men alle mente stadig at jeg kunne føde normalt.

Efter mange barske timer begyndte jeg at lukke mig igen og Sofie trak sig længere og længere op. På dette tidspunkt havde jeg haft veer i 29 timer som kun blev kraftigere og kraftigere. De sidste 7 timer var de hårdeste.
...så blev det endelig konstateret at en naturlig fødsel var umulig. Jeg blev kørt til operationsstuen. Efter 18 minutter var Sofie ude .

Vejningen viste 4420gr. Man fandt derfor ud af, at hun i alle de timer havde stået og banket hovedet mod mit bækken uden at kunne komme videre. Kæmpet mod veerne som kæmpede mod hende.